Game Over

Et spændende, enkelt udgangspunkt er lidt af et tveægget sværd i jagten på den gode historie. På den ene side kan den være katalysator for medrivende fortællinger med uforglemmelige karakterer. På den anden side kan den blive en sovepude for instruktøren, der bygger hele sin historie op omkring et simpelt tankeeksperiment, men aldrig giver ideen lov til at udvikle sig. Det nye action-sci-fi-brag “Gamer” er desværre et godt eksempel på sidstnævnte. Filmens spændende præmis om en verden, hvor man kan styre andre mennesker i en virtuel virkelighed, ender derfor som en noget uforløst idé.

Det starter ellers meget godt. Livstidsfangen Kable – spillet af en hårdtpumpet og evigt sammenbidt Gerard Butler – er hovedpersonen i det ekstremt populære online-spil “Slayers”, hvor han ved hjælp af teknologien mind control bliver styret af en 17-årig dreng hjemme fra teenageværelset. Her skal de sammen undgå at blive pløkket i smadder og selv skyde deres vej gennem andre mind control-styrede fanger for at nå frem til deres safe point. “Slayers” er altså virtual reality med blodige konsekvenser, et first person shooter-spil med den ekstra twist, at spilleren bogstavelig talt står med en anden mands liv mellem hænderne. Livstidsfangerne er blevet lovet frihed, hvis de kan overleve 30 spil. Da vi første gang møder Kable er han i gang med sit 27. og altså tæt på at slippe ud af sit fysiske og mentale fængsel. Men hjernen bag spillet, multimilliardæren Ken Kastle – spillet hysterisk af Michael C. Hall – har andre planer, der skal forhindre Kable i at blive genforenet med sin familie.

“Gamer” er til tider en nydelse at se på, og især dens åbningsscene rammer computeræstetikken lige på sigtekornet med afrevne lemmer og sønderrivende projektiler, der flyver i alle retninger. Den ligner mest af alt landgangsscenen i “Saving Private Ryan”, hvis denne altså var udtænkt og finansieret af folkene bag “Counter Strike”. Det er noget, der kan få den indre drengerøv til at juble af begejstring.

Men hvor man altså kan sætte et stort, fedt flueben ud for action, vold og lemlæstelse, så kniber det mere med logikken og dybden i historien og karaktererne. Det helt store problem med “Gamer” er, at den ikke følger sin idé til dørs og undlader at behandle de moralske og etiske dilemmaer, som den jo så fremragende lægger op til. Hvad er virkelighed egentlig? Og – som filmens tagline også meget passende lyder – Who’s playing you? i denne dystopiske fremtid, hvor mennesker bliver gjort til slaver på bekostning af underholdning og kapitalisme? Disse spørgsmål går filmen en ret stor bue uden om, og de få gange, den gør antrit til at tage emnerne op, stikker drengerøven sit grinende fjæs frem og fylder biograflærredet med sadistisk vold og bare bryster. Det er ærgerligt og til tider ret så frustrerende, da det er begrænset, hvor lang tid man gider se Gerard Butler rende rundt med et ansigt så udtryksløst og stift, at det vil gøre Arnold Schwarzenegger i “Running Man” grøn af misundelse.

Der er nok nogle, der vil indvende, at det jo bare er en actionfilm, som skal nydes for alt dens bulder og brag, og det kan de jo have ret i. Problemet er, at “Gamer” netop har en ret så spændende og original idé mellem hænderne. Og det forpligter altså til at skabe en historie og et univers, der er vedkommende, interessant og provokerende. “Gamer” er ingen af delene, og så hjælper det heller ikke, at man som seer ikke på noget tidspunkt føler sig berørt af eller engageret i Kables kamp for at blive genforenet med sin familie.