En vellykket jagt

Her er for en gangs skyld en børnefilm, hvor man ikke inden for 10 minutter ved, hvordan det hele ender. Det virker ellers tilsyneladende mere eller mindre som en uskreven regel, at filmskabere – i det øjeblik de har bevæget sig ud i børnefilmsterritorium – øjeblikkeligt mister enhver opfindsomhed eller vilje til at forsøge sig med noget nyt, men der er gudskelov stadig enkelte, som tør trodse vanetækningen.

En af dem er Christian Dyekjær, der med “Fuglejagten” har ønsket at fortælle en historie, som både børn og voksne vil have grund til at se, og som ikke taler ned til nogen af parterne. Filmen handler om Victor, der er taget på en tur på landet sammen med sin far. Forældrene er for nyligt gået fra hinanden, selvom faderen er virkelighedsfjernt overbevist om, at moderen blot har en krise og snart vender hjem igen.

Både far og søn deler imidlertid en passion for de flyvende størrelser, og derfor deltager de i den store årlige fuglejagt, hvor det gælder om at se så sjældne fugle som muligt. Der er meget på spil i år, for Viktor er opsat på langt om længe at vinde over den evigt overlegne konkurrent, Daniel, der altid løber med hovedpræmien. Samtidigt viser det sig oven i hatten, at Viktors mor tilsyneladende har en affære med Daniels far, hvilket blot vil gøre det endnu mere tillokkende at slå Daniel, så hans far også kan få hævn.

Christian Dyekjær har efter eget udsagn selv deltaget i denne slags udflugter, og hele miljøet omkring fuglespotterne er da også fuldstændig overbevisende fortalt. Her er der ligesom så mange andre steder et skarpt skåret hierarki, og hvor det i andre kredse gælder om at have den største bil, de dyreste fodboldstøvler eller den mest luksuøse villa, er der blandt de Fjällräven-beklædte fuglespottere en kamp om at se den fugl, som gør, at man kan sætte det eftertragtede kryds i bogen. Jagten efter de højt begærede fugle gør også sin indvirkning på psyken blandt deltagerne, der både presses til tvivlsomme metoder for at vinde, og som pludselig investerer en absurd mænge følelser i hele forløbet.

Den slags giver selvsagt anledning til at køre hele satire-kanonen i stilling, for i bund og grund er den samme slags begejstring præcis lige så sært rørende og fjollet, som når Barcelona-fans bryder ud i tårer, fordi holdet har tabt til Chelsea. Som altid er overstadige passioner ekstremt vigtige for lige netop dem, der har dem, men temmelig latterlige at betragte for dem, der ikke er blevet smittet. Dyekjær lader oven i købet den sorte humor få en ekstra drejning i nogle stærkt satiriske flashbacks, der ville have passet lige ind i “Max pinlig”-universet.