Fire stærke fortællinger for børn

Børn kan være så onde, hører man det tit bemærket, og selvom det er svært at være uenig, så forekommer det mig altid som en lidt bizar observation, eftersom den voksne verdens evner for ondskab på ingen måde står tilbage for ungernes. Snarere tværtimod. Måske er en mere grundlæggende tanke, at børn er lige så sammensatte som alle os andre, men at det er vores synsvinkel, der fremkalder en forventning om, at de skal være så uskyldige. Hvordan kan de være det, når de deler verden med os?

Børns virkelighed og sammensatte natur tages under behandling i “Farlige film – kun for børn”, der er den samlede titel for fire vidt forskellige kortfilm. Filmene er lavet af fire forskellige instruktører, som alle må siges at være voksende talenter, og som alle her har givet hvert deres bud på nye og anderledes retninger, som børne- og ungdomsfilm kan bevæge sig i.

Den første i rækken er Heidi Maria Faissts “Frederikke”. Den handler om en pige, hvis forældre er blevet skilt, og som skal tilbringe weekenden hos sin mor. Det viser sig imidlertid, at moderen havde glemt, hun kom, og i stedet har sin nye kæreste på besøg, der for at gøre ondt værre har fyldt Frederikkes værelse med flyttekasser. Der er ikke rigtig plads til Frederikke længere, og mens hendes mors forhold går i krise, søger Frederikke ly på værelset. “Frederikke” er den mest neddæmpede og tilbageholdende af filmene, men faktisk også den af dem, der står stærkest tilbage med sin troværdige historie og nådesløse udlevering af forældreegoismen.

“Eat Shit and Die” hedder den mere in-your-face-agtige animationsfilm, som er skabt af Anders Morgenthaler, der tidligere bl.a. har lavet den animerede “Princess”. I denne film møder vi tre drenge, der morer sig med at lave “Jackass”-inspirerede stunts. Benji, den mest underkuede af drengene, bliver presset til at foretage et farligt forsøg, hvor han skal køre ned af en stejl bakke i en indkøbsvogn. “Eat Shit and Die” er Morgenthalers første forsøg med 3D-animation, og selvom den er beskedent udført i forhold til udenlandske projekter, så er den ikke uimponerende. Figurerne er noget stive i det i de mere stillestående scener, men selve ræset ned af bakken er virkelig veludført og foruroligende.

Den næste i rækken er den “The Happening”-agtige “Vi der blev tilbage” af Martin De Thurah. Den handler om en fæl fremtid i en lille by, hvor beboerne er grebet af rædsel. De voksne har gradvist mistet troen på fremtiden, hvilket viser sig at have den konsekvens, at deres blod bliver gråt, hvorefter de viljeløst forlader byen i en zombielignende tilstand. Tilbage er kun en håndfuld børn, der forsøger at holde håbet oppe. Filmen lægger sig i en mere typisk amerikansk stilart og er alene af den grund udsædvanlig set med danske øjne. Symbolikken er måske lige tydelig nok selv for en børnefilm, og filmens indledende præmis kan ikke rigtig følges til dørs, men den er meget stemningsfuld, flot filmet og fornemt suppleret af Mew-sangeren Jonas Bjerres musik.

Sidste indslag i rækken er Christina Rosendahls “Pusling”. Den følger pigerne Piv og Mia, der går i klasse sammen. Piv er den mere stille af de to og udsættes for mobning af den mere selvsikre Mia. Chikanen eskaler imidlertid, da Piv stjæler en af Mias øreringe, og selvom de voksne gentagende gange forklarer Piv, at det er via dialog og venlighed, at man klarer sig godt her i livet, ser den indadvendte Piv sig nødsaget til at finde en mere håndfast løsning på problemet. Kortfilmens beskrivelse af magtkampen mellem de to piger er godt håndteret, selvom enkelte scener klinger en anelse falsk, og filmens insisteren på at gentage de præcis samme argumenter flere gange virker en anelse irriterende i en voksens ører. Som en debatskabende film er den måske til gengæld den mest interessante af de fire.