De 24 afsnitFrasier er, som den trofaste seer allerede ved, humor på et helt andet plan end mange af den amerikanske underholdningsbranches øvrige masseproduktioner. Er man forfalden til den – undskyld udtrykket – tomhjernede dåselatter-sitcom, vil Frasier nok ikke være et bekendtskab man værner om. Er man derimod ude efter god underfundig humor, hvor både den ironiske/selvironiske komik går side om side med sekvenser der opfordrer til lidt eftertanke og analyse, vil man hurtigt føle sig hjemme her.

Serien udvikler sig konstant i en positiv retning, og hvor der i de to første sæsoner godt kunne være enkelte, knap så morsomme afsnit med, byder hvert enkelt af de firetyve afsnit i denne box på førsteklasses underholdning.

Atter engang tager Frasier, brormand Niles, farmand Martin og resten af besætningen os med på en rejse igennem en usædvanlig psykiaters usædvanlige liv, i en hverdag fyldt med pudsige hændelser, skæve eksistenser og masser af kaos. Kaos, der naturligvis oftest udløses af hovedpersonen selv.

Som det sker i 9. afsnit, “Frasier Grinch”, hvor Frasiers søn, Frederick, skal hjem til far og fejre jul, for første gang efter Frasier er flyttet tilbage til sin barndomsby. Naturligvis er Frasier spændt på hvordan det vil spænde af, og vil gøre alt for at glæde sin søn. Han føler sig fuldkommen overbevist om, at drengen naturligvis ønsker sig de samme slags julegaver som han selv gjorde i den alder, og styrter derfor afsted efter “intelligente gaver”. Geologiudstyr, puslespil og sågar en legetøjshjerne, den arme knægt kan “more” sig med at samle. Bare for at finde ud af, at sønnen naturligvis ønsker sig det samme som alle andre 6-årige drenge; en supersej dræber-robot…
Her må Martin igen træde til og redde både barnebarnets og Frasiers jul. Selvfølgelig i allersidste øjeblik.

David Hyde Pierce er i en klasse for sig i tredje sæson. Han præsenterer sin karakter Niles ganske uovertruffent, og formår at bruge sit kropssprog på eminent vis. Bare hans måde at reagere på detaljer som duften af Daphne der går forbi, eller som det snobbede overklasseløg, der danser efter konens pibe, gør at man simpelthen ikke kan lade være med at holde af den stakkels, lille underkuede mand.
De små spydigheder han samtidig serverer for Frasiers producer Roz, når de to mødes, er endnu en lille detalje, der er med til at tegne det store billede. De to bryder sig ikke nævneværdigt om hinanden, og ingen af dem gør det store for at skjule dette. Dog er her ikke nogen decideret ondsindede grovheder eller direkte spot, men bare små og skarpe sidebemærkninger, som de hver især lister ud mellem ribbenene.

Når vi nu er inde og vende omkring kropssprog og dets betydning som virkemiddel på skærmen, vil det ikke være rimeligt at overse Edward Hibbert. Hibbert spiller Gil Chesterton, stationens restaurant-anmelder, og er et kapitel for sig. Han er en midaldrende britisk gut, med det man – uden at fornærme nogen – vist nok kan kalde en fuldblods bøsse-attitude. Hans væremåde og ordvalg formår på én gang at være både høflig og imponerende spydig. Og så i samme sætning.
Ingen kan som han nedgøre andres indsats eller arbejde.
Kombineret med hans motorik, med svingende arme og svajende krop, yder han hver gang en enestående indsats, og præsterer at kreere en skikkelse man fra første færd danner en mening om. Enten er man helt vild med hans karakter, eller også kan man ganske enkelt ikke udstå ham.

Tredje sæson er samtidig sæsonen, hvor vi for for første gang, finder et afsnit skrevet af alle de til serien tilknyttede manuskriptforfattere i fællesskab.
“Moon Dance” er konstrueret på den måde, at hver enkelt forfatter har skrevet en scene til afsnittet. En ny måde at arbejde på for hele teamet bag serien, og samtidig det første afsnit med Kelsey Grammer selv i instruktørstolen.
Som en lille sidebemærkning kan nævnes, at netop dette afsnit efterfølgende blev belønnet med en Emmy.

Helhedsindtrykket efter at have set de 24 afsnit, er det bedste indtil nu. Som tidligere antydet var der enkelte afsnit i de første to sæsoner der havde sine svage punkter, dog uden af være dårlige. Det er der bare ikke i sæson 3. Her er fuld valuta for pengene, og en virkelig godbid til fans af serien.

BilledeBilledet står i hele denne sæson dejlig klart og tydeligt. Der er naturligvis lidt spor af alder (sæsonen er fra 1995-96), men ikke tilnærmelsesvis som i sæson 2. Menuerne er ligeledes bedre og klarere i farverne, men dog stadig ikke voldsomt inspirerende. Det er dog mere en layout-ting, end det er billedkvaliteten der kan sættes en finger på her.

LydSom med billedkvaliteten er kvaliteten af lydsiden forbedret i forhold til de tidligere sæsoner. Rent og klart lydbillede, der heldigvis ikke er præget af den voldsomme dåselatter amerikanske producenter af uforklarlige årsager ynder at molestrere deres produktioner med.

Ekstra-materialeEkstramaterialet har på ingen af de første to udgivelser været det element, der var brugt mest energi på. Det samme er desværre tilfældet her, på tredje sæson. Til gengæld er kvaliteten af det materiale der så er kommet med, ganske tilforladelig.

Der indledes med “Crane-brødrene mindes sæson 3”, hvor Kelsey Grammer og David Hyde Pierce fortæller om arbejdet med at skabe seriens tredje sæson, samt en kort gennemgang af de øvrige skuespillere i serien. En ganske interessant feature, som giver et spændende glimt af arbejdet bag kulisserne.

Næste punkt er “En samtale med Art Director Roy Christopher”, hvor manden der har designet hele showet øser af sine erfaringer. Som seer er det typisk de færreste der tænker over hvor mange ting der skal overvejes, for at skabe det helt perfekte miljø til hvert enkelt afsnit.
Alt fra små detaljer som bestemte lysdæmpere i Frasiers radiostudio, til flere dages research for at finde frem til Cafe Nervosas indretning, caféen der fungerer som brødrene Cranes faste fristed.

“Celebrity Voices” er et eksempel på nogle af de kendte personer der er benyttet til at lægge stemme til enkelte af de lyttere, der ringer ind til Frasiers radioprogram. I tredje sæson fandt bl.a. David Duchovny vej til Dr. Crane.
De sidste to ting man har hentet frem fra arkivet er tredje del af “Mysteriet om Maris”, samt min personlige favorit, “Bulldog Crazy”.
Gem denne til sidst hvis du vil afslutte ekstramaterialet med to minutters latter. Her er 121 sekunders fornærmelser fra mesteren selv.

Første og sidste punkt bærer ansvaret for, at ekstramaterialet trods sin relativt lille volumen, alligevel sniger sig op på en 4’er. Kvaliteten af disse to er så høj, at de opvejer den beskedne kvantitet totalt set. Uden disse to ville det højst være blevet til 3.