Renhjertede patrioter

Besættelsestiden er kommet tilbage på det store lærred efter mange års dvale. I 2008 fik vi serveret historien om de to mytiske likvideringseksperter Flammen og Citronen, og i år er turen så kommet til en norsk modstandsmand af en næsten endnu større kaliber, Max Manus. Vor tid mangler åbenbart rigtige helte, og så er det jo rart, at man kan gå tilbage til en tid, hvor kampen mellem det gode og det onde huserede i verden. Dengang var der jo som bekendt rigtige helte til.

Da den unge Max Manus vender hjem som frivillig i den finske vinterkrig, begynder han straks en aktiv modstand som leder af en lille gruppe unge mænd mod den tyske besættelsesmagt i Norge. I begyndelsen er det mest illegale blade, men snart bliver aktionerne mere dristige, hvilket også øger Gestapos interesse for at få dem fanget. Efter et træningsophold i England koncentreres sabotagen i en række store aktioner mod tyske skibe i Norge, og inden længe er Manus blandt de mest eftersøgte i landet.

Selvom “Max Manus” tilhører samme genre som “Flammen og Citronen”, er de to film kun overfladisk beslægtede. For hvor filmen om de to danske modstandsmænd fører arven videre fra Jean-Pierre Melvilles geniale “En hær af skygger” (1969), hvor desillusionen og modstandens gråzoner er det tematiske omdrejningspunkt, er “Max Manus” langt mere i tråd med efterkrigstidens sort/hvide heltefilm som “De røde enge” og “Den usynlige hær” (begge fra 1945)

“Max Manus” er et rendyrket helteepos. Filmen igennem vises Manus som en vaskeægte helt, der kæmper for det gode mod det onde. Med en naivisme, som fremstilles lige så sund som den norske bjergluft, kæmper de brave ungersvende mod de infernalske tyskere, der ledes af den dæmoniske Gestapochef Fehmer. Her er ingen komplicerede nuancer eller afspejling af de sidste mange års revisionistisk historieskrivning. Det er jo også så besværligt. Manus er en sand norsk nationalhelt. Hans eneste begrundelse for at kæmpe mod tyskerne er, at de har stjålet hans land. Det kære fædreland er motivet, og hertil hører selvfølgelig kongen, som højtideligt holder tale til sine modige landsmænd under Manus’ ophold i England, mens de stolte unge nordmænd modtager hæderen med rank ryg. Man undgår ikke at trække svagt på smilebåndet undervejs over den bedagede og naive nationalromantik, der giver mindelser om Poul Reichhardt som frihedskæmper i efterkrigstidens danske film.

Filmen lader dog ikke sine helte komme sovende til deres bedrifter. Det er en nådesløs og brutal kamp, hvilket det jo også var. Ved en stærk realisme i skildringen af modstandskampen får filmen en gedigen intensitet og elementær spænding. Hertil har filmen – som genren generelt – et særligt es at spille, som forøger spændingen maksimalt. I en række scener får vi indblik i Gestapos bestialske forhørsmetoder, hvor døden er en nådegave i sammenligning. Visheden om at vore kære hovedpersoner vil blive udsat for denne grusomme tortur, hvis de bliver fanget, giver spændingsniveauet et markant løft, så man holdes på kanten af biografsædet det meste af filmen.