Freeheld

InstruktionPeter Sollett

MedvirkendeJulianne Moore, Ellen Page, Michael Shannon, Steve Carell, Luke Grimes

Længde103 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen09/06/2016


Anmeldelse

Freeheld

3 6
Dobbelt op på frihed

Frihed er nærmest et grundstof i USA. Altid boblende i undergrunden som brændende texansk olie. De har så meget af det, at de er begyndt at eksportere til Mellemøsten. Desværre er kedelige typer i gang med at påpege, at friheden har grænser. Også i Guds eget land. De kan fx gøre som den kræftsyge betjent Laurel Hester og kræve, at samleveren Stacie Andree får del i tjenestemandspensionen. Ligesom alle andre politifruer. Dokumentaren “Freeheld” redegjorde fint, men den skulle altså nu blive til spillefilmen “Freeheld” og føre kampen videre med Julianne Moore og flere violiner.

Titlen spiller ikke kun på den let ironiske sammenstilling af fri og holdt, men også på den kortslutning mellem nutid og fortid, der ofte bremser lighedstanken i USA. Freeholders er en betegnelse for medlemmerne af den lovgivende forsamling i Ocean County i den amerikanske stat New Jersey. Overleveret fra dengang en rigtig mand ejede jord, og en lesbisk politibetjent var mindst tre århundreders kvindekamp væk fra virkeligheden. Og selv om Laurel Hester er tæt på idealet for en ægte friholder; flittig, ydmyg og med eget hus, er Ocean County ikke stor nok til at klare både hendes nosser og hendes kusse.

Julianne Moore er rutineret hårdbar som stram politibetjent, der har levet så længe i skjul, at hun knap nok lægger mærke til de mandlige kollegers sexisme. Der skal en forelskelse til at åbne hende op, og Moore viser fint balancegangen mellem karriere og kærlighed i en mandsdomineret og homoforskrækket strømerverden. Hele romancen med Ellen Pages Stacie Andree er til gengæld en jappet udgave af Hollywoods evige brugermanual til dårlige datere. Spørg tøvende om telefonnummer, drik en håndbajer og flyt så ind i den villa! Vi har en tragedie at vise.

Samlivet og karrieren er et nødvendigt onde, vi lige skal igennem, inden vi kommer til retssagen og den egentlige kerne. Som om man lige skal krydse af på skemaet, at Laurel er en sød samlever og en vældig kammerat på politigården. Man har altså travlt, når man klipper vådrumsspartling, biljagter og underskrift på partnerskabskontrakten sammen til en fem-minutters montage med lystig guitarmusik. Inden kræften kommer, får vi et glimt af lykken: en grim hund og en småknotten Ellen Page, der mukker mere nasalt end i “Juno”. Hun gør ikke Stacie Andree nogen tjeneste.

Man er intenst optaget af at vise den unikke normalitet frem, men det er immervæk noget som en dokumentarfilm også kan. Og sandsynligvis meget bedre. Jeg savner et æstetisk valg, en stilistisk begrundelse for at det her skal være en spillefilm. Michael Shannon er bister og solid som den forelskede makker. Steve Carell klovner rundt på automatpilot i spidsen for det store cirkus-aktivist nummer. Alle får vist, hvad de kan, men få gør et blivende indtryk.

“Freeheld” er en rodet mellemting mellem biografi, kærlighedshistorie og retssalsdrama. Når man ser flere og flere dokumentarfilm lege med formen og inkorporere narrative træk i spændende hybrider, bliver sådan en 1:1-fortolkning overflødig. Virkeligheden kan siges at holde for godt fast i den frie kreativitet. Fiktionen står stille, tilfreds med lidt stjernestøv og støtte til de svage. Men lad det nu ikke skygge for meget. Hesters kamp for frihed er vigtig og fortjener en film. Nu er der så bare to.


Trailer

Kort om filmen

Laurel, en detektiv med 23 års erfaring i politistyrken, bliver diagnostiseret med uhelbredelig lungekræft. Efter diagnosen vil Laurel overdrage sin pension til livspartneren Stacie, hvilket er normal procedure for andre gifte par i samme situation.

Her møder hun stærk modstand fra et panel lovgivere, der alle stemmer imod Laurels ønske. Dette bliver starten på en kamp, der får stor medieopmærksomhed og gør Laurel til (en noget ufrivillig) aktivist for LGBT-rettigheder i hele USA.

Freeheld er den sande historie om Laurel Hesters kamp fra sygesengen. Historien blev også fortalt i dokumentarfilmen af samme navn, som vandt en Oscar for Bedste Korte Dokumentar i 2008.