Frygtelig f(orb)ier

Det virker en smule grinagtigt, at en film ved navn “Den sidste destination” bliver ved med at fostre fortsættelser. Vi er nu nået til “Final Destination”-seriens fjerde del, som i hjemlandet forsøgte at maskere stanken fra sine rådnende rødder ved at fjerne 4-tallet fra plakaten. Men ingen desperate PR-tricks kan skjule det faktum, at “Final Destination 4” følger nøjagtig den samme opskrift som sine søskende. Men hvor seriens to første film var gedigne godbidder, og treeren var en tilforladelig appetizer, er film fire blot en pærevælling af alt for velkendte og triste rester fra gulvet. Lad os håbe, at serien omsider har nået sin endelige destination.

Instruktøren bag dette makværk, David Ellis, stod ellers også bag seriens nogenlunde anden del, men med fadæser som “Snakes on a Plane” og “Asylum” på CV’et bør det ikke komme som den store overraskelse, at Ellis har begået endnu en brøler. Og af en ‘gyser’ at være er “Final Destination 4” omtrent lige så uhyggelig som en anden af Ellis’ ældre værker: “Den fantastiske hjemrejse 2” – en familiefilm om talende hunde og katte i et idyllisk, solrigt Californien. De talende kræ i dén glemte petitesse var dog langt mere troværdige end både de horrible skuespillere og computereffekterne i “Final Destination 4”, som filmmagerne ellers kastede en hel del penge efter.

Filmen kickstartes af en kæmpe ulykke på en væddeløbsbane, hvor utallige racerbiler kolliderer og eksploderer blandt de forfærdede tilskuere. Men fordi de flyvende lemmer, bildele og murbrokker ser så ekstremt kunstige ud og opfører sig så unaturligt, tror man ikke ét eneste sekund på, hvad man ser, og illusionen brister derfor totalt. Alle de efterfølgende actionsekvenser plages ligeledes af rædsomme computereffekter, hvorfor man praktisk talt aldrig føler, at der er fare på færde. “Final Destination 4” havde ellers et langt større budget end alle sine tre forgængere, men alligevel ligner den – som den eneste af filmene – en amatørfilm produceret for fåtallige håndører og direkte til dvd-markedet.

Men filmens største akilleshæl er det rærlige ensemble, den fantasiløse historie og dens stupide figurer. De hovedsageligt unge skuespillere skråler og hulker uden overbevisning, og når de endelig får lov til at sige noget, kommer deres uduelighed for alvor til overfladen. Man kommer aldrig til at holde af nogen af karaktererne – fordi skuespillerne er inkompetente, men i lige så høj grad fordi figurerne opfører sig allerhelvedes åndssvagt. Efter et mislykket selvmordsforsøg begynder en af hovedpersonerne pludseligt at skåle i champagne og grine røven i laser sammen med to leende venner, der blot få sekunder tidligere så deres kammerat dingle fra loftet med en løkke om halsen. Øh, hvabehar?

Og har man bare set én af seriens tre forrige film, har man ingen overraskelser i vente. Vor unge helt, Nick, forudser det førnævnte biluheld i en vild dagdrøm og redder en gruppe mennesker fra den forestående katastrofe, men det var egentlig meningen, at de alle skulle være blevet dræbt, så nu dør de én efter én under mystiske omstændigheder. De har fået døden i hælene, og nøjagtig ligesom heltene og heltinderne i de andre film forsøger Nick og Co. nu at bryde forbandelsen, alt imens filmmagerne prøver at gøre hver eneste dødsscene mere smagløs og afskyelig end den foregående.

Men filmen er altså sjældent effektiv. En halvlang sekvens hos en frisør er faktisk nervepirrende, fordi filmmagerne her omsider skruer ned for computereffekterne, og via nærbilleder af alskens skarpe genstande leger de med publikums nerver og tvinger os helt ud på stolekanten. Og et par af dødsscenernes mest chokerende og vanvittige øjeblikke fremtvinger nøjagtig den forløsende latter, som filmmagerne havde sat snuden op efter. Men der er simpelthen alt, alt for få af sådanne mindeværdige momenter, og man savner for alvor de forrige films selvironi, charme og uhygge. Død og kritte!

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Udgivelsen indeholder både en 2D-udgave og en 3D-udgave af filmen, og to gammeldags 3D-papbriller med farvede plastiklinser medfølger. 3D-versionen er dog ikke værd at spilde tid på. Indimellem fungerer 3D-effekterne efter hensigten, fordi man fornemmer den tilsigtede dybde i billedet. Men igennem langt størstedelen af filmen føler man bare, at man ser to forskudte billeder, der ligger unaturligt ovenpå hinanden. Man bliver hurtigt ør i hovedet af at se filmen gennem brillernes røde og blå linser, som suger stort set alle farver ud af billedsiden. 2D-udgaven ser derimod glimrende ud i HD. Scenerne med mange computereffekter har det til tider med at se lidt slørede ud, men hovedparten af filmen fremstår knivskarp. Farverne er naturtro, kontrasten er perfekt, og ingen komprimeringsfejl eller glorier forekommer.

Audio

Filmens lydside er dens absolut største force, og diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er ganske imponerende. Nuvel, filmens få stilfærdige scener lyder en smule kedelige, men heldigvis er filmen spækket med aggressive sekvenser, og lydsporet sætter her hjemmebiografen på en gevaldig prøve. Det vrimler med fabelagtige panoreringer, og lydene passerer altid naturligt fra højtaler til højtaler. Støj forekommer aldrig, og hverken musikken, lydeffekterne eller replikkerne overdøver hinanden. Subwooferen kaldes ofte i aktion og får jævnligt gulvet til at vibrere. Og samtlige højtalere bombarderer lytteren med så mange fornøjelige lydeffekter, at man i kortvarige perioder faktisk fortrænger filmens mange skavanker.

Ekstramateriale

Ud over de to versioner af “Final Destination 4” indeholder disken en stak dødkedelige dokumentarer om filmens actionsekvenser, hvori de interviewede skuespillere og filmmagere ikke gør meget andet end at tiljuble hinanden og produktionen. I alt elleve alternative/slettede scener (deriblandt to alternative slutninger) medfølger også, men de blev alle slettet med god grund. Derudover er der blot nogle få storyboards og filmens trailer. Ekstramaterialet præsenteres i HD.