Fra balkonen

InstruktionOle Giæver

MedvirkendeOle Giæver

Længde85 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen18/01/2018

Anmeldelse

Fra balkonen

3 6
Således talte Ole Giæver

Det starter ude i verdensrummet. Til tonerne af Richard Strauss’ “Also Sprach Zarathustra”, der også satte musik på de store ambitioner i Stanley Kubricks “Rumrejsen år 2001”. Vi zoomer ind på Jorden. Europa. Norge. Oslo. Balkonen på Borchmannsgate 12A, hvor instruktør Ole Giæver sidder med sin laptop og styrer rejsen fra rummet på Google Earth. Han rejser sig, bøjer sig ud over balkonen og stirrer op mod himlen efter den satellit, der stirrer ned på ham. “Fra balkonen” er et personligt filmessay, hvor Ole Giæver småfilosoferer over sin plads i universet fra sin plads på balkonen. Han vil gerne se de store, kosmiske totalbilleder. Men det er de små, eksistentielle close-ups, der er hans styrke.

Det var det også i hans forrige, “Mod naturen” fra 2014. Her spillede Ole Giæver en frustreret familiefar, der tog på ensom weekendvandretur i de norske fjelde for at reflektere over forholdet til konen og sønnen. Hvordan han havde svært ved at komme tæt på sin søn, og hvordan han overvejede at forlade dem. Det var en fiktionsfilm. Ole Giæver spillede en karakter. Martin. Men Martins kone og søn blev spillet af Ole Giævers kone og søn. “Mod naturen” flirtede på den måde med det selvbiografiske uden at forpligte sig. Den distance er væk i “Fra balkonen”. Det er Giæver-familien, det handler om.

Der er en lille detalje, der understreger de selvbiografiske ambitioner. Ole spiller computerspillet “Worms” med sin bror. En af de krigeriske ormekarakterer på skærmen er døbt Karl Ove Knausgård. Efter den norske forfatter, der skrev kæmpeværket “Min kamp”, hvor han blandende sin livshistorie med vidtløftige essays og filosofiske refleksioner.

Jeg tror, Ole Giæver gerne vil være en filmens Knausgård. Og i de øjeblikke, hvor han stiller skarpt på det undselige, konkrete hverdagsliv, så er der faktisk elementer af forfatterens blik for det banale. Knausgård kan bruge adskillige sider på at beskrive, hvordan han laver en kop te eller ryger en cigaret, og pludselig bliver den ligegyldige, nærmest gennemsigtige, handling synlig på en ny og forunderlig måde. På samme måde kan Giæver fortælle om at lægge tøj sammen. Børnene leger inde ved siden af. Konen sidder et sted og læser. Han er alene, men han kan mærke, de er omkring ham. Det er rart. Og det er rørende beskrevet.

Men det er mindre interessant, når han løfter blikket fra det nære og forsøger at tænke stort. Her er han bestemt ingen Knausgård. Han har da ret i, at rutiner er trygge, men ikke videre spændende. At livet går hurtigt, at vi bliver gamle og dør. At vores tilværelser er ubetydeligt korte i det store perspektiv, og at solen alligevel sluger det hele til sidst. Og jovist, det er et stort spørgsmål – hvad skal vi tænke om det hele? Men det bliver stillet, som om det er et nyt spørgsmål. Som om det ikke allerede er blevet stillet i flere tusinde år. Det bliver aldrig mere end dybt end en teenagers poesibog, når Giæver prøver at vride de store abstraktioner ud af sit lille, konkrete liv.

Ole Giæver er hverken Kubrick eller Knausgård. Men han er en sympatisk fortæller, der har et godt blik for sig selv og sine nærmeste. Han er bedre til at fortælle om vasketøjet i stuen end om de hvide dværge i verdensrummet. Næste gang må han gerne lade satellitterne hvile for min skyld. Det håndholdte hjemmevideokamera rækker langt nok.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En rejse igennem et år i Ole og familiens liv på Borchmannsgate 12A, Oslo, Norge, Europa, Jorden, Universet.

Hvad ville der ske, hvis du tog en pause fra den trædemølle, vi kalder livet, og spurgte dig selv: Hvordan er jeg endt her?

Er tingene, som jeg havde forestillet mig, at de ville være? Hvordan fortsætter jeg med at leve, selv om jeg ved, at solen vil brænde ud, og alting omkring mig vil forsvinde?

Ole Giæver viser hverdagslivet i det vestlige Europa med alle dens helligdage, minder, fantasier samt store spørgsmål. Øjeblikket, hvor du ser din datter køre på cykel for første gang, kan vække et væld af følelser i dig og kan føre dig til et sted langt, langt væk.

Hjemmevideoer fra din ungdom husker dig på dengang, du troede, at du skulle være den nye forsanger i A-Ha. Og når julen nærmer sig, samler du familien og forsøger at skabe nye minder ved at bruge de samme, gamle traditioner.