Kom og se”Advarsel! Indeholder meget stærke og chokerende scener” advarer omslaget til dvd-udgivelsen af “Gå og se”. Og man gør klogt i at tage advarslen alvorligt. Elem Klimovs sovjetiske krigsfilm fra 1985 indeholder frygtindgydende levende billeder, man ikke glemmer lige med det samme. Det kræver robuste nerver at komme helskindet igennem filmen, men “Gå og se” er en kunstnerisk triumf og en essentiel historielektion om en lidet kendt periode.

Filmen omhandler den godmodige teenager Florya, der forlader sin enlige mor og sine to lillesøstre for at bekæmpe nazisterne i Hviderusland anno 1943. Allerede på sin første dag i tjenesten konfronteres den unge knægt med krigens chokerende galskab, da han skældes ud, fordi han ikke likviderede sin øverstkommanderende, der glemte at sige lejrens kodeord højt. Florya bliver efterladt af sine soldaterkammerater, der ikke har megen tiltro til drengens evner. Men nazisterne nærmer sig med så megen hast, at der ikke går længe, før Florya står ansigt til ansigt med nazisterne og deres rædselsfulde gerninger.

Klimov var sikker på, at ingen ville gide se hans ubehagelige værk, men den kompromisløse instruktør nægtede alligevel at censurere filmen for at gøre den mere letfordøjelig. Klimovs beundringsværdige vovemod er en af hovedårsagerne til, at “Gå og se” er endt som en af genrens mest tilbedte og berygtede værker. Men alt andet end en fuldkommen sandfærdig og troværdig afbildning af et af verdenshistoriens dystreste kapitler havde formentlig også været en anelse blasfemisk. Og hovedparten af “Gå og se” føles skræmmende autentisk. Kun et par malplacerede sekvenser og lidt søgt symbolik svækker midlertidigt filmens hypnotiske effekt, som blandt andet det intime kameraarbejde og psykedeliske, eksperimenterende lyddesign er med til at skabe.

Æstetisk er “Gå og se” enormt raffineret, og man mærker tydeligt, at Klimov har ladet sig inspirere af sin legendariske landsfælle, Andrei Tarkovsky. Man må bestemt heller ikke undervurdere filmens historiske værdi. Langt hovedparten af de film, der omhandler den sidste verdenskrig, beretter om amerikanske og/eller britiske soldater, som bekriger horder af anonyme tyskere. Vi har gang på gang set de samme historiske vestlige episoder og karakterer blive skildret på det hvide lærred. Men hvor mange vidste, før de havde oplevet “Gå og se”, at nazisterne brændte 628 hviderussiske byer ned til grunden? Det er en forfærdelig kendsgerning, der slås fast i en vigtig og forfærdende film.

Godt nok er filmen ikke helt så chokerende, som den var i 1985. Krigsfilm som Spielbergs “Schindlers liste” og “Saving Private Ryan” har rykket grænsen for, hvad biografpublikummet kan tolerere at se i mainstreamfilm om den begivenhedsrige periode. Men en af de talrige ting, der gør “Gå og se” så virkningsfuld og unik, er, at historien fortælles igennem øjnene på et barn. Et barn, der i begyndelsen ikke har nogen konkret idé om, hvilken ondskab, der eksisterer uden for hans idylliske landsby. Man siger, at det første, der går tabt i krig, er uskyld, og det standpunkt slås fast med syvtommersøm og bøjes i neon i “Gå og se”.

Aleksei Kravchenko, der blot var 14 år gammel under optagelserne, er superb som Florya. Kravchenko blev blandt andet beskudt med ægte ammunition under produktionen, og Klimov var så hensynsfuld, at han forsøgte at få teenageren hypnotiseret, så skuespilleren ikke ville lide psykisk overlast grundet de ubehagelige optagelser. Florya mønstrer et uforglemmeligt portræt af et ungt menneske, der knækkes af krigens uhæmmede brutalitet. Under den berømte scene, hvor en efterhånden ugenkendelig Florya konfronterer et fotografi af Hitler, er det svært ikke at blive bevæget. Og Olga Mironova er hjerteskærende som pigen Glasha, der i en stor periode er Floryas eneste rejsekammerat på turen gennem helvede på jord.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen-format. Der optræder en del gryn og støj, og især scener, der indeholder røg eller tåge, ser meget komprimerede og snavsede ud. Edge-enhancement optræder heldigvis sjældent, og billedet er skarpt igennem størstedelen af filmen. Kontrasten er også nogenlunde, mens farvetemperaturen til tider vakler lidt.

AudioProduktionens lydside er en af filmens vigtigste komponenter, og heldigvis er skivens russiske Dolby Digital 5.1-lydspor særdeles effektivt igennem store dele af filmen. Til tider virker baghøjtalerne lidt for ivrige, og flere af panoreringerne er alt for åbenlyse. Men alle lydeffekterne og replikkerne kommer tydeligt igennem, og musikken overdøves heller aldrig. Hverken støj eller overstyring optræder, og LFE-kanalen udnyttes fornemt til at levere dyb rumlen, der skaber en slags ubehag, som kun gør filmen endnu mere virkningsfuld. Nogle vil måske foretrække at lægge øre til filmens oprindelige, russiske monospor, der også er inkluderet, og som lyder ganske hæderligt.

EkstramaterialeDer er indspillet en kort introduktion til filmen med instruktøren Elem Klimov (21 min.). Der er også inkluderet et interview med instruktøren (3 min.). Klimov er en velformuleret og interessant fortæller, der beretter om alt fra filmens titel til mandens egne ubehagelige oplevelser under anden verdenskrig. Filmmageren, der døde for få år siden, forklarer også, hvorfor han aldrig lavede flere film efter “Gå og se”. Fascinerende interviews med hovedrolleindehaveren Aleksei Kravchenko (13 min.) og production-designeren Viktor Petrov (8 min.) er også inkluderet.

De to gamle mini-dokumentarer “Fascist Crimes” (6 min.) og “Partisan Movement” (12 minutter) tilbyder et kort, men ofte frygtindgydende kig på krigsførelsen og krigsforbrydelserne i Hviderusland under anden verdenskrig. Et lille hæfte, et billedgalleri og trailere til filmene “Spejlet”, “Solaris”, “Vandringsmanden” og “Den yderste dom” medfølger også.