Efter juleaften

Det bliver ikke mere julet, når man hedder Ingmar Bergman. Den modernistiske instruktør-kæmpe er sjældent let at holde af. Men i “Fanny og Alexander” gør han et ærligt forsøg. Det pyntede grantræ, juleskinken på spisebordet dækket med rød dug og ’Nu er det jul igen…' syngende og dansende igennem Fru Ekdahls overklassehjem. Det er rigtig jul, men også rigtig Bergman, når julefesten efterfølges af skrig, smæk og grum eksistens.

For Bergmans vel nok bedste film er delt midt i to. Det begynder med julefesten, hvor der dekadent drikkes og hores og ædes og julehygges, som kun en rig kunstnerfamilie kan gøre det. De taler åbent om, at de spiller deres roller – også når de ikke er i teatret. Bergman gør tydeligt opmærksom på illusionen, og huset er deres scene. Rummet, der er beklædt med røde gardiner, kjoler og duge. På den der måde, som rød kun kunne se ud i begyndelsen af 1980’erne, hvor den her flotte repremiere-kopi oprindeligt er fra.

I den første halvdel er der langt til Bergmans tidlige og så skrabede minimalisme i sort og hvid og få ord. For rollerne på scenen vil have publikum til at glemme den svære verden derude. Det siger de selv. Men der er ikke langt til hvisken og råb. Ja, endda det mest rædsomme skrig, jeg har hørt på film. Emelie skriger over sin teatermands død. Hvad stiller man op som enkefrue med to børn – titlens Fanny og Alexander – i begyndelsen af 1900-tallet?

Det er i svaret på det spørgsmål, at tonen skifter. Og scenen skifter. Et nyt, stort hus. Men uden den dekadente røde, men derimod den spartansk kalkhvide hos biskoppen med guldkorset om halsen, der kan lide det rent og strengt. Jeg er vild med Jan Malmsjö i rollen som det dumme svin til Biskop Vergerus, som tror på SMÆK! frem for kram, når det gælder børneopdragelse. Det får særligt den trodsige Alexander at mærke. Han er vant til teaterfamiliens leg med rollerne. Men ikke her i den anden halvdel. Her kan du vælge imellem sandhed eller blodrød bagdel.

Sådan sætter Bergman to modsætninger effektivt og episk op i sæsonens mest beske juletilbud. Det er både det varme klassedrama a la “Matador” og så en slutning, der er så “Persona”-mærkelig, at ingen kan være i tvivl om, at den svenske kæmpe har været på spil. Det er de to sider af julen. Den kvalmende fest og den fanatiske religion.

Når englene synger

Det nærmer sig himmelske dimensioner, når englene hiver trækbasunerne frem og synger i kor i afdøde Ingmar Bergmans uforglemmelige mesterværk “Fanny & Alexander”, der fortjent har høstet pris efter pris i både ind- og udland. De overjordiske kontakter bliver filmen igennem holdt ved lige, og det er fuldt forståeligt, at den legendariske instruktør igen formår at ramme et metafysisk plan, hvor kun meget få kan være med. Igen smelter film og teater sammen til en vulkaniserende smeltedigel.

I “Fanny & Alexander” hidrørende fra startfirserne træder polemikken og afstanden mellem herskab og tjenestefolk i forgrunden, men der er i virkeligheden voldsomt meget mere på spil, end hvad et tilfældigt klasseskel kan klargøre. Voldsomme kræfter dikterer den verserende dagsorden, ikke mindst naturens. Selv om den udmelding umiddelbart lyder alvorstung og dystopisk, er den det ikke udelukkende. “Fannny & Alexander” har bjergtaget mangt en stor kunstner. Og fuldt forståeligt. Kun få forstod som Ingmar Bergman at bygge bro mellem det morsomme og det alvorlige, mellem det ironiske og det selvhøjtidelige.

