Akvariefisken, der drømte om at danse

Jeg vil gerne indlede denne anmeldelse med at give et kæmpe cadeau til forrige års program på filmfestivalen i Cannes. “Det hvide bånd”, “Profeten”, “Inglourious Basterds”, “Antichrist” og “Thirst” har alle haft dansk biografpremiere, og alle har de på hver sin unikke måde gjort livet som filmelsker lidt mere interessant. Nu får vi så også Andrea Arnolds juryprisvinder “Fish Tank”, der bestemt ikke gør mit cadeau til Cannes-årgangen 2009 mindre. Tværtimod.

Selvom det bidske cockneysprog og de gråtonede betonbyggerier i engelske Essex skjuler det godt, så er “Fish Tank” et regulært eventyr med en drømmende prinsesse, en heks, en ond trold og en prins på intet mindre end en hvid hest. Prinsessen Mia på 15 år har oplevet svigt på svigt fra en mor, der er uansvarlig som en teenager, og en far, der ikke findes. Sviget har hærdet hende, og hun kamuflerer sårbarhed og ønsket om kærlig opmærksomhed bag en barsk og uforsonlig attitude. En dag ser tingene dog ud til at ændre sig til det bedre, da drømmefyren Connor kommer ind i moderens liv og i samme ombæring begynder at drysse opmærksomhed og selvtillid udover Mia og lillesøsteren Tyler. Selv Mias dansende drømme får opmuntring af Connor, der har mere overskud end resten af Essex tilsammen. Ikke alt er dog, hvad det ser ud til i dette ubønhørlige socialrealistiske eventyr.

Allerede med debuten “Red Road” viste Andrea Arnold, at hun har sans for at blende mandagsrealisme med et velvalgt vægtigt indhold, der serveres i håndholdt hypnotiserende billeder. Den røde vej har nu ført til Arnolds foreløbige svendestykke, der placerer hende solidt på filmverdenens røde løber. “Fish Tank” er en modig blanding af socialrealisme á la genrens kronede konger Ken Loach og brødrene Dardenne og så Lone Scherfigs roste livsleksion “An Education”. Vi har den identitetssøgende pige med udlængsel og drømme om noget bedre, men i Andrea Arnolds vision er alt pynteromantik pillet af og erstattet med en udsigtsløs grå og rå virkelighed, hvor mantraet kunne være hentet fra en af Mias yndlingssange, hvor refrænet lyder: ”Life is a bitch and then you die.”.

Og hvilken pige. Debutanten Katie Jarvis er så meget i karakter som pigen, der af sin mor og søster kun får at vide, hvor dum en luder hun er, at der skal adskillige knib i armen til at overbevise om, at “Fish Tank” ikke er en dokumentarfilm. Fremragende. Hun balancerer perfekt på grænsen imellem såret og svigtet teenagedyr og så følsom dansepige, der øver sine dansetrin til tonerne af en jazzet coverudgave af California Dreamin’ og Connors rørende opbakning med ordene: ”Du er fantastisk allerede.”. For Mia er fantastisk, hun får det bare ikke at vide, men det skyldes ikke ondskab fra moderen, men derimod deres materielle og strukturelle situation. Det er situationen – visualiseret med deres kubiske bolig – der holder dem indespærret som en akvariefisk, der kun kan nå et vist stykke, indtil virkelighedens mur sætter begrænsningen.

“Fish Tank” er nemlig ikke nogen sukkersød virkelighedsfornægtende størrelse, men er derimod ærlig og realistisk på Mias vegne, hvis synspunkt filmen udelukkende bliver fortalt fra. Samtidig tør den være lige så uafklaret som de beslægtede forbilleder skabt af Loach og Dardenne-brødrene, men langt mere mørk, og særligt filmens afsluttende del grundvoldsryster, da Mia opfatter tingenes rette sammenhæng. Her rykker “Fish Tank” afgørende i udbrud fra forbillederne, hvor Mias møde med akvariets drømmedræbende væg bevæger sig udover filmens ru realisme og bliver til kunst, der rykker langt mere end Marco Evaristtis hedengangne fiskeblender.