En kvindes mangel på ret

Med Kvindernes Internationale Kampdag lige om hjørnet her den 8. marts kunne det israelsk-franske retsalsdrama “Gett” ikke ønske sig et mere passende tidspunkt at ramme de danske biografer på. Instruktørduoen og søskendeparret Ronit og Shlomi Elkabetz leverer med deres tredje fælles film et indigneret og himmelråbende anklageskrift imod et forstokket retsvæsen. Ud over at være sobert velspillet og barberbladsskarpt skrevet, er “Gett” i tilgift også en fortælling, du til hver en tid kan trække lynsnart op af hatten, når en eller anden irriterende type stiller det evigt tilbagevendende spørgsmål: Er der overhovedet noget tilbage at kæmpe for på Kvindernes Internationale Kampdag?

Gett er det jødiske ord for skilsmisse, og det er, hvad Viviane Amsalem, der spilles af Ronit Elkabetz selv, kæmper med stort K for filmen igennem. Efter 30 års ægteskab med den (alt for) ortodokse Elisha er den engang unge kvinde nu modnet til en viljefast klippe, der ikke sådan lige lader sig kyse af det patriarkalske retsvæsen – personificeret i form af det tre mand høje dommerpanel.

Gang på gang møder Viviane op i det undseelige lokale, hvor retsmøderne mellem hende og Elisha finder sted. Og hvor “Gett” udelukkende udspiller sig. Når den fåmælte Elisha overhovedet gider møde op i retten, affærdiger han blot Vivianes ønske om skilsmisse med et lakonisk ‘Nej’, hvorpå en ny mødedato for retten fastsættes. Uger, måneder og år forløber. Retten og rabbinerne er utvetydigt på mandens og ægteskabets side, og som kvinde har Viviane så godt som intet at stille op.

Forud for “Gett” ligger allerede to film om Viviane og Elishas kuldsejlede ægteskab; “To Take a Wife” fra 2004 og “7 Days” fra 2008, men tredje del kan sagtens stå alene som et selvstændigt værk. Mest af alt blev jeg bare nysgerrig på det separerede pars levede liv op til retssagen. Et liv, som karakterernes tavshed og borende blikke hinanden imellem åbner op for, og gør mig nysgerrig på. Elkabetz-søskendeparret iscenesætter så fermt og sømløst, at du på intet tidspunkt savner de andre films fortællinger, men alligevel fornemmer dem spøgende i baggrunden. En svær linedans, der lykkes.

Ronit Elkabetz som Viviane er en naturkraft in action. Som en slumrende vulkan, boblende lige dér under den rolige, rolige overflade. Med øjenbryn som tordenmørke skyer, der tungt hænger over de lyngnistrende, fandenivoldske øjne, der fortæller SÅ mange nedtrykkende historier. Vivianes direkte og anklagende blik bærer “Gett”. Det bider sig fast og leder tankerne på filmhistorisk vandring. Helt tilbage til 1928 og Maria Falconetti i titelrollen i Carl Th. Dreyers “Jeanne d’Arcs Lidelse og Død”. Den hvide væg agerer asketisk bagtæppe og kameraarbejdet fra Jeanne Lapoirie ophøjer Vivianes utrættelige kamp for personlig frihed til et mesterligt mini-martyrium.