Flamenco, springknive og flyveskaller

Den unge tyrkiske kvinde Nil flygter fra et arrangeret fornuftsægteskab sammen med sin både charmerende og flotte sigøjner-elsker, Lucky, i instruktørveteranen Tony Gatlifs hovedrystende rodede, men megamusikalske “Geronimo”. Og så er der Nil og Luckys rivaliserende familier, der i klassisk “Romeo og Julie” skråstreg “West Side Story”-stil bekriger hinanden i ærens navn, alt imens den uselviske socialarbejder Geronimo med livet som indsats forsøger at holde styr på betonbyggeriets brogede flok unger i den sydvestfranske forstad på kanten til Spanien. Alt sammen i én og samme film. Det er lige til at miste pusten af.

I titelrollen som Geronimo er franske Céline Sallette lyspunktet. Vi møder hende første gang i nærkontakt med en multikulturel smeltedigel af unge, der i augustheden bare hænger ud, småslås og øver deres dansetrin til høj og hårdtpumpende balkanmusik, der bliver blæst ud fra anlægget i en sænket bil. Geronimo holder de unge i ørerne. Sørger for, de holder deres sti ren. Bliver de for smarte og respektløse, nikker hun dem en velplaceret skalle. Hun er en hårdt bagt småkage, der bestemt bekymrer sig, men ikke finder sig i noget pis. En attitude, hvortil Sallettes traurige ansigt med de distinkte rander under øjnene passer perfekt.

Ved at miste pusten er også den bortløbne brud Nil i åbningsscenen. Stakåndet på kanten til det hysteriske spæner hun alene af sted over stok og sten i sin brudekjole. Musikken løber taktfast med hende. Lige i armene på Lucky på motorcyklen. Så omfavner de unge elskende hinanden med en dyrisk vildskab og drøner sammen ud i friheden på to hjul med det hvide skørt flagrende febrilsk som en logrende hale på en kåd hundehvalp efter dem. Til hinanden og himlen skriger de kærlighedserklæringer ud. Der er drøn på flosklerne og hele optrinet bliver ubehjælpeligt komisk i sit konstruerede bud på ungdomskådhed.

Hjemme i kvarteret har Nils alterstunt skabt røre. Hendes brødre – med den mutte, fedorabærende Adam Driver-klon i spidsen (spillet enstrenget af Rachid Yous) – påberåber sig ærekrænkelse og ser blodrødt, mens Luckys familie forsøger at gyde olie på vandene. Af og til assisteret af Geronimo. Men konfrontationen er uundgåelig. Overraskende er det dog, at de to klaner med henholdsvis tyrkisk og sydspansk sigøjnerblod i årene ikke ender i slagsmål, men derimod synger, tramper og danser frustrationerne ud. Ofte i bar overkrop og iført flamencosko med høje hæle til at slå takten an. Olé!

Energien og musikaliteten er ikke til at tage fejl af i “Geronimo”, og den smitter, når fransk-algeriske Tony Gatlif (desværre lidt for sjældent) formår at omsætte den til dynamiske scener, hvor det mærkes, at der er noget på spil. Bedst i et dance off i en nedlagt lagerbygning, hvor de to klaner bekriger hinanden på tyngdekraftstrodsende dansetrin. Med et modigt, tilbagetrukket kamera giver Gatlif os lov til at tage hele sceneriet og atmosfæren ind uden at klippe væk. At dansetrin pludselig erstattes af skinnende springknive øger kun intensiteten.