Clausen i Jylland

Erik Clausen er efterhånden blevet en institution i dansk kulturliv. Både som komiker, debattør, sagnskriver og filminstruktør har han siden 70’erne kommenteret og provokeret især det borgerlige Danmark. I denne uge er Clausen så på banen igen med endnu en fortælling om John, der får et afbræk fra hotel Gitterly.

Mod at angive fængslets største narkohandler prøveløslades den aldrende straffefange John. For ham er friheden længe ventet, og retningen sættes øjeblikkeligt mod sønnen i Jylland. Her venter der imidlertid John andet end vestenvinden og frisk havluft, for sønnike er i knibe både i forhold til den dominerende svigerfar og dennes ufine kompagnon og også på det familiære plan, hvor hans blonde kone overraskende har født et mulatbarn. John må trække i arbejdstøjet rent bogstaveligt talt for at overbevise omgivelserne om, at frihed og kærlighed trods alt er det vigtigste i tilværelsen.

“Frihed på prøve” er en fortsættelse til Erik Clausens “Ledsaget udgang” fra 2007, men forudsætter ikke et større kendskab til etteren. Væsentligste lighed mellem de to film er, at en del af persongalleriet gentages med Erik Clausen i den altdominerende hovedrolle som John. Men hvor den første film forsøgte sig med en udvikling af John-karakteren fra dumsmart egoist til mere omsorgsfuld familiefar, er “Frihed på prøve” ganske blottet for udvikling. Her handler det i højere grad om, at John med nyvundne indsigt i livet skal ændre omgivelserne.

Personinstruktion har efter denne anmelders mening aldrig været Clausens stærke side. Særligt ikke når det gælder hans eget skuespil, og dette tynger denne film som et tungt åg. Clausens djærve John-karakter veksler mellem to til tre ansigtsudtryk, der ledsages af den karakteristiske flade og lidt monotone diktion, hvilket ofte gør det vanskeligt at skelne mellem John og Clausens offentlige persona. Skuespillet lider også, når det drejer sig om birollerne, hvor sønnen, der spilles af stand-upperen Henrik Bruhn, desværre ikke formår at placere en eneste replik, uden den klinger skævt.

Ingen Clausen-film uden et budskab, og i “Frihed på prøve” er det mantraet “frihed og kærlighed”, der nagles fast, så alle er med. Sympatisk udsagn, men antydningens subtile kunst mejes gang på gang ned af Clausens fræsende lige-ud-af-posen-snak. Ofte får scenerne karakter af belærende foredrag om dette og hint for til gengæld at efterlade plot og fortælling som et sørgeligt vraggods, skyllet ind ved den jyske vestkyst. I ganske lavt gear tøffer vi derudad med folkekomediens floskler om indspiste og forstokkede, jyske bønderrøve og gæve københavnerdrenge. Et usandsynligt sideplot om en lejemorder glider kluntet ud af historien, og introduktionen af en forskræmt Muhammed-tegner virker hovedrystende akavet.