Filmen”Finding Neverland” var en af sidste sæsons mest roste film, og det at den var en af favoritterne ved den efterfølgende Oscar-uddeling, er nok til at man på forhånd godt må være en lille smule skeptisk indstillet over for den. For som man kan forvente sig af Oscar-venlige film er den også sentimental og en anelse for pæn, men heldigvis bliver det leveret på en ægte facon og uden overdreven brug af klæbrig candyfloss, så den fremstår som en rigtig varm og inspirerende oplevelse.

“Finding Neverland” omhandler perioden hvor venskabet mellem forfatteren J.M. Barrie og enken Sylvia Llewelyn Davies, og især dennes sønner, dannede inspirationen til Barries elskede eventyr om Peter Pan og hans oplevelser på Ønskeøen. De fleste kender til Disneys udgave af Peter Pan, og på flere måder er denne film om forfatteren også på en måde Disney-versionen af begivenhederne.

Virkelighedens problemfyldte aspekter af Barries biografi – bl.a. anklager om pædofili og det aspekt at drengen Peter ikke brød sig om være model for Peter Pan (hvilket også senere resulterede i et selvmord) – er mere eller mindre forsvundet eller fejes let af med et pænt og idealiseret vink. Det er god smag frem for vovet dramatik. Kunstnerisk frihed er naturligvis ikke et minus i sig selv, men leder man efter et nuanceret portræt på højde med “Der Untergang” får man i stedet “Schindler’s liste”.

Hvad filmen i stedet sigter efter er, i stil med Tim Burtons “Big Fish”, at hylde fantasien. Den skifter også mellem virkeligheden og fantasien – hvor effekterne aldrig tager overhånd, men er en naturlig del af handlingen og et skoleeksempel på hvordan de skal bruges. Som J.M. Barrie er Depp usædvanlig tilbagetrukken, men som sædvanlig fortræffelig. Ligeså flamboyant som vi kender ham, ligeså nedtonet er han her. Hvis Keith Richards var forbilledet for søulken Jack Sparrow, må stenansigtet Buster Keaton næsten være modellen til Depps Barrie. Også Kate Winslet og Dustin Hoffman er gode, men specielt Freddie Highmore, der spiller Peter, gør stort indtryk.

Det kan være lidt svært at beskrive filmens kvaliteter uden at lyde som en mors dreng, da den er meget naiv og romantisk, men samtidig virker dette aspekt også meget effektivt. Så i stedet for en række banaliserende adjektiver, skal der i stedet lyde en stor anbefaling til en film, der ligesom Barries værk, minder os om at det er vigtigt ikke at blive alt for voksen og ikke at glemme det barnlige i det alvorlige.

Hvad står vi så med? En naiv og sentimental film. Jo, men vil man lege med på dens betingelser, er det også en charmerende, varm og velspillet film, som også er ufarlig nok til at stort set alle vil kunne lide den.

VideoFilmens billedside leveres i Anamorphic Widescreen 2.35:1 og er i en solid kvalitet, hvor specielt farverne står smukt. Billedet er skarpt med en fin dybde, men også med tendens til lidt bløde billeder og filmskidt.

AudioLydsporet er Dolby Digital 5.1 og da filmen er dialogpræget er lydsporet primært frontbaseret, og for det meste er det Jan A. P. Kaczmareks Oscar-vindende filmmusik der præger surroundhøjtalerne. Lydbilledet liver dog op i scenerne hvor fantasien tager over.

EkstramaterialeEn håndfuld ekstramateriale indledes med et til tider interessant kommentarspor af instruktøren Marc Foster, produceren Richard Gladstein og manuskriptforfatteren David Magee, der dog tit ender i: ”Johnny is fantastic”, ”Kate is fantastic” eller ”Dustin is fantastic” osv. Lidt i samme rosende spor kører “On the Red Carpet”, som tager os med til filmens premiere hvor stjernerne… ja, roser hinanden. “Creating Neverland”, som omhandler effekterne, er mere informativt. Ekstramaterialets bedste feature er en række sjove fraklip.