I løgnens tjeneste

Der er vis ironi i det forhold, at Doug Liman engang stod bag den glamourøse “Mr. and Mrs. Smith” med selveste Brad Pitt og Angelina Jolie i hovedrollerne og nu har kastet sig over den virkelige verdens version af et lignende ægteskab.

I dette tilfælde drejer det sig om Valerie Plame, der var en vaskeægte CIA-agent med ansvaret for utallige hemmelige operationer. Hendes mand Joe Wilson er en tidligere diplomat med utallige forbindelser i den tredje verden, og selvom disse to spilles af henholdsvis Naomi Watts og Sean Penn i denne film, så er de skam begge virkelige personer.

Beretningen om dem udspiller sig kort inden den anden berygtede Irak-krig, og George Bushs folk leder efter en håndfast anledning til at angribe landet. Valerie Plame er en af de folk, der sættes til at efterforske, hvorvidt Saddam Hussein er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Hendes mand sendes af sted til Niger i Afrika for at undersøge et rygte om, at Hussein har forsøgt at opkøbe beriget uran til fremstilling af atomvåben. Han opdager, at et sådant køb er vildt usandsynligt og afleverer sin rapport med det negative svar. Alligevel bliver hans resultater brugt som et led af argumentationen for et angreb på Irak.

Joe Wilson er imidlertid en ilter herre, der bliver rasende over misbruget, og han beslutter sig omgående for at tage tyren ved hornene og skrive en vred artikel om sagens rette sammenhæng. Fra da af er fanden løs i laksegade, og Bush-administrationen sætter alt ind på at få lukket munden på ham, hvilket hurtigt også kommer til at ramme hustruen. Der er således ammunition til prøvelser og magtmisbrug på stribe i “Fair Game”, der dog på trods af parrets kvaler og hårdt prøvede ægteskab primært finder sit omdrejningspunkt i deres fælles trods mod regimets uhæderlige opførsel.

Som en ligefrem og velfortalt beretning er “Fair Game” elementært spændende, og til trods for at man nogenlunde ved, hvor det ender, bliver man ikke desto mindre revet med. Filmen giver et ganske troværdigt indtryk ved ikke at tilføje alle mulige fiktive spændingselementer, og selv om man godt kunne have undværet nogle af de mest klichefyldte replikker (”De får ikke lov til at ødelægge mit ægteskab!” ringer særligt fælt i ørerne), så giver den et sobert indtryk, og man bliver hurtigt opslugt af harme og indignation over behandlingen. Med til at bibeholde det autentiske indtryk er også de mange ægte nyhedsklip, som Liman elegant klipper ind i filmen. Som i så mange andre filmudlægninger af historien tegner også denne et billede af George Bush som lidt af et uvidende fæ, der formodentlig næppe viste bedre, og som blev manipuleret af folkene omkring ham til at fortælle, hvad han antog for at være sandheden.