Når familien begår hara-kiri

Det siger noget om danskernes behov for ro, orden og forkærlighed for idylliske parcelhuskvarterer, at man så succesfuldt har kunnet genoplive den aldrende “Far til fire”- filmserie, der ellers allerede strakte tålmodigheden til det yderste med sine endeløse fortsættelser af tiltagende faldende kvalitet.

Allerede den gamle serie fik hele otte fortsættelser, og med dette fjerde indslag i rækken af den nye udgave, er vi nu oppe på 13 film i alt. Det kan man jo godt undre sig lidt over, når man konfronteres med produkterne, der ikke just har meget med filmkunst at gøre, men måske snarere skal opfattes som en slags milde lykkepiller.

Centrum for historien er atter den sære skikkelse, der også på kontoret hedder “Far”, og som engang var en komisk figur, når han uden evner forsøgte sig med moderrollen, men som nu mere er en spøjs anakronisme, eftersom enlige fædre nu om stunder er hverdagskost. Det samme gør sig i endnu højere grad gældende for Onkel Anders-rollen, der allerede var særling i Peter Malbergs skikkelse, men som i Jess Ingerslevs fortolkning i tiltagende grad ligner en galning, der er undsluppet fra et nærliggende sindssygehospital.

Denne gang er krisen umiddelbart en mindre en af slagsen, da familiens nye naboer viser sig at være japanere, og det hurtigt fører alle mulige forviklinger med sig, for den slags folk er jo ret så underlige. De går f.eks. altid i mørk habit, spiser med pinde og har elektroniske dimser til at gøre alt muligt. Den danske familie gør dog sit bedste for at overkomme kulturkløften, og snart er Lille Per – som nu er blevet så stor, at han kun hedder Per – bedste venner med den nye nabodreng Shin. I skolen kommer der dog først for alvor problemer, da Per og Shin bliver mobbeofre for en bøllet dreng, der også sælger cigaretter til skolens unger.

Som sædvanligt er intet problem dog så stort i denne kitschede virkelighed, at det ikke kan løses med lidt højt humør og en munter sang. Løjerne fortsætter i sædvanlig dur, om end historien denne gang er næsten fuldstændig fokuseret på Per og Far, og resten af familien er reduceret til yndigt Colgate-blikfang. Humoren er om muligt endnu mere forudsigelig end sidst og består mest i, at Far gentagende gange får lagkager i hovedet, og at den japanske nabo pga. en misforståelse tror, at “røvhul” er en måde at sige goddag på. Det føles lidt som at være den eneste ædru til en fest, hvor alle griner højlydt over den samme vittighed, uanset hvor mange gange den bliver gentaget.