Den franske BourneHvem i alverden hævdede, at franskmændene ikke kunne producere en ulidelig intens thriller af samme karat som deres mere velfinansierede amerikanske kolleger? En stor del af det danske mainstreampublikum vil formentlig undgå “Fortæl det ikke til nogen”, simpelthen fordi der tales fransk. Men Guillaume Canets spændingsmættede drama, der er baseret på Harlan Cobens populære roman, er en enormt veldrejet film, der gør næsten alt rigtigt. Især fans af “Bourne”-trilogien, der sandsynligvis ikke har flere kapitler at se frem til, vil formentlig nyde denne nervepirrende fortælling om en mordmistænkt læge, der flygter fra det franske politikorps for at genoprette sit omdømme og erfare sandheden om mordet på sin kone.

Den blot 34-årige, kvindebedårende Canet er især kendt som skuespiller i sit hjemland, hvilket måske forklarer, hvordan han har haft evne til at stable et så mageløst ensemble på benene. Canet medvirker selv kort, og vi får også lejlighed til at se engelske Kristin Scott Thomas ytre sig på imponerende godt fransk igennem hele filmen. Mindst lige så god er Marina Hands som lægens indadvendte lillesøster og André Dussollier som en retskaffen detektiv. Men filmen tilhører François Cluzet, der brillerer som den sympatiske, folkekære privatlæge Alex, der blev slået bevidstløs få år tidligere, lige før lømler slog hans bedårende kone, Margot, ihjel. Hun medvirker kun i få minutter, men canadiske Marie-Josée Croze er trods alt uforglemmelig som Margot.

Som om det ikke var hårdt nok at skulle overkomme sådan en forfærdelig tragedie, må Alex tillige leve med, at politiet fortsat betragter ham som en medskyldig i sagen. Den aldrende læge røg i vandet, da han blev slået ud, men af uforklarlige årsager befandt han sig på land, da politiet ankom. Og da nye beviser pludselig dukker op, begynder presset igen at øges på Alex’ skuldre. En dag bliver han kontaktet af en anonym person, som hævder at have nye informationer i sagen, og da Alex tilsyneladende bliver konfronteret med reelle billeder af sin kone i live, spidser situationen til. Men inden Alex når at fordøje de nye fakta, bliver han pludselig anklaget for endnu et mord, og så må han gå Richard Kimble i bedene og flygte for at bevise sin uskyld og finde de ægte skurke.

Nøjagtig ligesom førnævnte Jason Bourne er Alex en dybt troværdig karakter, som har et almindeligt følelsesregister, men ikke altid et avanceret våbenarsenal, en velblandet Martini eller en letpåklædt sild indenfor rækkevidde. Det er også enormt forfriskende at have en 50-årig, nedslidt og traumatiseret mand som hovedperson i en så højspændt thriller – normalvis er det altid toptrænede, veltrimmede ungkarle, der slår gækken løs i spændingsfilm med så ubarmhjertige spændingskurver. Og selv når Alex flygter over trafikerede veje eller ned ad tætbefolkede gågader, fastholdes figurens troværdighed. Thrilleren mønstrer ej heller ét eneste påklistret spændingsmoment, som blot synes indsat for at give stuntkoordinatorerne noget at lave eller pr-folkene noget at smække i traileren.

Ligesom personerne er historien og dens mange twists troværdige, og replikkerne klinger aldrig falsk. Der er ingen kække, forcerede bemærkninger, og samtlige personer virker tyvstjålet fra den rigtige verden. Og selvom filmen anlægger en realistisk facade, betyder det ikke, at den ikke bringer blodet i kog på samme måde som Hollywoods kostelige actionbrag. Især Alex’ flugt over en bred vej med politiet i hælene er intens, men en stor del af spændingen skabes i filmens mere tavse stunder og som regel af skuespillernes blikke og udsagn. Til tider virker brugen af engelsksprogede sange en smule malplaceret, men filmens visuelle og auditive æstetik imponerer oftest.