Fortryllende eventyr i friske klæderBedst som man troede, at Disney havde kastet det animerede håndklæde i ringen til fordel for konkurrenterne DreamWorks og Pixar, så overrasker de med den kosteligt morsomme “Fortryllet”. De klassiske animerede eventyr hvirvles dog ind i den virkelige verden, og det er i mødet mellem eventyrernes simple konventioner og en kynisk New Yorker-mentalitet, at den livlige fortælling tager kegler.

I det magiske tegnefilmsrige Andalasia regerer den onde dronning Narissa, der vil gøre alt for at hendes søn, den gode prins Edward, ikke gifter sig. Men han møder den yndige Giselle, og de to falder for hinanden. For at forpurre det unge pars ægteskabsplaner og redde sin plads på tronen, smider dronningen Giselle gennem en magisk portal, der leder til en anden verden, og pludselig befinder den tegnede figur sig i nutidens Manhattan – og hun er blevet et menneske af kød og blod! Her støder hun på skilsmisseadvokaten og alenefaren Robert, der forbløffes over hendes naive livssyn, men snart tør op overfor Giselles ublu tro på en lykkelig slutning og kærlighedens udødelighed. Samtidig er prins Edward taget til Manhattan for at redde sin udkårne tilbage i sine arme, og med ham kommer dronning Narissas sleske hjælper Nathaniel, der i al hemmelighed forsøger at forpurre prinsens planer.

“Fortryllet” starter ud som et animeret eventyr, der holder ånden fra Disney-klassikere som “Askepot”, “Snehvide” og “Tornerose” i hævd – dog med et slet skjult glimt i øjet. Alt i denne eventyrverden er rosenrødt og ligetil efter alle kunstens forskrifter. Dyrene taler og hjælper den godhjertede Giselle med festtøjet, den onde dronning forklæder sig som gammel kone for at lokke den uskyldige pige i fordærv, og prins Edward er ligeså firkantet som sit kæbeparti. Disse simple karaktertegninger og fantasifulde eventyrnormer vågner dog op til noget af et reality check, da de animerede figurer pludselig bliver til rigtige mennesker, der skal forsøge at begå sig i en moderne metropol. Filmens humor ligger hovedsageligt i den måde, man bogstavelig talt har levendegjort de tegnede karakterer og sat dem i uvante omgivelser, hvis kyniske rammer (det moderne storbymenneske) står i skærende kontrast til eventyrformlen de levede lykkeligt til deres dages ende.

Ikke ulig “Shrek”-filmenes postmoderne leg med intertekstuelle referencer, hvor eventyret, som vi kender det, får en tur gennem den moderne vridemaskine, så er “Fortryllet” fyldt med sådanne ironiske modstillinger, om end mere konkret. Her bliver mødet mellem de to verdener ikke en nyfortolkning af genrens konventioner, men en direkte konfrontation mellem fantasifigurer og den virkelige verden. I den forstand vil filmens humor nok kunne appellere til både det yngre og lidt ældre publikum.

De animerede sekvenser (der dog kun udgør en meget lille del af den samlede film) virker upåklageligt, og de obligatoriske sang-numre er sikkert komponerede ørehængere, man tager sig selv i at nynne, efter filmen er slut. Bagmanden er da også Alan Menken, der har skrevet musik til et hav af nyere Disney-klassikere, som f.eks. “Den lille havfrue”, “Aladdin” og “Herkules”. At sangenes magi vedbliver, selv når de sættes ind i den travle storby New York, er kun et cadeau til filmens instruktør Kevin Lima og musikkens forføreriske evner.

Filmens veloplagte manuskript kommer sikkert til live i skuespillet, der leverer den endelige magi – og her overstråler Amy Adams alle i rollen som den tegnede Giselle, der nu er blevet et virkeligt menneske. Som en Askepot-version af Kaspar Hauser er hun vidunderlig naiv, men samtidig stærk i sin blåøjethed, og i både mimik, gestik, intonation og emotionalitet formår hun at kopiere den animerede eventyrskikkelse til punkt og prikke. Også James Marsden som (den noget tomhjernede) prins Edward og Timothy Spall i rollen som dronningens tjener er vidunderligt morsomme, og Susan Sarandon ser ud til at have nydt sin korte optræden som über-bitchen Narissa.