Fifty Shades of Black

InstruktionMichael Tiddes

MedvirkendeJane Seymour, Marlon Wayans, Mike Epps, Kali Hawk

Længde92 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen04/02/2016

Anmeldelse

Fifty Shades of Black

1 6
Slemme, slemme film

Der er noget paradoksalt ved det barnagtige forsøg på at gøre grin med “Fifty Shades of Grey”-forlæggets sado-masochisme og glittede dagdrømmerporno. For “Fifty Shades of Black” er så gennemført talentløs, at det næsten virker helt bevidst. Som om den gerne vil spankes og bare venter på at blive gennempisket, tilsvinet og overpisset med ord. Lille lortefilm, sexistisk makværk, racistisk møgbunke. Hmm, det nyder den måske bare? Så hellere det, ingen kinky stodder vil høre: “Fifty Shades of Black” er søvndyssende kedelig.

Det virker, som om der er en begrænsning for, hvor mange spoof-film et årti kan tage. Verden skriger ikke længere på Mel Brooks’ musicals eller Leslie Nielsen-katastrofer. Tre gange “Austin Powers” var absolut rigeligt. Genren er så godt som død, og Marlon Wayans’ forsøg på kunstigt åndedræt, behændige farveskift, redder ikke patienten. Ikke i denne omgang i hvert fald. Men mon ikke Marlon Wayans fortsætter med at lægge sig i slipstrømmen af andres succeser?

Denne gang har man åbenbart tænkt, at den oprindelige “Fifty Shades…” er så ufrivilligt fjollet og opstyltet, at Marlon Wayans’ platte jokes pludselig vil fremstå som sylespids medie- og samfundssatire. Minus gange minus giver bare kun plus i matematikopgaver. I filmverdenen giver det halvanden times kamera, der kører, mens nogen siger noget. E.L. James’ banale sexhistorie, bare uden sex. Toppet med en komedie helt uden sjov.

Spoof-filmene henter sit brændstof i filmens traditioner og konventioner, der enten overdrives eller punkteres, så de afslører deres absurditet. Problemet er, at det ødelægger enhver plotsammenhæng. “Fifty Shades of Black” er løst sammensatte scener, hvor ingen handlinger kan motiveres. Stinkende kønsdele, udflådsklistrede underhylere og galoperende ødipuskompleks fremkalder et chokeret ansigt, men ingen tænker på at stoppe affæren endsige tage sig et bad. Det kører bare derudaf i én lang gentagelse af fornedrende beskrivelser af kvinders underliv.

At gøre Christian og Hannah (Anastasia) til afroamerikanere skaber de eneste mikrober af sjov, men er samtidig også det, der skubber “Fifty Shades of Black” helt ud over kanten til debilt, gøgl. Anastasias hvide veninde med jungle fever er det næsten tålelige indslag, en halvsløj Rebel Wilson-kopi, der vender klichéen om ’the sassy black friend' på hovedet. I et par minutter. Resten er ukritisk genbrug af de mest usle travere: store sorte pikke, narkohandel, dumme afrikanere, kloge asiater osv. osv.

Det er kun februar, men “Fifty Shades of Black” stryger ind som en stærk kandidat til årets værste film. Det er næsten bemærkelsesværdigt, så dygtigt den rammer sigtet efter laveste fællesnævner. Og at så mange jokes alligevel rammer helt forbi. Et biografsæde kan blive den ondeste gabestok nogensinde. Du skriger over det pinlige forsøg på sjov, mens kedsomheden trækkes ud i det ulidelige. Men i biografen kan ingen høre dit safe word.

Kort om filmen

Dette spoof tager “Fifty Shades of Grey” under kærlig behandling. Her møder vi den mystiske millionær, Christian Black (Marlon Wayans), der, trods manglende evner i sengen, beslutter sig for at forføre den generte college-studerende, Hannah Steele (Kali Hawk), og indføre hende i ‘romantikkens’ verden.