Ingen fut i Futurama

Det er egentlig ganske passende, at den seneste film om figurerne fra Matt Groenings prisbelønnede tegnefilmsserie, “Futurama”, omhandler et monster, der infiltrerer sine ofre på samme måde som en parasit og frarøver dem al kritisk sans. Man skulle tro, at folkene bag “Futurama: The Beast with a Billion Backs” er blevet angrebet af et lignende kreatur. Det var et mirakel, at Groening og Co. overhovedet fik lov til at genoplive “Futurama”, efter at tv-serien blev skrottet tilbage i 2003. Det er derimod tragisk, at man allerede nu er begyndt at frygte, at de splinternye “Futurama”-film vil besudle føljetonens ry i stedet for at styrke det.

Den anden og tilmed tredjesidste “Futurama”-film har især ét alvorligt problem: Der er alt for langt mellem de morsomme øjeblikke. Derudover er der ikke ét eneste af fortællingens (angiveligt) humoristiske momenter, der afføder en mere livlig reaktion end et lynhurtigt træk på smilebåndet eller (allerhøjest) diskret kluklatter. Den ekstremt sarkastiske og kyniske, men alligevel charmerende robot Bender var det helt store lyspunkt i den forrige film, “Futurama: Bender’s Big Score”, og det er han også i “The Beast with a Billion Backs”. Men denne gang får han desværre slet ikke nær så megen spilletid, og John Di Maggios karakteristiske stemme er ofte hårdt savnet.

Det var forundrende, hvor tilfældige og platte hovedparten af vittighederne var i “Bender’s Big Score”. Og kvaliteten og kvantiteten af ‘morsomhederne’ er ringere her i fortsættelsen, hvilket er ubegribeligt, når nu seriens ophavsmænd har haft årevis til at finde på nye ideer og desuden begik genistreger på stribe, dengang serien ugentligt gæstede sendefladen. Det føles særdeles underligt at overvære Bender, pizzabudet Fry, det enøjede rumvæsen Leela og alle de andre i aktion i det 31. århundrede og hovedsageligt reagere på deres udskejelser med opgivende skuldertræk. Det er, som om Groening og hans kollegaer har tænkt, at det ville være nok for fans at gense deres højtelskede figurer og spild af kræfter at give dem mindeværdige replikker eller interessante ting at lave.

Især derfor føles “The Beast with a Billion Backs” snarere som en kollage af enkeltstående sketches end en egentlig, sammenhægende film. Det hjælper naturligvis heller ikke, at seancen er spækket med sideløbende fortællinger, som sjældent synes at have noget med hinanden at gøre. Som en oplevelse svarer “The Beast with a Billion Backs” til at møde op til en fest med gamle skolekammerater, man ikke har set i årevis, hvor man hurtigt indser, at man ikke længere har noget tilfælles med de fremmødte.

Filmen bliver hurtigt mere trættende end at skulle gentage dens lange titel, og der er også mange, mange minutter mellem de visuelt imponerende sekvenser. Et storslået rumslag er en halvhjertet efterligning af en scene fra “Bender’s Big Score”, mens en herlig introsekvens i sort/hvid desværre blot varer få sekunder. Den såkaldte ‘Death Ball’-scene, hvor vores helte og heltinder jages af store sølvkugler på et enormt, roterende bræt, er imidlertid fremragende. Iderigdommen i den ene scene understreger for alvor, hvor uopfindsom resten af dette animerede lystspil er. Lad os håbe, at manuskriptforfatterne genser tv-seriens episoder og genopdager deres talenter, inden det er for sent.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Futurama: The Beast with a Billion Backs” ser nøjagtig ligeså godt ud på dvd som den foregående “Futurama”-film. Ikke overraskende er farverne smukke, og billedet er fuldstændig pletfrit. Kun i yderst få af filmens mest aktivitetsprægede skud optræder der komprimeringsfejl, som aldrig irriterer. Derudover optræder der også edge-enhancement i flere scener, og en sjælden gang imellem kan glorierne rundt om figurerne og deres omgivelser godt være en anelse irriterende. Men billedet er så knivskarpt, og kontrasten er så god, at billedet til tider virker nærmest tredimensionelt, hvilket er noget, man kun sjældent kan sige om et almindeligt SD-transfer.

Audio

“Futurama: The Beast with a Billion Backs” lyder også nøjagtig ligeså godt som “Futurama: Bender’s Big Score”. Discens Dolby Digital 5.1-lydspor gør primært brug af fronthøjtalerne – især centerhøjtaleren. Det er lidt en skam, at filmens lydside ikke er lige så ambitiøs som produktionens ekstravagante billedside. Overstyring eller andre former for støj høres aldrig, og hver eneste replik, lydeffekt og musikstykke er distinkt. Der er enkelte fine panoreringer, men man savner mere aktivitet – ikke mindst under filmens (lidt for) stilfærdige scener.

Ekstramateriale

Matt Groening og et hav af filmens bagmænd og stemmeskuespillere har indtalt et morsomt kommentarspor, der byder på langt flere muntre vitser end selve filmen. Der bliver heldigvis ikke brugt for megen tid på knastørre detaljer om arbejdet på animationerne, og der er en god stemning blandt deltagerne, som aldrig tager sig en velfortjent pause.

“Futurama: The Lost Adventure” (30 min.) er en montage, der består af samtlige videosekvenser fra det “Futurama”-videospil, der udkom for en håndfuld år siden. Der er også blevet indtalt et ganske underholdende og informativt kommentarspor til dette lange sammenklip. Folkene bag serien diskuterer meget åbenhjertigt, hvad, de syntes, fungerede og ikke fungerede i spillet. Det er super, at fans, der ikke har haft adgang til videospillet, nu har mulighed for at se, hvad det gik ud på. “David Cross Featurette” (2 min.) og “Blooperama” (2 min.) tilbyder morsomme, om end korte klip af skuespillerne, der indtaler deres spøjse replikker i lydstudiet. Derudover medfølger knap 28 minutters storyboards, 4 minutters ufærdiggjorte slettede scener og en 2 minutter lang (og knap så lovende) forsmag på den næste “Futurama”-film: “Bender’s Game”.