Gensynet

InstruktionAnna Odell

MedvirkendeSandra Andreis, Anders Berg, Kamila Benhamza, Anna Odell

Længde88 min

GenreDrama, Dokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen01/05/2014


Anmeldelse

Gensynet

5 6
Gensyn med mobberne

Det her er en af de mest interessante film, jeg længe har set. Den er original og totalt sin egen, klinisk blottet for forudsigelighed og forventelige genretræk. Det er en dokumentar, et drama, en mockumentar og ren og skær fiktion. Det er kunst, men ikke art house. Det er seværdigt uden at være nemt at se på. “Gensynet” er en film, som alle burde se. Den får 5 stjerner.

Ja, beklager denne lige-på-og-hårdt-åbning, men med en film som “Gensynet” skal der noget lidt ekstra til for at fange opmærksomheden. Vi har jo at gøre med en svensk film af en kvindelig kunstner, der blev kendt og berygtet, da hun fakede et selvmordsforsøg og blev indskrevet på den lukkede afdeling – alt sammen blot som en del af et kunstprojekt(!). Filmen her handler om, at hun blev mobbet som barn. Det er sjældent sådan en film, man prioriterer sin biograftid på.

Men det bør du. For i “Gensynet” venter der en unik filmoplevelse. At kalde filmen for dokumentar i traditionel forstand er faktisk forkert. Dels som et selvterapeutisk forløb og dels som et kunstnerisk projekt iscenesætter bagkvinden, Anna Odell, en fiktiv folkeskolegenforening. Skuespillere spiller Annas gamle klassekammerater. Men helt fiktiv er denne begivenhed ikke. Den har nemlig fundet sted i virkeligheden, men der blev Anna ikke inviteret. I folkeskolen blev hun groft mobbet og var socialt udstødt. Så i første halvdel af “Gensynet” forestiller hun sig igennem denne iscenesættelse, hvordan en re-union med hende til stede havde foregået.

Eller måske er det i virkeligheden et bud på, hvad de tidligere klassekammerater frygtede skulle ske, siden de ikke inviterede hende? Interessant og dybt mærkværdigt er det i hvert fald, da hele festen skriger af realisme, og fordi beskueren sidder med den nagende vished om, at baggrunden for historien og karaktererne i filmen ikke er opdigtet. Det er fremragende iscenesat, og der bydes på skudsikre præstationer hele vejen rundt. Ja, Anna Odell selv leverer faktisk noget, der er decideret hjerteskærende.

Men hvor første halvdel ligner en forbedret version af “Festen”, så tager anden del grænselegen mellem fiktion og virkelighed til et nyt stadie, der for alvor gør “Gensynet” til en af de mest relevante film om mobning, jeg nogensinde har set. Anna Odell forsøger nemlig at tage kontakt til sine klassekammerater for at konfrontere dem med filmen og få dem i tale om fortiden. Men hvordan reagerer man på at se sig selv som mobber og tyran pr. stedfortræder? Hvordan husker man selv fortiden? Svarene svæver i den svenske hybridvind.

Der er så meget at fortælle, mene om og rose “Gensynet” for. De, som får set filmen, vil oven i det hele få en æstetisk flot film, der med langsomme, glidende billeder ned igennem skolen og flotte, søgende helikopterskud af svenske forstæder både efterlader tid til at tænke og føle. Når filmens karakterer – fiktive eller ægte – er på skærmen, var jeg helt opslugt i forsøget på at afkode formen, mens man konfronteres med mobningens onde natur og konsekvenser. “Gensynet” er fuldkommen vellykket – og tåler tilmed et gensyn!


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I 2009 lod den svenske kunstner Anna Odell sig indlægge på psykiatrisk afdeling efter at have villet springe ud fra en bro i Stockholm. Det viste sig at være et kunstprojekt – og hendes første film “Gensynet” er ikke mindre kontroversiel.

Odell har igen placeret sig selv i et skånselsløst centrum, hun selv har iscenesat – men baseret på virkelige begivenheder. Hun blev mobbet som barn. Og da hendes skoleklasse holdt 20-års jubilæum, blev hun ikke inviteret. “Gensynet” er Annas forestilling om, hvordan aftenen var gået, hvis hun selv havde været inviteret og kunne konfrontere sin barndoms tyranner. Det går ikke overraskende fuldstændig galt, og det er kun begyndelsen.

Efter det fiktive ‘gensyn’ opsøger Odell nemlig sine virkelige, tidligere klassekammerater for at vise dem filmen og få deres reaktion. Herfra eskalerer filmen til det yderste – også formmæssigt. I sin refleksion over mobning, skyld og ansvar placerer den sig i et konceptuelt grænseland mellem virkelighed og iscenesættelse, hvor stand-ins og rekonstruktioner går i ét med Odells hævnfantasi.