Gensyn med det usandsynlige venskab

Claire er ikke ligesom Béatrice. Det er hun virkelig ikke. Hun er sund. Hun er god til sit job som jordmoder. Og hun drikker ikke. Béatrice drikker, ryger og lever af at gamble. Og så hader Claire hende. Og nu får de et gensyn med hinanden. Et møde mellem to verdener. Den slags film slår bare aldrig rigtig fejl.

Gensynet er i starten ikke godt. Béatrice er Claires fars tidligere elsker. Men Béatrice forlod pludselige faren. Det har Claire aldrig tilgivet. Nu bringer sygdom dem sammen igen. Det er godt fortalt. Der er ikke brug for flashbacks eller store forklaringer med tårerne trillende ned ad kinderne. Et enkelt blik fra Claire… Og jeg forstår. Uden et ord sidder Béatrice i spillebulen med en cigaret i munden og gambler pengene væk. Jeg forstår hendes natur. “Gensynet” er stille, men stærkt fortalt.

Jeg forstår Béatrice. Hun har ingen andre. Hun har dog aldrig følt for nogen, som hun gjorde med Claires far. Så hun tager kontakt. Jeg forstår dog også Claire. Hun kan ikke tilgive Béatrices forsvinden. Det knuste hendes far. Derfor forstår jeg misforholdet. Derfor håber jeg også på, at de finder forsoning. Ligesom med handicappede Philippe og hjælperen Driss – de to urørlige venner. Deres situation forstod jeg også. Derfor håbede og heppede jeg også på deres forhold.

Ligesom med “De urørlige” så er gensynet mellem Béatrice og Claire nemlig også fortalt med humor. Det skyldes især Béatrice. Men jeg sidder aldrig og griner igennem. Det eneste, Béatrice skal gøre, er at bestille et stykke rødt kød. Så smiler jeg. Eller hendes insisteren på ikke at miste håret. Så smiler jeg. Det er ganske alvorligt. Men alligevel formår Béatrice at få en smule naivitet ind i den alvorlige situation. Det gør det lidt mere let og humoristisk.

Men der er dog én ting, der irriterer mig ved dette gensyn. Det er Claire. Eller rettere sagt én enkelt ting. Hendes pludselig skift i humør. Det forstår jeg ikke. Claire bliver kærester med Paul. Hun tager på arbejde og kysser ham inderligt farvel, mens han bliver hjemme og passer på Béatrice. Næste morgen hører de to musik og laver morgenmad, da Claire kommer hjem. Nu skal han gå uden så meget som et kram. Hvorfor? Hvad har han gjort? Claires humørskift virker umotiverede. Det er tvunget drama. Det klæder ikke “Gensynet”.