Exiled
Udgivet 4. apr 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Dramatikken får vi selvsagt også, selv om “Exiled” nu også rummer andet og mere end den moderne western, som filmen umiddelbart viser sig at være. Som en lyrisk mester demonstrerer Johnnie To nemlig ubesværet sin tour de force ud i temposkift og veksler med imponerende fingerfærdighed mellem de actionfyldte sekvenser fyldt til bristepunktet med coolness og gammeldags attitude og de mere humoristiske og tilbagelænede sekvenser, hvor de rygende pistoler pauserer for en stund, og æstetikken får mulighed for at tale og betage. Og det gør den så, på bjergtagende vis. “Exiled” er muligvis ikke stor filmkunst, men indimellem gemmer sig alligevel brudstykker med kunst som det udsøgte prædikat.
Den beslutning falder naturligvis ikke i voldsomt god jord, og snart må de fem se sig omringet af venner og fjender i en sand regn af kugler. Modstandere er der nok af, men ingen er imidlertid så stor som filmens egen. Rodet fortalt og med et utal af aktører er det ikke altid helt nemt at holde fast i fortællingens røde tråd endsige komme ind på livet af de enkelte aktører. Men hvad gør det? De er trods alt blot brikker i et flot koreograferet spil, hvor Johnnie To med næse for de udtryksfulde sammenstød mellem store og små fisk i gangstermiljøet kombinerer dramatik og actionsekvenser på en måde, så de hver for sig både fascinerer og underholder og sammen går op i en højere enhed.
“Exiled” skal samtidig ses som et produkt af tiden omkring årtusindeskiftet, mens den tidligere koloni Macau uden større behændighed stod foran en overdragelse til den kinesiske stormagt. Som sådan forholder filmen sig også nøgternt til den side af historien, men i bund og grund er plottet banalt og underholdningen i højsædet. Både replikker og handlemønstre driver fra tid til anden ned af væggene i en syndflod af klicheer, og forudsigeligt er filmens skema desværre også. Ærgerligt nok er “Exiled” en af den slags film, der er forholdsvist hurtigt konsumeret set i bakspejlet. Men så længe det varer, er underholdningen dog af en tilpas høj kaliber og forstår uden problemer at efterleve sin genres klassiske forskrifter.
Om end “Exiled” er solid underholdning med en finurlig potpourri af hæsblæsende actionsekvenser, stilistiske finurligheder og en moderniseret western efter alle genrens forskrifter, er plottet banalt og uden dybde. I tilgift er fortællingen lidt af en rodekasse, og aktørerne svære at komme ind på livet af. Men underholdende er det ikke desto mindre, så længe det varer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet