Når fantasien løber løbsk

Jeg husker stadigvæk tydeligt, første gang jeg så Disneys “Fantasia”. Jeg var otte år gammel, og mine forældre havde snuppet filmen med hjem fra England på VHS. Jeg havde aldrig hørt om den, men det kulørte cover pirrede øjeblikkeligt min opmærksomhed. Mickey Mouse prydede omslaget iført et smukt troldmandskostume, og den grandiose titel antydede, at der var tale om noget yderst fantasifuldt, så jeg flåede straks folien af æsken, smækkede båndet i afspilleren og blev prompte skuffet og forvirret. Hvorfor var der ingen, som sagde noget? Var filmen overhovedet gået i gang? Hvorfor var der så hulens mange pauser? Hvorfor dukkede Mickey op så sent, og hvorfor skred han så hurtigt igen? Jeg hadede filmen. I dag er jeg til gengæld fuldstændig forgabt i “Fantasia”.

Som jeg siden da har indset, er “Fantasia” langtfra nogen konventionel tegnefilm. Indtil en forsinket fortsættelse, “Fantasia 2000”, blev skruet sammen for godt 10 år siden, var “Fantasia” et unikum. “Fantasia” består af i alt otte animerede kortfilm, som alle tager udgangspunkt i et stykke klassisk musik, som akkompagnerer billederne. Hvert indslag introduceres af musikkritikeren Deems Taylor, og musikken fremføres af Philadelphias velrenommerede orkester, som dirigeres af den legendariske Leopold Stokowski. Der er ikke nogen klar forbindelse mellem de forskellige film, og ud over Mickey Mouse optræder ikke én eneste kendt Disney-figur.

Umiddelbart lyder det lidt, som om “Fantasia” kun henvender sig til musikalske feinschmeckere, men det ville være tåbeligt at afskrive Disneys dristigste værk som en excentrisk stiløvelse. “Fantasia” er en visuel triumf spækket med flere af tegnefilmshistoriens flotteste billeder. Den byder på skræmmende skildringer af djævelske dæmoner og blodtørstige øgler, mere muntre sekvenser med dansende feer og en dumdristig Mickey Mouse og endda direkte bevægende billeder af udmattede dinosaurer, der ånder ud, mens verdenen omkring dem krakelerer. Imens øregangene forkæles af den smukke musik, bliver hele følelsesregistret kaldt i aktion af den ene majestætiske tegnefilmssekvens efter den anden, og der er ikke to scener, som ligner hinanden.

Der optræder ikke mange figurer undervejs, som man kan relatere til, men den enestående harmoni mellem billederne og musikken gør “Fantasia” til en tryllebindende fornøjelse fra start til slut. Bare tjek scenen, hvor Mickey Mouse danser ned af sin læremesters trappe i takt med Paul Dukas’ “Troldmandens lærling”. Eller hvad med scenen, hvor et hav af vulkaner hoster sten, aske og lava op synkront med blæsernes demonstrative fremmarch i Igor Stravinskijs “Rite of Spring”? I det hele taget er det imponerende, hvordan Disney formår at omdanne Stravinskijs stykke om ofringen af en jomfru til en helt anden dyst mellem liv og død: Jordens evolution. Og når selveste Satan fordrives til tonerne af Franz Schuberts majestætiske “Ave Maria”, er det praktisk talt umuligt ikke at blive rørt.

Walt Disney var overbevist om, at hans kollegaer kunne skabe levende illustrationer, der kunne matche musikken af koryfæer som Stravinskij, Tjajkovskij og Beethoven, og han havde ret. En stor del af filmmagernes uovertrufne arbejde er selskabets nuværende animatorer først nu begyndt at forstå, og selvom “Fantasia” floppede, da den oprindeligt udkom i 1940, har den siden hen tjent en formue og indfundet sig på listen over filmhistoriens mest succesrige værker. Jovist… der er ganske få momenter, såsom scenen med de visualiserede lydbølger, som ikke er nær så visuelt sprudlende som resten. Men det ville være forrykt at benægte “Fantasia” topkarakter, alene fordi der er et par små sølvklumper i dens store, funklende diamantbundt.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Det er altid en fornøjelse at gense Disneys klassikere på Blu-ray, fordi filmselskabet er blandt de bedste i verden til at restaurere sine gamle værker. “Pinocchio”, “Dumbo” og “Snehvide og de syv små dværge” ser alle fantastisk ud i HD, og det samme gør “Fantasia”. Selvom filmen har 70 år på bagen, forekommer ikke ét eneste utilsigtet støvkorn, snavs eller støj. Farverne er forbløffende kraftige, og kontrasten er solid som cement. Et fejlfrit transfer.

Audio

“Fantasia” lyder lige så godt i HD, som den ser ud. Diskens forbløffende DTS-HD Master Audio 7.1-mix omdanner hjemmebiografen til en vaskeægte koncertsal. “Fantasia” var den allerførste film, som eksperimenterede med brug af mange højtalere, og den gamle, skelsættende lydside er blevet fornemt restaureret – musikken gengives med en exceptionel klarhed, og hverken støj eller overstyring forekommer. Ingen af musikinstrumenterne overdøver hinanden, og der er adskillige fabelagtige panoreringer, hvor de musikalske toner elegant passerer fra højtaler til højtaler. Bunden er solid, og høje toner gengives også perfekt.

Ekstramateriale

Ligesom BD-udgivelserne af Disneys andre gamle tegnefilm indeholder disken en såkaldt DisneyView-funktion, som erstatter det sorte tomrum på billedets to fløje (som eksisterer, fordi filmen blev lavet i 4:3) med smukke tegninger, som går fint i spænd med hovedfilmens billeder. Det er bare irriterende, at man ikke kan se menuens kapiteloversigt, imens funktionen er aktiveret.

Dokumentaren “Disney Family Museum” (4 min.) kigger på et forholdsvis nyt Disney-museum i USA, og i “The Schultheis Notebook: A Disney Treasure” (14 min.) gennemgås filmmagernes revolutionerende arbejde. Desuden er der blevet produceret hele tre kommentarspor til filmen: Et med kommentarer af filmhistorikeren Brian Sibley, et andet med sammensatte klip fra gamle interviews med Walt Disney og et tredje med anekdoter fra Walts nevø, Roy, dirigenten James Levine, tegneren John Canemaker og filmrestauratøren Scott MacQueen. Alle kommentarsporene gransker fornemt filmens tilblivelse. Desuden er her et stort billedgalleri. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.