En drøm af en film

Umiddelbart lyder “Field of Dreams” som en film, Charlie Kaufman udtænkte, mens han drak absint og åd euforiserende svampe. Kevin Costner spiller farmeren Ray Kinsella, som en dag hører en stemme hviske: ”Hvis du bygger den, så kommer han.” Ray har ingen anelse om, hvem stemmen repræsenterer, men han regner alligevel ud, at hvis han bygger en kæmpe baseballbane på sin ejendom, så vil den afdøde baseballstjerne “Shoeless” Joe Jackson vende tilbage fra de døde og spille igen. Ray bygger banen, Jackson dukker op, og flere af sportens største ikoner træder ligeledes ud af kornmarken for at deltage i løjerne. Hvabehar?

Uindviede sjæle vil måske tro, at der er lagt i kakkelovnen til en surrealistisk farce. Men “Field of Dreams” var derimod et af 1980’ernes mest bevægende dramaer. Jeg vil endda påstå, at det var en af det sidste århundredes bedste film. Jovist, der er mange morsomme momenter undervejs, men selvom filmens koncept er lidt skørt, så tager den sig selv så alvorligt uden at blive tilnærmelsesvis prætentiøs, at man sluger filmens illusion råt. Filmmagerne forfalder aldrig til platte jokes om historiens mystiske agerjord eller livet efter døden, og karaktererne betragter markens mystiske egenskaber med den samme forundring, som vi gør som tilskuere. Det gør det langt lettere at relatere sig til karaktererne, deres handlinger og omgivelser, når personerne opfører sig rationelt under fuldstændig irrationelle forhold.

Men “Field of Dreams” er langt mere end en film om hedenfarne baseballstjerner, og ligesom i filmhistoriens allerbedste sportsfilm er selve sporten heller ikke fortællingens omdrejningspunkt her. For Ray præsenterer marken ikke bare en indgang til det hinsides, men også en enestående chance for at råde bod på fortiden. Hans far forgudede Joe Jackson og Co., men Ray tilgav aldrig sin far for at tilbede sportsfolk, som blev bandlyst for snyderi, og i raseri revsede Ray sin far og skred. Ray nåede aldrig at undskylde, før hans far døde, så nu kan han måske gøre skaden god igen, hvis han kan hjælpe sin fars vanærede idoler med at komme deres dæmoner til livs.

Konstruktionen af baseballbanen er egentlig blot begyndelsen på Rays personlige rejse – en rejse, der fører ham langt væk fra hjemmet i Iowa og endda flere år tilbage i tiden, og som kulminerer i en scene så følelsesladet, at filmen forståeligt har opnået status som “den ultimative tåreperser for mænd”. Det er svært at beskrive nøjagtig hvorfor uden at afsløre filmens sidste og største twist, men der er altså en god grund til, at adskillige afhandlinger er blevet skrevet om filmens effekt på mænds tårekanaler.

Costner leverer sin bedste præstation til dato. Nogle vil nok mene, at han er bedre i “Danser med ulve”, men Costners enorme forkærlighed for baseball skinner virkelig igennem og smitter, og med en mådeholden, men dybfølt præstation gør han øjeblikkeligt Ray enormt sympatisk. James Earl Jones er fænomenal som den pessimistiske forfatter Terrence Mann (som er inspireret af den nyligt afdøde J.D. Sallinger), og den forholdsvis ukendte Amy Madigan er dejligt fandenivoldsk og charmerende som Rays hustru. Ray Liotta og gamle, garvede Burt Lancaster brillerer i øvrigt som henholdsvis Joe Jackson og en aldrende læge, der aldrig fik chancen for at slå igennem på baseballstadionernes grønsvær. Ja, “Field of Dreams” har simpelthen et sublimt cast.

Instruktør Phil Alden Robinson, som også skrev filmens Oscar-nominerede manuskript, fastholder et perfekt tempo, men det er endnu mere imponerende, hvordan han vedligeholder en sober tone fra start til slut, alt imens han lader varmhjertet humor, romantik og gakkede indfald gennemsyre fortællingen. Robinson har hverken før eller siden lavet en film af samme kaliber, men her lavede han noget nær en perfekt film om både baseball, opgøret med fortiden, båndet mellem forældre og børn og, ja, drømme. Og James Horners sublime musik er prikken over i’et – et smukt score komponeret adskillige år før komponisten mistede trangen til at forny sig.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Field of Dreams” er tidligere blevet udgivet herhjemme på dvd af Universal, men deres udgivelse indeholdt et middelmådigt, ikke-anamorphic transfer. Transferet på NTC’s udgivelse præsenteres i anamorphic-widescreen, så opløsningen er markant bedre i denne omgang. Det er dog tydeligt, at filmen har nogle år på bagen. Der er enkelte slørede billeder, og snavs optræder til tider, men for det meste fremstår billedsiden skarp og pletfri. Farverne virker indimellem for mættede, og hudfarverne er undertiden direkte rødlige, men både kontrasten og farvegengivelsen er sædvanligvis mere end hæderlig, og glorier forekommer aldrig.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-mix gengiver lydeffekterne, musikken og replikkerne klokkeklart. Subwooferen er forholdsvis tavs, men når boldene rammer battene, har lyden stadigvæk en tilpas slagkraft. Støj figurerer aldrig, men det er en skam, at lydsiden er så frontbaseret. Man savner lidt mere aktivitet i baghøjtalerne, især under baseballdysterne, og musikken måtte godt have foldet sig endnu mere ud.

Ekstramateriale

Fra et teknisk standpunkt var Universals gamle dvd-udgivelse af “Field of Dreams” ikke nær så imponerende som denne, men Universals udgivelse husede i det mindste et kommentarspor og en fremragende dokumentar om filmens tilblivelse. Andre, senere udgivelser af filmen er i øvrigt spækkede med timevis af dokumentarer, men denne skive er til gengæld fuldstændig blottet for ekstramateriale. Den relativt lave vejledende udsalgspris på 50 kroner gør det dog lidt lettere at sluge manglen på ekstra godter.