Livets musik

Det er et forholdsvist sjældent fænomen, når rumænske film endelig når ud over landets egne grænser. Vi så det med den ubarmhjertige “4 måneder, 3 uger og 2 dage”, der på ubønhørlig facon tager temperaturen på et Rumænien i årene efter diktatoren Caucescus fald. Men der er også andre, og et glimrende eksempel er den noget ældre “Gadjo Dilo” , der umiddelbart i en mere positiv ånd ekspliciterer de forhold, som var, mens førnævnte statsoverhoved stadig var ved roret.

Det er der kommet en ganske sælsom film ud af. Allerede i de første sekunder møder vi den unge og ensomme franskmand Stéphane, hvis forehavende ikke i første omgang fremgår. Men som historien i sit eget lunefulde leje folder sig ud, erfares det, at han er på jagt efter den rumænske folkesangerinde Nora Luca, stemmen bag faderens absolutte yndlingsnummer – et nummer, der blev spillet igen og igen ved dennes dødsleje. Da Stéphane møder den alkoholiserede Izidor, venter imidlertid en ganske uventet drejning. For mens den enes søn er blevet smidt i kachotten for voldelig opførsel, hvilket giver et stort afsavn, så savner den anden i den grad en faderskikkelse. Et særegent bånd mellem to mænd, to generationer og to kulturer er hermed indledt.

For Izidor er ikke bare rumæner, men tilhører samtidig en større gruppe sigøjnere, som i første omgang er noget tøvende med at tage den nytilkomne til sig. Alligevel beslutter Stéphane i egen afmålte facon at blive hængende hos det flamboyante folk i stedet for at drage videre på sin færd. Undervejs udvikles tilmed stærke følelser for sigøjnerkvinden Sabina. En udvikling, der kommer til at slå erotiske gnister i de tos længselsfulde blikke. Mest interessant er dog filmens fremragende skildring af et folk, der i generationer har været hadet på tværs af grænser. Fordomme nedbrydes, og en kulturel samhørighed begynder stille og roligt at indfinde sig. I “Gadjo Dilo” er det mest charmerende træk formentligt den lurende galskab, man hele tiden fornemmer, og som sandsynligvis vil få selv en Emir Kusturica til at sende anerkendende nik.

Det er herligt, når en filminstruktør får alt ud af intet som helst. Det er faktisk tilfældet for fransk-algierske Tony Gatlif, der viser en udsøgt fornemmelse for at finde ind til de helt store tematikker, de helt store følelser og de helt stor budskaber i et nøgternt og minimalistisk sprog. “Gadjo Dilo” er en fabelagtig perle – denne gang i ordets bedste betydning – som er meget svær at ryste af sig igen. Det ligner regulære tilfældigheder, når handlingen skrider fremad på den måde, den nu engang gør. Den franske nybølges vingesus er allestedsnærværende og præger en film, hvor musikken har det meste at skulle have sagt.

Modsat det vante er både scener og karakterernes gestik til tider ganske teatralske, og det er et element, man som tilskuer må acceptere, hvis “Gadjo Dilo” skal blive den udsøgte nydelse, der er mulighed for. Kan man det, er nærværende film dog en helt forrygende oplevelse. Trods stort armod tages livet blandt de hårdt ramte nomader med et smil. Rigdommen ligger ikke i tykke pengebundter og glimtende armbåndsure, men i livet som sådan. Musikken, naturen, erotikken og kærligheden. Det er nogle af de elementer, der spiller sammen for at skabe et frodigt liv for den enkelte. Alt er nemlig ikke så sort eller hvidt, som der kan være en tendens til at gøre det store billede til. Nuancerne er der. Man skal blot kigge efter dem.

Trods en alvor drejning sent i “Gadjo Dilo” er filmen grundlæggende udstyret med en munter og indtagende tone. Særligt spiller de genvordige sprogbarrierer en sådan rolle – vores hovedperson kan nemlig ikke et kvæk rumænsk, og mens det er noget, han tillærer sig undervejs, så rodes han ofte ud i ganske komplekse situationer. Stéphane finder muligvis ikke den rumænske folkesangerinde, han oprindeligt er på udkig efter. Men i stedet finder han ind til den rumænske folkesjæl. Og det er vel også filmens største gevinst – måden at beskrive det folk, der trods forskelligheder alle har haft det til fælles, at de var underlagt Caucescus nådesløse jerngreb. Film som denne er med til at gøre filmhistorien i sin helhed til en levende og dynamisk organisme.

Video

“Gadjo Dilo” præsenteres i anamorphic widescreen 1.66:1-format, som ikke er udgivelsens stærkeste kort. Ganske vist er der ikke nævneværdige eksempler på edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, men til gengæld er der flere tilfælde af blødhed og udsmatninger. Også kontrasten har sine udsving undervejs, om end farvetemperaturen holder sig nogenlunde stabil.

Audio

Bedre er det fransk- og rumænsksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor, hvor dialogen er tydelig og bortset fra et enkelt tilfælde ikke byder på overstyringer. Musikken er insisterende og veloplagt, mens atmosfæren er tro mod filmens univers. “Gadjo Dilo” er ikke en film med store auditive armbevægelser, så af samme grund bør forventninger til lydsiden dog været relativt beskedne.

Ekstramateriale

Ud over en portion trailere, et slideshow samt en tekstbaseret biografi og filmografi over instruktøren er der ikke noget ekstramateriale at komme efter. Desværre.