Filmen”Flags of Our Fathers” er første halvdel af en 2. Verdenskrigssaga, hvor Clint Eastwood i instruktørstolen forsøger at udlægge slaget på den japanske stillehavsø Iwo Jima og det dertilhørende efterspil, set med amerikanske øjne. Anden del af eposet er den japansk-sprogede “Letters from Iwo Jima”. Lige fra de enkle sort-hvide credits til de første silhuetdominerede scener på Iwo Jima kort efter, emmer “Flags of Our Fathers” af Clint Eastwoods enkle og dog yderst effektfulde stil og man er hooked med det samme.

Da de amerikanske styrker får overtaget på det kritiske punkt, Surabachi-bjerget, planter de Stars and Stripes på toppen. Senere skiftes det ud med et større af slagsen og et fotografi taget af Joe Rosenthal går over i historien som et af de mest ikoniske og letgenkendelige fotografier nogensinde. I USA bliver billedet opdaget og fylder med lynets hast avisforsider landet over. Den amerikanske regering øjner en mulighed for at få fyldt den tomme pengekasse, og lancerer straks en storstilet financieringskampagne med tre af de overlevende soldater fra fotografiet som frontfigurer.

Det er tydeligt, at det handler om penge, om at holde en illusion af heltemod i gang for det amerikanske folk, for at financiere krudt og kugler. Filmen følger de tre soldater i kampagnen og beskriver deres blandede følelser med at være hjemsendt og dyrket som helte, mens deres tanker hviler hos de faldne krigskammerater. De japanske styrker forekommer helt anonyme i filmen, hvilket er et bevidst træk fra instruktørens side. Eastwood har i stedet valgt at hvile sine kritiske øjne på krigsmaskinen og den ganske kyniske udnyttelse af individer i denne sammenhæng som den primære modstander for de portrætterede soldater.

“Flags of Our Fathers” er samtidig en film om sammenhold og broderskab, og det er tydeligt, at det specielle bånd der dannes mellem soldaterne har fascineret forfatteren James Bradley, søn til fortællingens hovedperson, den overlevende John Bradley. Ligeledes har Eastwood søgt at stykke en personlig historie sammen frem for en overfladisk krigsfilm med ligegyldig bulder og brag. Med en hovedsagelig ukendt rollebesætning sætter filmen primært fokus på netop dette område. Dermed ikke sagt at filmen er fri for actionsekvenser; vi får rig mulighed for at se både afskyelige og fascinerende billeder fra slagmarken, alle uhyggeligt veludførte.

Troppernes kampe på øen krydsklippes på kløgtig vis med PR-kampagnen og de overlevendes gerninger derefter, hvilket giver god dynamik langt hen ad vejen. Når det kommer til sidste akt derimod, bliver fortællingen om efterspillet en tand for sentimental, dog uden på noget tidspunkt at blive usmagelig.

VideoDet er svært at sætte en finger på den let grynede billedside i “Flags of Our Fathers”, hvor et roligt og uforstyrret anamorphic transfer i 2.40:1 format giver uforglemmelige billeder af kampene på Iwo Jimas sorte sandstrande. Man har valgt at benytte sig af et filter, der toner farverne ned og får billedet til at se næsten sort/hvidt ud til tider. Med en solid kontrast er det med til at give filmen et historisk look, hvilket bestemt kommer til sin ret på dvd. Billedet forekommer dog til tider en anelse blødt.

AudioFilmens lydside er et kapitel for sig. Vi har at gøre med et engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor i absolut særklasse. Der er høj aktivitet i samtlige højttalere, uden det på noget tidspunkt er for påtrængende. De retningsbestemte effekter er perfekte, og der skal ikke herske tvivl om, at især filmens krigsscener byder på lydmæssigt referencemateriale. Dvd’en inkluderer desuden et italiensk 5.1 lydspor.

EkstramaterialeI “Introduction by Clint Eastwood” (5 min.) indeleder manden selv ekstramaterialet og fortæller lidt om sine oplevelser i forbindelse med krigen og det berømte flag, som var at finde på alle avisforsider. Han kommer også kort ind på hvorledes, han har ønsket at skabe en personlig fortælling frem for en overfladisk krigsfilm.

I “Words on the Page” (16 min.) fortæller James Bradley ivrigt om sin roman, “Flags of Our Fathers”, som filmen er baseret på. Han forklarer, hvordan han opstøvede en så stor mængde fortællinger fra Iwo Jima, at han til sidst besluttede sig for at samle dem alle i ét værk.

“Six Brave Men” (19 min.) sætter fokus på de seks flagbærere fra det berømte fotografi. Gennem interview får man desuden et indblik i skuespillernes research til deres respektive roller.

“Making of an Epic” er en halv time bag kameraet, hvor man følger produktionen, der startede som en kort samtale mellem Clint Eastwood og producer Steven Spielberg. Desuden dækker dokumentaren flere tekniske aspekter som valg af location og klipning.

