Tonedøv komedie om en døv familie

Jeg plejer altid at fremhæve de franske komedier, når jeg løber over endnu et klistret, forudsigeligt og smådumt eksemplar af genren fra Danmark eller Hollywood. De kan lave film, der er hjertevarme og ægte uden, at de bliver for sentimentale. Men franskmændene kan også ramme ved siden af. Det er i hvert fald tilfældet i “Familien Bélier”, hvis gode historie nærmest drukner i sødsuppe, folkekomedie og kærlighedsklichéer.

Paulas familie er døve. De driver en lille gård på landet og laver ost, som de sælger på det lokale marked. Da Paula er den eneste, der kan tale, er det hende, der står for salget af ost, kontakten til banker og leverandører og alt sådan noget. Det kan selvfølgelig være svært, når man samtidig er en akavet teenagepige, der har et godt øje til klassens nye elev; den stilige Gabriel, der lige er ankommet fra Paris. Det kunne der være blevet en rørende og ganske original historie ud af, men “Familien Bélier” vælger desværre at gå ad de mest veltrådte stier, så vi ca. 15 minutter inde har regnet den ud.

Det viser sig selvfølgelig, at Paula har en fantastisk sangstemme, som hendes excentriske og gnavne musiklærer mener, kan skaffe hende ind på en prestigiøs sangskole i Paris. Ih, og hun får endda besked på at træne sammen med Gabriel, som i mellemtiden er blevet kæreste med klassens populære pige, men mon ikke der alligevel kan blive plads til den sande kærlighed? Vi skal selvfølgelig lige først have klichéen om misforståelsen, der fører til problemer mellem de to, for man kan da ikke lave en film om teenagekærlighed uden… Det, der irriterer mig mest, er nok, at det er så lidt, der skal til, men hver gang lader det til, man har valgt den letteste løsning.

Der er alt for meget folkekomedie og slapstick, der falder helt til jorden. Det ligegyldige sideplot om faderens kamp mod den korrupte borgmester kunne være taget ud af en Morten Korch-film – komplet med fjollede naboer og pinlige optrin. Scenerne mellem teenagerne er til gengæld mekaniske og blottet for charme. Der er enkelte lyspunkter, som da Paulas veninde skal have undervisning i tegnsprog af Paulas bror. Det eskalerer hurtigt, men afbrydes brat, da det viser sig, at broderen har en latexallergi og går i anafylaktisk chok, da han får kondomet på. Den scene er original og sjov, men alt for hurtigt er vi tilbage i den forudsigelige folkekomedie.

Det samme gælder skuespillet. Ilian Bergala som Gabriel virker fraværende og landsbyens galleri af originaler overspiller næsten alle sammen fælt. Det er desværre også tilfældet for Paulas mor, der spilles af den ellers ofte betagende Karin Viard. Hendes gestik og mimik er grotesk overdrevet, hvilket muligvis er et resultat af for meget research. Det kan godt være, hendes præstation er realistisk for en døv kvinde, men den er på ingen måde troværdig. Særligt ikke når hun er den eneste af de døve, der er så overdrevet. Louane Emera som Paula er et lyspunkt, der er allerbedst i scenerne med Eric Elmosnino som hendes herligt krakilske musiklærer. Da hun for første gang åbner munden og synger igennem, kigger han overrasket på hende og bemærker tørt: ”Det trængte vist til at komme ud.”