Ungdomsfilm uden fighterinstinkt

Da ungdomsfilmen “Fighter” sidste år fik biografpremiere, var det efter heftig foromtale, hvor legendariske Xian Gaos navn ofte blev nævnt. For uindviede kan det siges, at det var hjernen bag de imponerende stunts, der bl.a. gjorde “Tiger på spring, drage i skjul” til et verdensomspændende trækplaster. Så det er med andre ord lidt af et scoop, at det er lykkedes danske Natasha Arthy at få kinesiske Gao med på filmplakaten, både som skuespiller og som stuntkoordinator.

Nu er det også netop koreografien, som er mest vellykket i “Fighter”, hvor Arthy som rorgænger til gengæld ikke er lykkedes med den sans for detaljen og for skævheden i dansk film, som hun slap så godt af sted med i både børnefilmen “Mirakel” og den mere velvoksne “Se til venstre, der er en svensker”. Fire år er gået siden sidste film, og det kan mærkes. Fornemmelsen af, at noget er gået tabt i “Fighter”, er til stede i nærværende kulturkløftdrama, hvor den tyrkiske gymnasiast og kampsportsudøver, den bedårende Aicha, agerer altoverskyggende omdrejningspunkt.

Lige som enhver anden teenager på hendes egen alder har Aicha naturligvis sine drømme og sine mål. Hun vil så gerne være den bedste inden for sin disciplin i kampsporten kung fu. Vil så gerne have anerkendelse. Og noget tyder på, at hun har talentet til det, da hendes træner på pigeholdet opfordrer hende til at søge videre, at finde en klub med større ambitioner på hendes vegne. Det strider dog imod hendes forældres planer om, at hun skal uddannes til læge, som stort set resten af familien også er blevet det. “Fighter” fokuserer på en alvorstung tilgang, hvor tvangsægteskaber og streng selvjustits hænger som en sort skygge over både hende og broren Ali, som allerede er på vej ud i et af forældrene forudbestemt giftemål.

Men også et eventuelt klubskifte vil give problemer, for i den kommende klub er holdene ikke opdelt efter køn som hidtil, men derimod efter evner. Det harmonerer ikke med familiens udtalte vilje, om end dobbeltmoralen også er til at føle på, da en af brorens venner, Memeeth, begynder at træne samme sted og til gengæld ikke får samme kontrollerende behandling af sit bagland. Men Aicha vil ikke bøje sig og træner derfor i smug i den nye klub, hvor hendes træner er ingen ringere end førnævnte Xian Gao. Medskribenter på manuskriptet har ud over Arthy selv været både guldfuglen Nikolaj Arcel og ligeledes produktive Rasmus Heisterberg. Men spørgsmålet, man med rette kunne stille her, er, om for mange manuskriptforfattere i virkeligheden ikke har fordærvet filmen?

“Fighter” påtager sig nemlig en række store og tunge problematikker. Tvangsægteskaber, kulturkløfter, racisme og kønsdiskrimination er blot enkelte af de emner, der bliver skelet til. Men her har det skrivende trekløver vist haft en tand for meget at gabe over. Budskaber og pointer er der masser af, men ofte virker det prætentiøst og påtaget, og dybfølt bliver plottet desværre aldrig. Filmen indledes på et skramlet og rodet plan, hvor det er svært at bevare et fokus. Det ændrer sig imidlertid til det bedre, og undervejs bliver den udfoldende beretning mere stringent. Det samme kan ikke siges om skuespillet, som generelt er unaturligt og præges af hult klingende replikudvekslinger.

Ret beset kunne Arthys seneste have haft samme titel som en anden nyere dansk film, “To verdener”. Den titel er nemlig præcis essensen af, hvad vi her har med at gøre. Aicha skaber sig sin egen verden og sit eget liv med kampsport og den ivrige flirten med den omsorgsfulde Emil, som hun om ikke andet har sporten til fælles med. På den anden side har hun sin familie, som ikke forstår den danske kultur, som Aicha føler sig som en del af, men samtidig ikke tør skilte alt for åbenlyst med. Derfor tør hun ikke indlede den lurende romance med netop Emil. Hun er en fugl i et bur med stækkede vinger. Hendes patriarkalske far står vagt, og går hun ham imod, kan det give store problemer. Det er mødet mellem to verdener, og det er valget mellem familien og kærligheden, mellem familien og sporten og på sin vis livet.

For at overleve og tilfredsstille alle – andre end sig selv – bliver det en kamp mod uret for at opfylde alles behov. Undervejs gradueres Aicha til bærer af det sorte bælte, og klimaks bliver naturligvis at kunne deltage i brormands bryllup, som falder sammen med det forestående klubmesterskab. Visse scener virker bedre formulerede end andre, og selv om den kejtede madkamp i køkkenet til bryllupsfesten er både malplaceret og overspillet, så tjener den til at sætte tingene på spidsen. Herfra er dramaet for alvor en realitet, og Aicha må kæmpe for at holde sammen på sin familie, sine ønsker og sine mål. “Fighter” er fortalt underlagt en klassisk Romeo og Julie-skabelon, hvor koreografien og den musikvideoagtige æstetik er største trademark. Derimod virker kampsporten i sig selv kun som et påklistret prædikat, som skygger lidt for det væsentlige i fortællingen. Desværre.

