Med en lavines kraft

Lad mig stille et hypotetisk spørgsmål: Hvis nu der kom en lavine imod dig, din ægtefælle og jeres børn, ville du så blive og beskytte eller løbe for dit liv? Alle ville ønske, at de blev. At de var modige nok til at gøre det rigtige. Tidens måske mest spændende skandinaviske instruktør, svenske Ruben Östlund, lader Tomas løbe – det han og man ikke bør. Hvad sker der så, når de forladte alligevel overlever? Hvad sker der så med familien og forholdet til konen Ebba? Der sker en film, som herligt pinefuldt afslører hverdagens små løgne, de roller vi spiller for hinanden. Derefter er det kun Force majeure, der gælder.

Ruben Östlund er ekspert i at skildre gruppedynamikker, så det mærkes helt nede i den dårlige samvittighed. Med sine faste kameraindstillinger, der sjældent bevæger sig – heller ikke efter sine karakterer – betragter Östlund menneskeheden på en nærmest antropologisk facon, som var vi aber i hans bur. Et bidende, sarkastisk bur. Som i “Play” fra 2011, hvor en bybus betragtes tværs ned igennem. En gruppe unge overfalder en dreng. Men det stationære kamera sætter ikke i løb efter voldsgruppen eller rykkere tættere på i en total på offeret. Nej, det bliver og betragter. Hvorfor brød ingen ind? Ville jeg selv have gjort det? Östlund bliver og kigger i øjnene indtil og langt efter, at det ikke kan holdes ud længere.

I forhold til gennembruddet, “De ufrivillige”, med sine flettede novelleforløb og så den iscenesatte en-slags-dokumentar, “Play”, så er “Force majeure” den mest almindeligt opbyggede af Östlunds film med en begyndelse, et par hovedpersoner og en slutning. Men det er stadig en ganske ualmindelig film. Og en ualmindelig god en af slagsen. Han pakker stadig gerne sin fortælling ind i en ydre, mekanisk, lidt fjollet ramme. I “Play” var det det punktlige tog. Her i “Force majeure” er det skiresortets daglige rutiner; præpareringsmaskiner, stolelifter, tallerkenlifter, snekanoner – der med en flabet, passiv sarkasme spejler familiens rutiner, der er lige så mekaniske. Med deres matchende eltandbørster rengøres bisserne med faste pladser foran spejlet. Han til venstre, hun til højre. Dag efter dag. Sådan bygges der op til det grumme lavinegys, der smadrer familiens rutiner, imens stolelifterne bare kører videre.

Det, der så herligt ikke er til at holde ud i “Force majeure”, er efterspillet for lavinen. Han sætter sig tilbage ved bordet. De ved begge, at han ikke spillede den (helte)rolle, han skulle. Men de siger ingenting. De fortsætter, som intet var hændt. Ebba (og Ruben Östlund) vælger at vente med at konfrontere Tomas. Til han sidder socialt låst i en gruppe. Til rødvinsmiddag i restauranten med et andet par. Han skal smage vinen for. Det skal mænd. Det er den rolle, de skal spille i et forhold. Men Ebba nægter rollen. ”Tomas flygtede fra mig og børnene,” siger hun i plenum. Bang! Hans manderolle som helt og beskytter er smadret. Han drikker lidt vin og griner nervøst, imens stemningen i selskabet trykkes. Kameraet betragter bare. Det er ikke til at holde ud.

Sådan fortsætter familiens skiferie med at nedbryde deres forhold og Tomas’ autoritet som mand. Det er sådan parforhold slides op. Når fejlene bliver så mange eller store, at vi har for meget på hinanden. Når man møder en bebrejdelse med en bebrejdelse i stedet for at anerkende og bede om forladelse. Han deler ikke Ebbas oplevelse af situationen, som han siger til hende. Men det er ikke kun Tomas, der er afsløret som ikke-mand, men også Ebbas ægteskab, der er afsløret som et rollespil. Det er jo meningen, de skal være lykkelige. De har børn, tid til skiferie og eltandbørster – det er jo meningen med det hele, ikke? “Force majeure” er parterapi for øvede.