”Jeg tror debutfilm er det farligste i verden” – Nicolas Winding Refn

Med Phie Ambos dokumentarfilm “Gambler” befinder Nicolas Winding Refn sig pludseligt i et skarpt kapløb med Lars von Trier om at være Danmarks mest eksponerede filmperson. Da Ambo begyndte på optagelserne til filmen “Gambler”, var der nemlig allerede lavet én dokumentarfilm om instruktørens arbejde, samt udgivet en bog om emnet – og det på et tidspunkt, hvor instruktøren endnu kun havde lavet tre spillefilm. Så imens at Nicolas Winding Refn i “Gambler” spekulerer over, hvorfor han skal lave “Pusher II” og “Pusher 3”, sidder jeg i biografsalen og spekulerer over, hvorfor Phie Ambo har valgt at lave “Gambler”…

Men det er faktisk meget forståeligt. For det første er det en rigtig god historie med en mand, der skylder 5,5 mio. kr. væk og tvinges til at gå på kompromis med sig selv som kunstner for at skaffe penge til firmaet og sit lille nyfødte barn. For det andet er Nicolas Winding Refn en af de mere spændende filmskabende personligheder Danmark har at byde på. I et land, hvor alle har gået på Filmskolen og er private venner med Anders Thomas Jensen og Nikolaj Lie Kaas, er det fedt at høre om en, der går sine egne veje – med større eller mindre succes.

Filmen fokuserer på tre handlingstråde. Dels Nicolas sammen med sin lille familie, der består af datteren Lola og kæresten Liv, der mildest talt bliver mindre og mindre forstående overfor Nicolas’ beslutninger i forhold til deres økonomiske situation. Filmen fokuserer også på Nicolas Winding Refns store problemer med at rejse ny kapital og på hans arbejdsmetode i de nye “Pusher” film, der er hans løsning på pengeproblemet. Denne tredeling giver mening og alle tre historier er interessante – ikke mindst fordi de supplerer hinanden, så stoffet ikke bliver for ensformigt.

Og sammen med filmen lever man sig virkelig ind i Refns forfærdelige situation. Man kan næsten mærke, hvordan hans hænder sitrer, når de vigtige opkald skal foretages, og hvordan han har det indeni, når han efter endnu en konfrontation med kæresten, hvis barselsdagpenge er familiens eneste indtægt, kniber en tåre i sofaen, efter hun er gået i seng.

Så historien er godt fortalt og stoffet er der. Det som instruktøren er mindre god til er billedsproget. For det første er billederne utilgiveligt kornede, og selvom man finder sig i mange dårlige optagelser, fordi det er autentisk dokumentarfilm, så er der ingen grund til konsekvent at filme op mod lyset under diverse møder på kontoret. Ambo har også valgt at bruge en billedmetafor for hvor presset Refn er, ved at vise en Treo, der opløses i et glas vand. Det er tilsyneladende et billede, hun er svært glad for, siden denne billedmetafor gentages i det uendelige for en efterhånden presset seer.