Exiled

InstruktionJohnnie To

MedvirkendeAnthony Wong Chau-Sang, Francis Ng Chun-Yu, Simon Yam Tat-Wah, Nick Cheung Ka-Fai, Richie Ren, Roy Cheung, Josie Ho, Lam Suet, Gordon Lam Ka-Tung, Siu-Fai Cheung, Ellen Chan Nga-Lun, Tam Bing-Man, Hui Siu-Hung, Ronald Yan, Wah Wo Wong

Længde110 min

GenreAction, Action, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Exiled

4 6
Fanget af fortidenHong Kong-instruktøren Johnnie Tos hæsblæsende “Exiled” tog forrige år den velrenommerede Venedig Film Festival med storm og var sågar nomineret til den eftertragtede Guldløve. Priser blev der ingen af dengang, men den rutinerede filmmager har før og siden vist sin kunnen. Således ligger også seneste præstation, “Sparrow”, i fin tråd hermed og gjorde sig fint bemærket ved årets Berlin Film Festival.
“Exiled” er filmet på et minimalt budget og uden de helt store dikkedarer. Filmen er et – med forbehold – solidt underholdende bidrag ud i den skydegale actiongenre. Den nybagte far Wo har med sin nye faderolle i baghovedet besluttet sig for at trække sig ud af det forbrydersyndikat, han i årevis har været en del af. Ikke alle er imidlertid helt enige i den beslutning, og snart har den unge drømmer mafiaens hårdkogte bagmænd på nakken, mens andre i ren og skær loyalitet forsøger at beskytte ham. Kimen er med andre ord lagt til hårdkogt spænding og forløsende dramatik, for unge Wo, ja han er såmænd blot fanget af fortiden i et håndfast greb.

Dramatikken får vi selvsagt også, selv om “Exiled” nu også rummer andet og mere end den moderne western, som filmen umiddelbart viser sig at være. Som en lyrisk mester demonstrerer Johnnie To nemlig ubesværet sin tour de force ud i temposkift og veksler med imponerende fingerfærdighed mellem de actionfyldte sekvenser fyldt til bristepunktet med coolness og gammeldags attitude og de mere humoristiske og tilbagelænede sekvenser, hvor de rygende pistoler pauserer for en stund, og æstetikken får mulighed for at tale og betage. Og det gør den så, på bjergtagende vis. “Exiled” er muligvis ikke stor filmkunst, men indimellem gemmer sig alligevel brudstykker med kunst som det udsøgte prædikat.

Det handler om gammelkendte begreber som ære, venskaber og egentligt også regulær overlevelse i den snart forhenværende portugisiske koloni Macau, hvor kriminaliteten er på sit højeste og den oplagte levevej for mange. To lejemordere er udset til at gøre en ende på Wos liv grundet dennes udåd, og så ved han formentligt også lige en tand for meget. To tidligere medkumpaner står imidlertid i vejen for gangsterbossen Fays koldblodige ordre, og i samråd finder femkløveret – der tidligere alle har arbejdet på samme side – ud af, at der må være en anden og mindre blodig løsning på tvisten.

Den beslutning falder naturligvis ikke i voldsomt god jord, og snart må de fem se sig omringet af venner og fjender i en sand regn af kugler. Modstandere er der nok af, men ingen er imidlertid så stor som filmens egen. Rodet fortalt og med et utal af aktører er det ikke altid helt nemt at holde fast i fortællingens røde tråd endsige komme ind på livet af de enkelte aktører. Men hvad gør det? De er trods alt blot brikker i et flot koreograferet spil, hvor Johnnie To med næse for de udtryksfulde sammenstød mellem store og små fisk i gangstermiljøet kombinerer dramatik og actionsekvenser på en måde, så de hver for sig både fascinerer og underholder og sammen går op i en højere enhed.

At individets enkeltstående handlinger må stå for egen regning og i hvert fald har konsekvenser er en morale, der er hørt før. Men frem for alt handler “Exiled” heller ikke om den løftede pegefinger, men derimod om hæsblæsende underholdning ad libitum. Og der behager Hong Kong-instruktøren uden tvivl sit kræsne publikum. Forskellige fraktioner udkæmper inden for samme underverden knugende åndeløse kampe for overlevelse, hvor den endelige dom ikke ligger i det sagte, men i det gjorte. Wo har med sit kursskifte tilsyneladende gjort godt og grundigt i nælderne. Intet er gratis her i tilværelsen, og også børn har sine omkostninger.

“Exiled” skal samtidig ses som et produkt af tiden omkring årtusindeskiftet, mens den tidligere koloni Macau uden større behændighed stod foran en overdragelse til den kinesiske stormagt. Som sådan forholder filmen sig også nøgternt til den side af historien, men i bund og grund er plottet banalt og underholdningen i højsædet. Både replikker og handlemønstre driver fra tid til anden ned af væggene i en syndflod af klicheer, og forudsigeligt er filmens skema desværre også. Ærgerligt nok er “Exiled” en af den slags film, der er forholdsvist hurtigt konsumeret set i bakspejlet. Men så længe det varer, er underholdningen dog af en tilpas høj kaliber og forstår uden problemer at efterleve sin genres klassiske forskrifter.

Video”Exiled” excellerer ikke ligefrem med det til tider ganske mørke og grumsede anamorphic widescreen 2.35:1-format, men er ikke desto mindre af rimelig karat. Der er enkelte eksempler på digitale forstyrrelser og edge-enhancement, om end der ikke er udtværinger. I tilgift tager både kontrast og farvevalg sig trods enkelte udsving ganske godt ud.
AudioLydsiden udfyldes af de to kantonesisksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, som fortrinsvis er et anliggende for fronthøjtalerne. Her er dialogen tydelig og uden de mindste eksempler på overstyringer, musikken flyder drømmende og kælent ud, mens de distinkte effektlyde på fremragende vis understøtter de mange flotte actionsekvenser. Endvidere forefindes flere velfungerede lydpanoreringer, som agerer fin ballast til de hæsblæsende skuddueller.
EkstramaterialeEkstramaterialet er ganske beskedent og rummer udelukkende trailere for “Cassandra’s Dream”, “Slaughter Rule”, “The Thing About My Folks” og “Saw IV”. Skulle man tro. Sidstnævnte forefindes grundet fejl på udgivelsen imidlertid ikke. Under alle omstændigheder en noget mager bekomst.

Om end “Exiled” er solid underholdning med en finurlig potpourri af hæsblæsende actionsekvenser, stilistiske finurligheder og en moderniseret western efter alle genrens forskrifter, er plottet banalt og uden dybde. I tilgift er fortællingen lidt af en rodekasse, og aktørerne svære at komme ind på livet af. Men underholdende er det ikke desto mindre, så længe det varer.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Vi er i Macau, en portugisisk koloni i Asien, få år før kolonien overgives til det kommunistiske Kina. Gangsterkriminaliteten blomstrer, og alle forsøger at skaffe sig en bid af kagen, før det kinesiske styre vil gøre livet surt for dem, der arbejder på den anden side af loven. Ind i dette kaos træder eks-gangsteren Wo, som drømmer om en ny start på livet med kone og barn. Men hans fortid som gangster er ikke sådan at ryste af sig, og snart har han mafiaens lejemordere i hælene.