“Visual Effects” (14 min.) går bagom både praktiske og især computergenererede effekter. Filmen har en enorm mængde CGI og endda flere scener, der er 100 % computergenererede. Det er en yderst informativ bid, der gør god brug af før og efter eksempler, så man virkelig kan se, hvor stor en rolle de virtuelle tilføjelser spiller i skabelsen af en troværdig billedside.

“Loking into the Past” er en kort samling historiske optagelser fra 2. Verdenskrig og kampene på Iwo Jima, samt et par klip af de tre overlevende på deres indsamlingstur rundt i USA. Det er yderst interessant at have originale optagelser at forholde sig til og således sammenligne med det fiktive værk.

“Raising the Flag” (3 min.) viser omstændighederne omkring flaget i filmen mere detaljeret, og hvordan man forsøgte at genskabe det historiske øjeblik. Skuespillerne giver også her deres kommentarer med på vejen.

Alt i alt en ærlig og fyldestgørende samling ekstramateriale på trods af manglen på kommentarspor. Der er – modsat hvad der står på coveret – danske undertekster på samtlige klip.

Heltene fra Iwo JimaAt Clint Eastwood for længst har forladt sin Dirty Harry attitude, er der vist ikke nogen der længere er i tvivl om. Men selvom manden nærmer sig en alder af 77, er han langt fra faldet af på den – tvært imod. Efter de to Oscar-vindende dramaer “Mystic River” og “Million Dollar Baby” har Eastwood ikke valgt at hvile på sine laurbær, men har i stedet givet sig i kast med et storstilet dobbeltprojekt om slaget på stillehavsøen Iwo Jima under 2. verdenskrig, set både med amerikanernes og japanernes øjne. Den første film, “Flags of Our Fathers”, tager os med hos de amerikanske soldater, og følges snart op af filmen “Letters from Iwo Jima”, der vil tage udgangspunkt i modstanderens oplevelse af det samme slag. I “Flags of Our Fathers” præsenteres vi som så ofte før for tematikken krig er helvede, men Eastwood formår alligevel at holde en skarp kurs med øje for den menneskelige historie uden alt for mange løftede pegefingre undervejs.

Filmens omdrejningspunkt er det berømte billede af seks amerikanske soldater, der rejser nationens flag på Iwo Jimas klippetop i 1945. Dette billede blev i mange amerikaneres øjne et vendepunkt for krigen, for det symboliserede håb og heltemod og gav nye kræfter til den efterhånden flossede moral både derhjemme og blandt de kæmpende soldater. De amerikanske politikere øjner straks det stærke kort, der skal hjælpe dem i deres PR-kampagne for at få befolkningen til at købe krigsobligationer, så krigen fortsat kan finansieres, for økonomien i USA hænger på det tidspunkt i laser. Tre af de overlevende soldater fra billedet bliver kaldt hjem for at promovere kampagnen og indgyde ny patriotisme i folks hjerter, så krigen kan vindes én gang for alle. Disse tre unge knægte føler sig dog hurtig utilpas i rollen som reklamespot og nyudråbte helte, da de stadig hjemsøges af de smertelige erindringer om, hvad de oplevede på øen og af minderne om deres faldne kammerater.

Ligesom i sin forrige film, “Million Dollar Baby”, har Eastwood fået Paul Haggis med på manuskriptvognen, og han gør et ganske godt stykke arbejde med at væve trådene sammen mellem slaget på Iwo Jima og krigens rædsler på den ene side, og PR-paraden på hjemmefronten, hvor en anden krig udkæmpes, nemlig den økonomiske. Det virker rigtig godt at klippe brat frem og tilbage mellem de tre soldaters forsøg på at finde sig tilrette i mediecirkuset langt fra de tilbageblevne kammerater, og de barske uhyrligheder, som er krigens realiteter.

At der savnes persontegninger, især hos de tre hovedpersoner, der aldrig når at blive særlig nuancerede, er derfor en skam. I rollerne som den ejegode samarit ‘Doc’, den knap så heltemodige ordonnans Rene og indianeren Ira, som nægter at idoliseres, er hhv. Ryan Phillipe, Jesse Bradford og Adam Beach ellers alle udmærkede. Derudover er “Flags of Our Fathers” ganske rigt befolket med mere eller mindre kendte ansigter i både store og små roller. Alle solide skuespillere, men det havde nok virket stærkere med mere ukendte ansigter, som det var tilfældet med f.eks. HBO-serien “Band of Brothers”, til at forstærke umiddelbarheden og følelsen af realisme.

Steven Spielbergs producertitel på “Flags of Our Fathers” kommer ikke som en overraskelse, da filmen i mange henseender ligner denne instruktørs 2. verdenskrigsepos “Saving Private Ryan”, samt “Band of Brothers” – både i de desaturerede billeder og den hektiske, håndholdte kameraføring da de unge knægte går i land på Iwo Jima, men også overordnet i filmens ærbødigt humanistiske vinkel, der plæderer, at krig er noget forbandet noget, men nu engang en ting, de stakkels, rådvilde drenge må gå igennem. I det mindste har de hinanden, trøstes vi med, og de bogstavelige blodbånd, der knyttes i krig, er stærkere end alt andet, også selvom de knyttes til de snarligt døde.