Og det er til trods for den grundlæggende banale handling, der kredser om søskendeparret Fanny og Alexander, som fortrinsvis føres an af sidstnævnte. I udgangspunktet tegner fremtiden dem det godt, og de mangler ikke noget som kommende arvinge af den stinkende rige bedstemor Ekdahl og bindeleddet i hendes søn teaterdirektøren Oscar, som i bund og grund dør af stresssymptomer i tro og indlevende tjeneste. Enken, børnenes mor, er imidlertid ung og ønsker ikke et liv uden partner i en ung alder og gifter sig hurtigt med sognets autoritetstro og religiøse biskop, som lægger en anden hårdhændet dagsorden for dagen end sin levemand af en forgænger. Og det vækker da også stærk bekymring hos andre end de børn, der først og fremmest bliver de udtalte ofre.

Tematikkerne er som altid tungtvejende hos den svenske mesterinstruktør, der traditionen tro sværmer omkring et metafysisk plan, hvor særligt livet og døden, naturvidenskaben og humanismen er de drivende kræfter. Er der et liv mellem himmel og jord, og er der et liv efter døden, synes Bergman umiddelbart at spørge sine kunder i butikken – uden dog helt at svare på det spørgsmål. Men det er forståeligt, for der er også meget andet at tage stilling til: Hvordan skal livet for eksempel leves? Og hvor har man det – når det kommer til stykket – bedst: ved de fattiges eller de riges bord? Det er smuk poesi, men også gravelig alvor, når Bergman vitterligt kører det tunge skyts i stilling.

Med er på en måde også instruktøren selv, når han igennem sit alter ego i den unge og efter tidens forskrifter rebelske Alexander udlever sine drømmer, tanker og fantasier. Alexander, der spilles af den ikke sidenhen prøvede Bertil Guve, er nemlig en drømmer med format. En drømmer, som ikke får mulighed eller plads til at afprøve sine kreative og fantaserende evner i det Guds hus, hvori han ikke ser sine levende råd ud af. Slaveriet er for så vidt nok ophørt, men underlagt datidens religiøse målsætninger og naturvidenskabens tankegang er det svært at være sig selv, at tænke som et frit og selvstændigt menneske. Og her fornemmes i overmål de basale grundværdier, som i sig selv har formet den Ingmar Bergman, der senere har skabt så ufattelige og uopnåelige værker.

Bergman har fat i den lange ende, men ud over det metafysiske islæt så var han først og fremmest en historiefortæller. Og det benægter han heller ikke. Mens Fanny og Alexander træder deres barnesko i trygge rammer med draperede gardiner og tykke gulvtæpper før faderens uventede død, så spenderes de sene nattetimer oftest med datidens udgave af en billedfremviser, hvorigennem Alexander for sine mindre søskende skaber regulære historier ud fra de givne billeder. Anderledes forholder det sig i den kommende stedfars hus, hvorved navlestrengen til fortid, familie, venner og materialisme bliver kappet, og hvor den ypperste rigdom består i de småkager, som stuepigen – for egen vindings skyld – formår at smugle ind i det fængselslignende kammer. Spartansk er det nemlig.

“Fanny & Alexander” synes måske ikke af meget, men er stor, stor filmkunst. Set med europæiske øjne er det formentligt en af de absolut største film nogensinde med rod i de skandinaviske traditioner, sæder og skikke. Ja, faktisk når filmen magiske højder. For den afdøde far er trods sin tidlige bortgang ikke sådan at gøre kål med. Han går nemlig igen og vogter over sine poder, der skal så uendeligt meget dårligdom igennem, underlagt den troendes besidderiske hånd. “Fanny & Alexander” er som i flere af Bergmans genistreger en optegning af forskellen mellem det gode og det onde, og de styrker og svagheder, som gør sig gældende i begge lejre. Det her fås ikke større.

Video

Filmen præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1-format, som grundlæggende er af det bedre. Billedet er skarpt, og ud over en del edge-enhancement i filmens lysere scener samt enkelte tilfælde af myrer i billedet, så er der ikke meget at klandre. Således er der ikke digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur forholder sig på et stabilt niveau.

Audio

Trods et anliggende for højtalersystemets fronthøjtalere så gør det svenske Mono 2.0-lydspor sig ganske hæderligt. Dialogen er tydelig og uden snerten af overstyringer, og desuden drukner den ikke i Bergmans genkendelige og dystre musikbrug. Underneden svæver i øvrigt den atmosfære, Bergmans film undervejs gjorde til et umiskendeligt varemærke.

Ekstramateriale

Udgivelsen rummer ikke ekstramateriale.