Family Guy – Sæson 5
5. årgang af “Family Guy” kunne næppe være kommet bedre fra start. I åbningsafsnittet “PTV” ser vi som det allerførste Afghanistans glohede, knastørre ørken og landskabets snævre huler. Få sekunder senere konfronteres vi af en tegnet udgave af selveste Osama bin Laden, der er i færd med at indspille en gruopvækkende advarsel til USA’s befolkning på video. Pludselig bryder terroristen ud i ustyrlig latter efter at have udtalt et enkelt ord forkert, hvorefter manden selv og hans undersåtter skiftes til at tage pis på bin Laden. Det er “Family Guy”, når serien er bedst – vovet, ukonventionel, original og allerhelvedes morsom.
Men naturligvis er “Family Guy” også ofte afsindig underholdende, når den beskæftiger sig med mere letfordøjelige og lettilgængelige narrestreger og de enten obskure eller oplagte referencer til alskens film, tv-serier og musikere, som føljetonen især er kendt (og elsket) for. Karaktererne udvikler sig ganske vist ikke rigtig, men deres charme skrumper aldrig, og skuespillerne leverer deres replikker med imponerende begejstring. Og i den 5. sæsons 14 kapitler understreger MacFarlane og Co. op til flere gange deres evner som trubadurer – musiknumrene er fornøjelige, og det er lidt af et scoop, at man fik selveste Frank Sinatra Jr. til at synge et par af denne årgangs sange i afsnittet “Brian Sings & Swings”.
Præsenteret i 4:3 full screen-format. Udgivelsens transfers er kvalitetsmæssigt næsten magen til dem, der fulgte med de tidligere udgivelser. Farverne er billedsidernes største styrke. De er dejlig varme og mætte, og de virker aldrig matte. Kontrasten er også fornem, billedet er skarpt, snavs optræder aldrig, mens edge-enhancement kun forekommer yderst sjældent. Der optræder til tider komprimeringsfejl rundt om bevægende objekter, men det interlacing-problem, som plagede ældre “Family Guy”-udgivelser, er ikke lige så fremherskende denne gang. Men det ser alligevel til tider ud som om, man har de-interlaced billedet, hvorfor ujævne kanter i animationerne undertiden dukker op.
Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1. De forrige sæsoners respektive lydsider blev blot gengivet i Dolby Surround 2.0, men disse DD5.1-lydspor er dog hverken værre eller markant bedre end DS2.0-lydsporene, som fulgte med de forrige udgivelser. Panoreringerne er ganske vist mere naturlige og overbevisende i denne omgang, men der er kun få af dem, og atmosfæren er ikke ligefrem overrumplende imponerende. Brugen af subwooferen er tilpas, støj forekommer aldrig, og som sædvanligt udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis.
Seriens skaber, Seth MacFarlane, og et væld af hans kollegaer har i fællesskab indtalt kommentarspor til alle udgivelsens 14 afsnit. Deltagerne har en tendens til at grine en del over deres egne vittigheder, men parterne gennemgår også hver enkel episodes tilblivelse med imponerende oprigtighed og smittende begejstring. Der diskes op med adskillige underholdende anekdoter, og der forekommer kun få (og korte) pauser. Det havde været dejligt, hvis udgivelsen havde huset et par dokumentarer ligesom dvd-udgivelsen af føljetonens 4. sæson. Men der medfølger dog endnu flere kommentarspor i denne ombæring, og kvaliteten af disse samt de i alt 14 minutters slettede scener sikrer ekstramaterialet en karakter over middel.
Nøjagtig ligesom seriens foregående årgang er 5. sæson af “Family Guy” ujævn, men trods alt proppet med så mange festlige jokes, sange og visuelle påfund, at den er et bekendtskab værd. AV-præsentation er hæderlig, og det samme er de adskillige kommentarspor og slettede scener, som udgivelsens tre skiver indeholder.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
