Hash og familie i skøn forening

“Familien Miller… langt over grænsen” er ikke ligefrem en skelsættende farce, der blæser tilskueren omkuld med en overvældende opfindsomhed, men ligesom alle gode komedier får den os til at glemme hverdagens bekymringer for en stund.

David er en helt almindelig mand. Okay, måske er han ikke helt almindelig, for i stedet for at arbejde driver han en lille hashhandel, som han har haft kørende siden den glade studentertid. Men da han en dag bliver berøvet af en bande unge bøller, bliver han nødt til at gøre en tjeneste for sin mentalt lettere ustabile chef. Det “eneste”, David skal gøre, er at køre ned til Mexico, hente en stor samling hash og smugle stofferne tilbage til USA. Så hvad gør David for ikke at virke for mistænkelig over for grænsepolitiet? Han hyrer henholdsvis sin strippernabo, sin uskyldige underbo og den hjemløse pige fra gaden til at agere hans familie på den illegitime tur. Umiddelbart en god idé, der dog bliver sværere at føre ud i livet, end man skulle tro.

“Familien Miller… langt over grænsen” er, hvad man med god samvittighed kan kalde for en solid og professionel sammenstykket omgang Hollywood-underholdning. Både dens set-ups og pay-offs er veltimede og effektive. De indre og ydre konflikter bliver løst på fin vis, og dens begyndelse, midte og slutning hænger fint sammen. Blandt filmens andre forcer er dens energi, dens smittende fortællerglæde og et godt flow. Det er tydeligt at se, at filmmagerne ikke har betragtet komedien som det rutineprojekt, som det måske godt kunne ligne. Under instruktør Rawson Marshall Thurbers kyndige instruktion bliver familieturen over Mexicos grænse til en ganske fornøjelig affære.

Ja, selvfølgelig er “Familien Miller… langt over grænsen” forudsigelig. Men den er også morsom på trods af at være en hash-komedie i det bornerte USA. Dette er ikke en film, der puffer til lattermusklerne med store armbevægelser eller komplekse jokes. Den lægger derimod sine største guldkorn i dens festlige bemærkninger, afdæmpede vittigheder og nydelige spidsfindigheder. Dette er med andre ord en komedie, der stiler efter et intelligent publikum, der forstår, at ting ikke udelukkende er sjove, hvis de bliver efterfulgt af dåselatter eller kæmpegrin. Jovist, den slags skal der også være plads til, men det er ikke den for spas, som Thurber koncentrerer sig mest om.

Filmens svageste punkt er dens slutning, der virker som en forceret knude, som manuskriptforfatterne, Steve Faber og Dan Fybel, har prøvet at binde, i den tro, at den var en fin sløjfe på fortællingen. Afviklende slutninger, der får alting til at gå op i en højere enhed, fungerer selvsagt ikke, hvis de er utroværdige, og det er slutningen i “Familien Miller… langt over grænsen” i dén grad. De foregående 90 minutter har måske ikke været de mest originale i genrens historie, men det er nu alligevel ærgerligt at se en slutning, der misbruger den goodwill, resten af filmen har oparbejdet.