Video

“Fighter” præsenteres visuelt med et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som gør sig udmærket, men ikke er prangende. Således er hverken farver eller kontrast uden udsving, og også enkelte tilfælde af edge-enhancement indfinder sig undervejs. Den i øvrigt hipt klippede film, der bærer præg af en skelen til musikvideo-generationen, rummer ellers ikke udtværinger eller digitale forstyrrelser.

Audio

Lyden eksekveres i de to fortrinsvis dansksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Og det må understreges, at lyden udnytter højtalersystemets potentiale til fulde. Der er flere vellykkede lydpanoreringer, og effektlydene er desuden passende afdæmpede. Dialogen er desuden tydelig, om end der dog er enkelte eksempler på mudrede passager. Mest problematisk er filmens medfølgende og asiatisk inspirerede score, som i længden er både enerverende og uden kant.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet består i denne ombæring af trailere for “Fighter”, “To verdener”, “Flammen og Citronen”, “Ekko”, “Det som ingen ved” og “Rambo”. Som eneste ekstra gevinst er den tredive minutter lange “Bag om Fighter”, hvor skuespillerne og instruktør Natasha Arthy blandt andre fortæller om filmen, karaktererne, koreografien og legendariske Xian Gaos medvirken. Et udbud på det jævne.

Dansk kung fu-film slår fra sigDen danske instruktør Natasha Arthy, hvis tidligere produktioner tæller børnefilmen “Mirakel” og dogme-komedien “Se til venstre, der er en svensker”, har kastet sig ud i noget så sjældent som en dansk kung fu-film, der også tager fat i temaer som integration og kulturelle forskelle herhjemme. Det er der kommet et rigtig vellykket kampsportsdrama ud af, som heldigvis formår at slå fra sig.

Gymnasiepige Aicha træner kung fu på et pigehold, men bliver en dag gjort opmærksom på et hold for mere seriøse folk, ledet af den kinesiske mester, Sifu. Hendes tyrkiske far vil dog ikke have, at hun træner sammen med drenge, og da holdet er blandet, må Aicha gå derhen i smug. Her møder hun Emil, som hjælper med at træne hende op, og de to fatter snart interesse for hinanden. Men Aichas bror, Ali, skal forloves, og hendes opførsel må ikke spolere familiens forhold til den kommende svigerfamilie. Da det bliver opdaget, at Aicha går til kampsport på et hold for både drenge og piger, eskalerer problemerne, samtidig med, at kung fu-mesterskaberne nærmer sig, og Aicha må afgøre, om hun skal stå ved sine egne beslutninger.

Ungdomsfilmens livtag med kulturel forskellighed og integration herhjemme er ikke et nyafprøvet grundlag. Med skiftende held har film som f.eks. “1:1”, “Pizza King” og “Pusher 3” forsøgt at vise indvandrer-siden af det danske samfund, men at smede dette udgangspunkt sammen med en dansk pendant til “Karate Kid” er dog aldrig set før. Kampsport, navnlig kung fu, har været forbeholdt Hong Kong og siden hen amerikanske actionfilm, men nu er turen også kommet til vores egen andedam. Og man må tage hatten af for Natasha Arthys håndtering af de eksotiske løjer, for det lykkes hende at kombinere det seriøse ungdomsdrama, der har noget at sige om både kultur-, generations- og kønsforskelle, med en benhård martial arts-æstetik, der uden at blinke formår at bide skeer med selv de bedste af slagsen.

De mange kampscener er troværdigt koreograferet (og ofte opfindsomt iscenesat) uden at blive for overnaturlige, og brugen af wire works er heldigvis så diskret, at den kun lige højner kampenes visuelle indtryk, men samtidig beholder en nogenlunde realisme. En stor del af filmens force ligger også i fotograferingen, som effektivt benytter slow-motion til at kæle for de imponerende bevægelser, så kampene næsten antager form af æstetiseret dans, ikke ulig John Woos kugleregns-piruetter. Man kunne dog godt have ønsket sig en mindre brug af håndholdte nærbilleder til at fortælle filmens handling, ligesom det ofte hastige klippetempo irriterer i længden.

Der er mange fine nuancer i filmens udviklingshistorie, f.eks. udvidelsen af det klassiske møde mellem to kulturer til også at inkludere en tredje kultur, nemlig den kinesiske, der nok synes ligeså fremmed for tyrkere såvel som danskere. Man kan dog undre sig over, at en pige som Aicha, der er opvokset i Danmark, ikke synes at have synderlig indsigt i danske skikke. Og den manglende evne hos filmens personer til at tale tingene igennem virker mere som et dramaturgisk greb, der skal skyde konflikternes forløsning foran sig, end overbevisende karaktertegning.

Skuespillet er overordnet ganske fint, hvor især debutanten Semra Turan leverer et stærkt portræt af enspænderen og den egenrådige Aicha, der må slås for adskillige ting på flere planer. Når man har set hende i aktion, undres man heller ikke over, at Turan selv er kampsportsudøver, selvom alle de implicerede skuespillere formår at levere varen, når det kommer til kampscenerne. Den erfarne kampsports-koreograf Xian Gao, der bl.a. har medvirket i “Tiger på spring, drage i skjul”, er imponerende, men ganske tavs i rollen som træneren Sifu, og hans bidrag til de flotte kampe i “Fighter” mærkes tydeligt.