Divergent-parret rammes af kræft

Jeg har ikke læst John Greens roste og populære bog “En flænge i himlen”, men jeg gætter på, at den er ret god. Det er filmen nemlig. Den henvender sig ellers ikke til mig, men til unge piger, der kan lide at få deres følelser druknet i tuderi. En klassisk tudefilm vil nogen sige. En tudefilm, der er værd at se, vil jeg sige.

Den unge Hazel har kræft og har dermed udsigt til et unormalt kort liv. Hun er imidlertid en hård negl, og ikke før hun møder den flotte og tidligere kræftsyge Augustus, bliver hun blød som smør. Der er altså dømt hjerteskærende romance, der nødvendigvis må have en dødelig konklusion. Visheden om den begrænsede tid på jorden bliver naturligvis en drivkraft for at leve nu og her. At der skal tudes, kan der ikke være tvivl om. Med mindre man er sygeligt allergisk for sentimentalitet, så klarer man sig ikke tør-øjet igennem filmen.

Men her fungerer det. Det skyldes først og fremmest flere fornemme præstationer, der vækker de døende karakterer til live. Shailene Woodley, der har udviklet sig fra tvær teen i Alexander Paynes “The Descendants” til sci-fi-babe i “Divergent”, gør det igen godt i rollen som Hazel, hvor hun præcist fanger ambivalensen i at være ung uden at have hele livet foran sig. Hendes flirt, Augustus, spilles af Ansel Elgort. Til en start måske lidt for skræddersyet til historien med sin sødme, men formår Elgort faktisk at få os til at forstå Augustus’ dødsforagt, der ligner en psykologisk forsvarsmekansime. Nuanceret dygtigt er det.

Filmens første halvdel farer derudaf i et højt tempo, hvor man trækkes igennem følelsesmæssige op- og nedture. Emnet er tudetungt, men også underholdende. Fint flettes der flere filosofiske overvejelser og konflikter af den begavede slags ind. Hazel og Augustus er nemlig ikke to papmaché-figurer, men derimod intelligente og tænkende væsner i en uforståelig verden af liv og død, forglemmelse og kærlighed. Nu er det lige pludselig ikke kun for unge piger mere, vel?

Men da den del af historien er overstået, viser filmen sig langt fra at være færdig. Den brækker over og bliver til en ny film. En anden film. Men udover en enkelte tåkrummere med cheesy ovenpå, så fanger “En flænge i himlen” melodien igen. Balancegangen mellem det rørende og det kvalmt tudefremkaldende falder stort set hele vejen igennem ud til filmens fordel. Jeg havde brug for en kleenex.