Drengerøve, hashtåger og skovsnegle på overlæben

Året er 1980. Baseballtalentet med de svulmende biceps begynder på universitetet, hvor han flytter ind sammen med de andre spillere. Huset er et overflødighedshorn af kålormeoverskæg, stramme t-shirts og en konkurrencementalitet, der er lige dele macho og homoerotisk. Dømt alene på overfladen kan det være én af to ting: En sexistisk drengerøvsfilm i traditionen fra “Varme drenge” eller “Delta-kliken”, hvor det gælder om at score så mange tøser som muligt og drikke sig fuldstændig fra forstanden, eller også smider de om lidt tøjet og går hardcore homo-porno. “Everybody Wants Some!!” er heldigvis ingen af delene.

Det er i stedet Richard Linklaters nyeste. Den lægger sig tæt op af gennembrudsfilmen, “Sidste vilde nat med kliken” fra 1993, der fulgte en lille gruppe high school-elever på den sidste skoledag. Her er det universitetsstuderende på de sidste dage, før et nyt semester begynder. Forskellen er dog alligevel tydelig. Turen på high school var en mere kynisk og desillusioneret størrelse. Om Linklater er blevet mere blød med alderen, eller om det er samfundets grundindstilling, der har rykket sig, skal jeg ikke kunne sige, men “Everybody Wants Some!!” er i hvert fald meget mere lys og optimistisk.

Vi følger den ovennævnte baseballspiller, Jake, spillet af Blake Jenner med de ovennævnte biceps, over et par dage, hvor han lærer sine nye holdkammerater at kende, møder en sød pige og får øjnene op for universitetslivets frihed. Det fantastiske er, at den aldrig får lov til at bekræfte vores fordomme om sportsidioterne på amerikanske universiteter. De gør og siger dumme ting, men de er stort set alle sympatiske personer. Som holdkaptajnen, der i starten virker som et dumt svin; han erklærer som åbningsreplik, at han og Jake aldrig kan blive venner, fordi Jake er pitcher. Senere træder han imidlertid i karakter som ham, der samler holdet og tager ansvar.

Sådan er det hos Richard Linklater. Der er sjældent oprigtigt onde mennesker hos ham. I denne er de helt fraværende. Det er feel-good, som er mere interesseret i at dyrke en stemning end i at udforske stor karakterudvikling eller dybe konflikter. Det er ikke en negativ ting. Det er et vidnesbyrd om instruktørens talent, at han kan gøre en så lille historie vedkommende. Der er – perioden taget i betragtning – også forbløffende lidt sexisme, og der gøres en dyd ud af at gøre de kvindelige karakterer til aktive medspillere i den rituelle parringsdans, snarere end at indflette lidt moderne kønskamp.

Det fantastiske ved Linklaters film er, at de på papiret ikke burde være fantastiske. Der sker sjældent så meget. Plottet er løst, tøffer af sted, som det ekstremt blev udfoldet med “Boyhood”. Linklater skaber indlevelse. Hvis han var troldmanden fra Oz, ville jeg aldrig kigge bag gardinet. Da “Everybody Wants Some!!” sluttede følte jeg, at jeg havde lært Jake og de andre at kende. Den klike ville jeg gerne tilbringe mere tid sammen med.