Den store sjæl

Mere end nogen anden historisk personlighed må Mohandas Gandhi have været vanskelig at lave en film om. Ganske vist er mandens livshistorie spækket med dramatiske begivenheder, som snildt overgår højdepunkterne i de fleste fiktive storværker. Men at skabe et nuanceret portræt af en så legendarisk, syndfri pacifist (kan du komme i tanke om et mere renhjertet mønstermenneske?), der ikke træder nogen over tæerne eller bare ender som et velmenende, men tørt helteportræt magen til dem i utallige historiebøger, kan ikke have været en let opgave.

Men selv hvis du kender alt til manden, som frelste Indien fra Storbritanniens grådige kløer, bør du opsnuse Richard Attenboroughs Oscar-belønnede storfilm om ham fra 1982. “Gandhi” skildrer den modige frihedskæmpers fantastiske levnedsløb med fornøden respekt og smittende entusiasme i et upåklageligt tempo og med et imponerende overblik over samtlige facetter af de historiske begivenheder og personligheder, der gjorde indtryk på Gandhi og vice versa. “Gandhi” er vitterligt en af de få biografifilm, som ikke bare slavisk gennemgår sit subjekts liv fra fødsel til død, men faktisk agter (og formår) at fungere som en spillefilm med en ordentlig dramaturgi.

For ganske vist er “Gandhi” spækket med pragtfulde billeder, betagende kulisser og storladne scener, men den fokuserer primært på karaktererne. Mens andre biografifilm hovedsageligt koncentrerer sig om at levere knastørre facts og om at skabe så historisk korrekte kostumer og rekvisitter som muligt, har “Gandhi” et mere ambitiøst mål: At bringe os tættere på begivenhedernes gang end nogensinde før, hvilket den præsterer ved at gøre nogle af verdenshistoriens største ikoner til virkelighedstro skikkelser, man kan relatere sig til og ikke bare beundre køligt og på afstand.

Når nu karaktererne er så dragende, skyldes det naturligvis også ensemblets monumentale, kollektive indsats. Man behøver ikke gense mere end få sekunder af “Gandhi”, før man øjeblikkeligt tilgiver Ben Kingsley for alle hans rædsomme karrierevalg i dette årtusind. Han ligner, lyder og bevæger sig som Gandhi i så høj grad, at det nærmest bliver umuligt at skelne mellem de to personligheder. Og Rohini Hattangadi er slet og ret fænomenal som Gandhis trofaste hustru, Kasturba – tjek blot scenen, hvor parret skændes voldsomt, fordi Kasturba nægter at rengøre deres farms pissoir, hvorefter Gandhi er tæt på at kyle hende ud af hjemmet – permanent. Det er en af filmens bedste scener, hvor presset på Gandhis skuldre (og hans trods alt menneskelige stædighed og fejlbarlighed) fornemt illustreres.

Filmen når vidt omkring på godt og vel 3 timer. Den lægger ud med at afbilde det tragiske attentat på Gandhi i 1948 – måske for at eliminere seernes nagende, underbevidste forventning om at se drabet. Smart. Dernæst springer filmen tilbage i tiden til 1893, dengang Gandhi var en blot 24-årig advokat i Sydafrika, hvor hans exceptionelle antivoldskampagne begyndte, efter at han oplevede den frygtelige behandling af landets farvede minoriteter på klos hold. Historien fortsætter, og vi lærer en del om Gandhis kamp for at løsrive Indien fra Storbritannien samt hans besvær derefter med at skabe forsoning mellem muslimerne og hinduerne i Indien og Pakistan.

Antallet af mindeværdige sekvenser er gigantisk: Afbildningen af den forfærdelige Amritsar-massakre, hvor flere hundrede civile indere blev skudt af britiske soldater. Den larmende tavshed under Gandhis stille gråd efter hans kones død. Ja, Gandhis livshistorie har simpelthen alle de ingredienser, der udgør et enestående drama, men i sidste ende er det dog ikke én specifik scene, man for alvor husker, når rulleteksterne har passeret, men snarere filmens overordnede budskab (for at citere Gandhi selv): Øje for øje gør hele verden blind. Det er et budskab, som – ligesom filmen – stadigvæk er allerhelvedes relevant.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Der optræder ganske vist lidt grums og snavs indimellem, men langt størstedelen af “Gandhi” fremstår fuldstændig pletfri. Billedsiden er forbavsende skarp. I filmens nærbilleder kan man nærmest tælle rynkerne og hårene på skuespillernes hoveder, og detaljerigdommen i totalbillederne er overvældende. Edge-enhancement forekommer aldrig, og kontrasten er så solid, at billedet ofte tilegner sig et tredimensionelt look. Farvegengivelsen er lamslående – sjældent fremstår en så gammel films farver så mætte og troværdige i HD. Medmindre du så “Gandhi” på premieredagen i biffen, har du næppe set filmen se bedre ud, end den gør her.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix bærer tydeligere præg af filmens alder end transferet. Lyden er til tider lidt uklar, og overstyring forekommer indimellem. Lydsporet benytter hovedsageligt fronthøjtalerne, men der er få fine panoreringer, og surround-højtalerne vågner for alvor op til dåd under scenerne med større folkemængder. Men centerhøjtaleren er for tit kanalnetværkets eneste aktive bestanddel. LFE-kanalen benyttes stort set aldrig, og selvom dialogen som regel er tydelig, lyder den flad og endda indimellem hul – som om den blev indspillet i en tønde.

Ekstramateriale

Ganske vist var instruktør Richard Attenborough 84 år gammel, da han indtalte kommentarsporet til “Gandhi”. Men han taler trods alt igennem størstedelen af filmens 188 minutter, og hans hukommelse fejler tilsyneladende intet, for han får da fyret en masse anekdoter af. Hvis man aktiverer skivens interaktive “Gandhi’s Legacy”-funktion, bliver man præsenteret for alskens interessant billed- og tekstmateriale omhandlende Gandhi under filmen. Attenborough har også indspillet en kort introduktion til filmen (2 min.). 2-disk-udgivelsens 2. disk indeholder omtrent 117 minutters videomateriale inklusive flere dybdeborende, underholdende interviews med bl.a. Kingsley og Attenborough. Desuden medfølger et lille billedgalleri, en række udvalgte Gandhi-citater samt en masse gamle nyhedsoptagelser af den ægte Gandhi. Videomaterialet præsenteres i 480p.