Five Minutes of Heaven

InstruktionOliver Hirschbiegel

MedvirkendeLiam Neeson, James Nesbitt, Anamaria Marinca, Juliet Crawford, Niamh Cusack, Mark David, Gerry Doherty, Richard Dormer, Paul Garret, Katy Gleadhill, Jonathan Harden, Pauline Hutton, Andrea Irvine, Gerard Jordan, Paul Kennedy, Conor MacNeill, Mark Matthews, Mathew McElhinney, Barry McEvoy, Paula McFetridge, Diarmuid Noyes, Richard Orr, Lalor Roddy

Længde85 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Five Minutes of Heaven

3 6
Endnu en irsk konfliktfilm

Måske er det blot denne anmelders begrænsede viden om den irske filmindustri, men lader det ikke til, at det eneste vi ser fra vore rødhårede venner mod vest er film omhandlende IRA og den irsk-engelske konflikt? Emnet er heldigvis interessant, og man må næsten gå ud fra, at strømmen af konfliktfilm er opstået, fordi den irske fællesbevidsthed er nået til det punkt, hvor de med en vis distance til emnet er klar til at bearbejde fortiden – det samme har gjort sig gældende i tysk film inden for de seneste år. “Vinden som ryster kornet” og “Hunger” er begge fantastiske film, og ligeledes er Paul Greengrass’ gennembrudsfilm “Bloody Sunday” et kig værd. “Five Minutes of Heaven” tager også fat om konflikten, men med et noget anderledes fokus end de førnævnte film.

I 1975 raser konflikten i Irland. En flok drenge med den 17-årige Alistair Little i spidsen har fået til opgave at slå en navngiven katolik ihjel. Det er deres første store mission – de emmer af nervøsitet, men hungrer efter den anerkendelse, som mordet vil give dem. Alistair Little udfører handlingen, men midt i det hele står den dræbtes lillebror, Joe, og ser det hele ske. 33 år senere arrangerer et sensationslystent tv-hold et show, hvor Joe skal se sin storebrors morder i øjnene. Raseriet bobler i Joe – kan han tilgive manden, som ødelagde hans liv, eller får hævngerrigheden overtaget?

Det er de færreste film, der beskæftiger sig med tiden efter et drama. Vi er vant til at se mord, eksplosioner, biljagter og alt andet, som actiondramaet byder på, men hvad sker der bagefter? Hvordan er heltens og ofrenes liv, når adrenalinen har lagt sig, og gerningens grusomhed får lov at bundfælde sig? “Five Minutes of Heaven” giver med sin rolige fremdrift et fint og frem for alt realistisk bud på disse spørgsmål. I rollen som den angrende morder finder vi Liam Neeson, som med sin sædvanligt rolige fremtoning portrætterer den knækkede morder, der gennem hele sit liv har kæmpet med visheden om, at han har ødelagt en hel familie. Hans modpart spilles af James Nesbitt, som mange nok kender fra “Bloody Sunday”, og han giver fint modspil til Neeson.

“Five Minutes of Heaven” er plaget af en fuldstændig ligegyldig og ganske forfærdelig voiceover, udført af både Neeson og Nesbitt. I stedet for at virke som supplement til fortællingen kommer den til at fremstå som et alt for pædagogisk virkemiddel, der er designet til at sørge for, at selv de langsomste kan være med. Det er dog et noget omsonst tiltag, eftersom billederne så rigeligt forklarer karakterernes handlingsgrundlag.

Filmen bruger det meste af sine 85 minutter på at bygge op til det store møde mellem de to hovedpersoner. Man får et godt indblik i deres grunde til at stille op til tv-showet, og det meste af denne opbygning fungerer udmærket. Især lydsporet med simple, effektive elementer og subtilt underliggende musik gør sit for at skabe en tyk stemning, som kalder på forløsning. Desværre lever det endegyldige klimaks langt fra op det, seeren bliver lovet – tværtimod er filmens sidste 20 minutter noget af et antiklimaks.

Konflikten i Irland er et spændende emne, som byder på et væld af fortællinger. “Five Minutes of Heaven” gør sit for at tage en alternativ indgangsvinkel til dramaet og udforsker dermed et område, som i det store hele er temmeligt overset. Historien er udmærket, men nogle finpudsninger i manuskriptet såvel som instruktionen ville have klædt filmen, som på trods af sit åbenlyse engagement i temaet ikke fuldt ud formår at levere varen.
Video

Hvad angår billedet er “Five Minutes of Heaven” ikke just nogen fryd at se på. Der er utroligt meget grums, og kontrasten svinger hele tiden og er generelt dårlig. Edge-enhancement spares vi for, men der forekommer farveblødninger i de mest kontrastfyldte billeder. Skarpheden er nogenlunde, men kunne sagtens klare et nyk opad. Præsenteret i 16:9.

Audio

Hvor billedet fejler, brillerer lyden. Lyddesignet er spændende, men på ingen måde overtrumfende. De mange atmosfæriske lyde er mixet lige tilpas og resulterer i en spændingsopbygning, som fungerer ganske godt. Musikken er tilbagelænet og undlader at diktere stemningen, men underbygger den i stedet som en intens, men næsten umærkelig aktør. Dialogen klinger desuden godt, og de seks kanaler udnyttes fornuftigt. Dolby Digital 5.1.

Ekstramateriale

Udover en håndfuld trailere indeholder dvd’en intet ekstramateriale.

“Five Minutes of Heaven” er desværre en lidt lunken udgivelse. AV-præsentationen er gennemsnitlig, og der er intet ekstramateriale. Filmen selv har et stort potentiale, men det udnyttes ikke ordentligt. Historien afbrydes flere gange af uventede plot twists, som i stedet for at være spændende føles som en antiklimatisk overraskelse, der river publikum ud af stemningen. Som en brik i det irske puslespil byder den dog på noget nyt, da den ikke tager fat i selve volden, men tiden derpå.


Kort om filmen

Nordirland 1975. Den 17-årige Alistair Little leder en voldelig, protestantisk oprørsgruppe i byen Lurgan. Han drømmer om “at blive til noget”, så han kan opnå respekt og anerkendelse blandt sine venner rundt omkring på byens barer. Da Alistair og hans gruppe får til opgave at myrde den 17-årige katolik Jim Griffin for at statuere et eksempel blandt byens andre katolikker, ser de straks muligheden for berømmelse. Alt går efter planen – målet får blæst hovedet af, men så opdager Alistair, at Jims lillebror – Joe – har overværet likvideringen på tæt hold. 30 år senere stiller Alistair og Joe op til et tv-interview for at stå ansigt til ansigt første gang siden mordet. Alistair tør ikke håbe på tilgivelse, og Joe er ude af stand til at give den. For inden i ham brænder en djævel, der må have hævn over brorens død.