Tv-serie på lærredet

En lidt uventet bivirkning af “Klovn”s enorme succes på det store lærred lader til at have spredt sig ud over de danske biografer, og nu virker det snart som om, at samtlige tv-serier skal have en spillefilms-tilføjelse.

Sidste gang var det “Lærkevej”, og denne gang er det så “Den som dræber”, der tager springet. At årsagen er håbet om en økonomisk succes er selvsagt klart og på sin vis forståeligt nok – hvorvidt det så rent faktisk er en god ide er imidlertid mere tvivlsomt. Problemet med konverteringerne er først og fremmest, at de mange små sidehistorier ofte egner sig ekstremt dårligt til spillefilmformatet, hvor det er langt bedre at have en overordnet fortælling, der driver værket, snarere end ti små ufokuserede af slagsen – og det er beklageligvis sidstnævnte, der først og fremmest gør sig gældende her.

Filmen følger tv-seriens gruppe af politifolk og efterforskere, der får en alvorlig sag på halsen, da en bindegal Irak-krigsveteran går bananas. Han udlever sine bizarre forestillinger ved at myrde en endeløs række mere eller mindre tilfældige personer og efterlade dem på samme måde som i sine fantasier og detaljerede tegninger. Det bliver hurtigt tydeligt, hvem han er, da det viser sig, at holdets psykiater, Thomas Schäffer, tidligere har behandlet ham og måske endda bærer noget af ansvaret for, at han ikke har fået ordentlig behandling.

Her er jo udgangspunktet til en knaldspændende fortælling, for spørgsmålene rejser sig hurtigt om, hvad præcis det var, som morderen var ude for i krigen, og hvad det gør ved vores helt at vide, at han måske også bærer en del af skylden. Beklageligvis er “Fortidens skygge” ikke interesseret i nogen af delene og bruger på typisk tv-serie-facon i stedet en masse tid på privatlivsdetaljer, en hemmelig forelskelse samt det forhold, at psykiateren overvejer at stoppe arbejdet – alt sammen detaljer, der er komplet ligegyldige for hovedhistorien. I stedet er vægten lagt på de modbydelige gerninger, som Simon Kvamm i rollen som dræberen laver, når han skyder folk ned, parterer levende kvinder og efterlader dele af ligene rundt om i byen. At Kvamm har taget springet ud i den seriøse genre er interessant nok, men om der er talent til stede eller ej forbliver et uafklaret spørgsmål, eftersom hans kliche af en morder-rolle blot består i at stirre ondt iført nogle spøjse briller og en fjollet hue.

Rent æstetisk ligger filmen ligeledes i slipstrømmen fra tv-serierne, hvilket vil sige med et temmeligt anonymt og uinspireret udseende og med en overvægt af nærbilleder, der er velegnet til den lille tv-skærm derhjemme, men som fremstår ekstremt kedelige på lærredet. Tankerne flyder hurtigt mod de to “Mænd der hader kvinder”-fortsættelser, som lige så led under en sløv og flad fremtoning.