Fra zombieland til gangsterland

Instruktør Ruben Fleischers debut, “Zombieland” fra 2009, var en uhyre vellavet, underholdende og medrivende zombie-film, der drev gæk med genren samtidigt med, at den hyldede flere af dens ikoniske opusser. I “Gangster Squad”, som er en filmatisering af Paul Liebermans bog af samme navn, lader Fleischer endnu en gang til at være fokuseret på at hylde sit værks filmhistoriske arv (i denne ombæring: gangstergenren). Og selvom resultatet langt fra er dårligt, så er “Gangster Squad” på ingen måde lige så vellykket som instruktørens første film.

“Gangster Squad” handler i korte træk om mafiabossen Mickey Cohen (Sean Penn), der i efterkrigstidens Los Angeles lider af skruppelløs storhedsvanvid, og som med alle midler forsøger at underlægge sig hele byen. En lille gruppe bestående af de mere eller mindre sidste hæderlige strømere i LA får til opgave at terrorisere Cohens kriminelle virksomhed i en sådan grad, at han ikke kan fortsætte sit foretagende. Gruppen (“The Gangster Squad”) ledes af John O’Mara (Josh Brolin), hvis kone dog ikke er videre tilfreds med sin mands farlige job.

Dét er historien, og den er der, som den garvede filmentusiast måske kan fornemme, ikke videre meget kød på. Filmen er mere eller mindre blottet for overraskende twists og karakterudvikling – to ting, der stensikkert kunne have gjort denne noget ordinære film mere spændende. Dertil kommer, at filmen i store dele har et ujævnt flow, og flere af skuespillerne (især Sean Penn) bruger for megen taletid på at udpensle, hvad de vil foretage sig i de kommende scener. Show, don’t tell.

Men mens filmen kører, tænker man heldigvis ikke frygteligt meget over disse skavanker. De enkelte scener er nemlig gennemsyret af en lækker film noir-æstetik og skruet sammen med tilpas meget overskud til, at man bliver revet med og underholdt. Især billedsiden tager kegler, og mange af de voldelige actionssekvenser er ganske betagende i al deres brutalitet. Det er ikke, fordi Fleischer ligefrem er fuld af nye ideer – faktisk er langt de fleste af filmens elementer hentet op fra gangsterfilmgenrens støvede arkiver – men for det meste lykkes det instruktøren at (gen)bruge genrens konventioner på en måde, der får filmen til at føles relativt frisk og ikke for plagierende.

Filmen har dog en gennemgående tendens til at kamme over og blive plat. Umiddelbart vil jeg skyde på, at omtrent 90% af replikkerne er karakterdefinerende punchlines, og selvom flere af dem vitterligt fungerer, så er mange af dem grinagtige på den dårlige måde. Men takket være Fleischers udmærkede instruktion, så får dialogen altså en vis underholdningsværdi. Manuskriptet bruger heller ikke meget spalteplads på at granske karaktererne, så tit har man kun disse punchlines at gøre godt med, når man skal forsøge at greje karakterernes personligheder. Filmen har et godt cast, men skuespillerne spises altså af med noget endimensionale roller – især Emma Stone, som her medvirker i sin karrieres hidtil mest ligegyldige og overflødige pyntedukkerolle.