Sang, dans og fascisme

”Timing er alt” siger man, og det er måske præcis det, der er akilleshælen for den ellers meget sprudlende “Fauberg 36”, der atter bringer 30’ernes franske showscene til live i biografsalene.

Hvis det havde været for blot en halv snes år siden, havde det måske været bemærkelsesværdigt eller i det mindste usædvanligt, men nu føles det blot lidt som en halvgammel traver. Skylden for det må først og fremmest falde på Baz Luhrmanns “Moulin Rouge!”, der ganske vist skabte en noget karikeret og bevidst anakronistisk verden af vovede dansere og sangere, men som ikke desto mindre formåede at sparke noget liv ind i de støvede kulisser.

Det kan man til gengæld dårligt beskylde “Faubourg 36” for, der i stedet blot er en ganske uironisk pastiche af film, som de blev skabt for meget længe siden. Filmen udspiller sig i Paris få år inden, Anden Verdenskrig bryder ud, og de ideologiske fronter trækkes op. Kommunisterne er i sving med at igangsætte strejker, mens fascismen og antisemitismen også er i fremgang. Et særdeles gustent eksemplar af sidstnævnte har netop presset varietéen Chansonia til at lukke og derved efterladt folkene arbejdsløse.

En af dem er Pigoil, der også oplever en personlig nedtur, da konen skrider med en anden og efterfølgende tager sønnen med. Pigoil er dog ikke sådan at slå ud, og sammen med de fyrede folk går han i sving med selv at genstarte varietéen. Etablerede kunstnere og sangere har de dog ikke råd til, men til alt held dukker en ung pige ved navn Duece op, og hun viser sig snart at være et naturtalent.

“Fauberg 36” udspiller sin fortælling i en nostalgisk pariserstemning, der hurtigt leder tankerne hen på fortovscafeer, rødvin og baguettes. Filmen foregår næsten udelukkende i nabolaget, der er ganske imponerende skabt i en romantisk, kulørt og meget idyllisk stil. Uanset om vi er i varietéen på gaden eller i butikkerne, synes dens hovedpersoner altid at stå på scenen. Det er dog, når figurerne træder op på den rigtige scene, at filmen udfolder sig bedst. Sang- og dansenumrene er temmelig underholdende, og filmen synes lejlighedsvis næsten at standse fuldstændig, som om den har glemt rammehistorien og i stedet forvandler sig til en musical.