Gensyn med mobberne

Det her er en af de mest interessante film, jeg længe har set. Den er original og totalt sin egen, klinisk blottet for forudsigelighed og forventelige genretræk. Det er en dokumentar, et drama, en mockumentar og ren og skær fiktion. Det er kunst, men ikke art house. Det er seværdigt uden at være nemt at se på. “Gensynet” er en film, som alle burde se. Den får 5 stjerner.

Ja, beklager denne lige-på-og-hårdt-åbning, men med en film som “Gensynet” skal der noget lidt ekstra til for at fange opmærksomheden. Vi har jo at gøre med en svensk film af en kvindelig kunstner, der blev kendt og berygtet, da hun fakede et selvmordsforsøg og blev indskrevet på den lukkede afdeling – alt sammen blot som en del af et kunstprojekt(!). Filmen her handler om, at hun blev mobbet som barn. Det er sjældent sådan en film, man prioriterer sin biograftid på.

Men det bør du. For i “Gensynet” venter der en unik filmoplevelse. At kalde filmen for dokumentar i traditionel forstand er faktisk forkert. Dels som et selvterapeutisk forløb og dels som et kunstnerisk projekt iscenesætter bagkvinden, Anna Odell, en fiktiv folkeskolegenforening. Skuespillere spiller Annas gamle klassekammerater. Men helt fiktiv er denne begivenhed ikke. Den har nemlig fundet sted i virkeligheden, men der blev Anna ikke inviteret. I folkeskolen blev hun groft mobbet og var socialt udstødt. Så i første halvdel af “Gensynet” forestiller hun sig igennem denne iscenesættelse, hvordan en re-union med hende til stede havde foregået.

Eller måske er det i virkeligheden et bud på, hvad de tidligere klassekammerater frygtede skulle ske, siden de ikke inviterede hende? Interessant og dybt mærkværdigt er det i hvert fald, da hele festen skriger af realisme, og fordi beskueren sidder med den nagende vished om, at baggrunden for historien og karaktererne i filmen ikke er opdigtet. Det er fremragende iscenesat, og der bydes på skudsikre præstationer hele vejen rundt. Ja, Anna Odell selv leverer faktisk noget, der er decideret hjerteskærende.

Men hvor første halvdel ligner en forbedret version af “Festen”, så tager anden del grænselegen mellem fiktion og virkelighed til et nyt stadie, der for alvor gør “Gensynet” til en af de mest relevante film om mobning, jeg nogensinde har set. Anna Odell forsøger nemlig at tage kontakt til sine klassekammerater for at konfrontere dem med filmen og få dem i tale om fortiden. Men hvordan reagerer man på at se sig selv som mobber og tyran pr. stedfortræder? Hvordan husker man selv fortiden? Svarene svæver i den svenske hybridvind.