Et får går til filmen

Får får får? Nej, får får lam. Med mindre fåret hedder Frode, er kendt fra tv, og i øvrigt lavet af ler. Så får fåret nemlig sin helt egen spillefilm. Aardman, selskabet bag succeser som “Walter og Trofast”, har begået en forrygende filmatisering af stop-motion-serien om den frække, men charmerende Frode Får. Det er blevet til en sjov og opfindsom film med den knapt så opfindsomme titel “F for får – Filmen”.

Det er altid en udfordring, når et kendt og elsket tv-serie-univers skal overføres til det store lærred. Det bliver ikke lettere, når seriens afsnit kun er syv minutter lange. Og i øvrigt uden dialog. Det kræver sit mod at udvikle sådan et forlæg til en halvanden times spillefilm. Hos Aardman har de dog ikke rystet på hånden. Heldigvis. Frode Får klarer nemlig springet fra tv til biograf i fin stil. Det snarrådige får fik faktisk sin filmdebut helt tilbage i 1995, hvor han medvirkede i Aardmans Oscarvindende stop-motion-perle, kortfilmen “A Close Shave” med Walter og Trofast. Og i 2007 blev han altså stjernen i sin egen tv-serie. Frode Fårs berømmelse har været stødt stigende lige siden, og med “F for Får – Filmen” vil den udvikling helt sikkert fortsætte. For filmen er et uimodståeligt miks af imponerende stop-motion-animation og vild slapstick tilsat et opfindsomt karaktergalleri.

Animationen er umiskendelig Aardman. De tekniske troldmænd leger videre med den ikoniske stil fra “Walter og Trofast” og “Flugten fra hønsegården”. Der er noget varmt og behjertet over stop-motion-animationen, som selv den mest avancerede computeranimation har svært ved at hamle op med. Samtidig er der så meget personlighed i hver eneste karakter, at man undervejs helt glemmer, at der ikke bliver mælet et eneste ord. Det er lidt af en bedrift. Og den bliver ikke mindre imponerende af, at historien faktisk er mere skæv og opfindsom, end hvad langt de fleste animationsfilm har fantasi til at optænke. Der er snedige planer, følelsesmæssig udvikling og overraskende plottwists i massevis. Alt sammen knivskarpt formidlet gennem animationen, der kun er ledsaget af ordløse udbrud på lydsiden. Foruden et forrygende solbeskinnet soundtrack. Og så er der indlagt en masse sjove, små referencer. Jeg morede mig blandt andet over en Hannibal Lecter-imiterende kat bag tremmer i et dyrefængsel!

Frode Får er som en skøn, ulden udgave af stumfilmstjernen Buster Keaton, når han sender den sovende bondemand på en vild, løbsk buldretur gennem trafikken i en gammel campingvogn. Det er udført med et enormt overskud, hele tiden med blik for detaljerne. Jeg turde knapt nok blinke af frygt for at glippe endnu en visuel joke.

Det er dog endnu sjovere, når tempoet sænkes, og de forskellige miljøer får tid til at udfolde sig i al deres fantasifulde mangfoldighed. Som scenen i det førnævnte dyrefængsel. Her møder vi en hårdtpumpet puddel, en guldfisk på sørgmodig mundharmonika og bidsk bulldog med ordene “bark” og “bite” tatoveret over forpoterne. Foruden en dyrefanger, der vist nok ser sig selv som en potent blanding af Dirty Harry og Travis Bickle. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så mange sjove påfund i én enkelt scene.