Spøgefulde spøgelser

Engelske Ricky Gervais har haft en spøjs filmkarriere. Efter at have tilegnet sig international hæder og stakkevis af prestigefulde priser for sit uforlignelige arbejde på den britiske komedieserie “The Office” så det ud til, at verden lå for den karismatiske skuespillers fødder. Hvem ville dog ikke arbejde sammen med et så kreativt naturtalent? Men Gervais valgte at stemple den engelske filmindustri som uduelig, hvorefter han drog til USA og tog til takke med små biroller i mainstreamfilm som “Stardust” og “Nat på museet”, der havde andre (og sædvanligvis mindre interessante) skuespillere i de bærende hovedroller. Besynderligt. Men nu er den her omsider – den første spillefilm med Ricky Gervais i hovedrollen: “Ghost Town”.

Umiddelbart virker det også mærkeligt, at den allerede snart 50-årige Gervais valgte “Ghost Town” som den film, der skulle etablere komikeren som en ideel hovedrolleindehaver inden for filmbranchen. “Ghost Town” er forfattet og instrueret af en af verdens mest succesrige manuskriptforfattere, David Koepp, som er ferm til at skrue hæderlige, men dog knap så opfindsomme drejebøger sammen. Og “Ghost Town” er da også omtrent lige så original som en klaphat til en landskamp. Filmen er groft sagt blot et sammensurium af “En ny dag truer”, “Det bli’r ikke bedre” og (naturligvis, fristes man til at sige) “Ghost”. Havde det alligevel ikke været mere oplagt for Gervais at slå sit navn fast i Hollywood via en mere skelsættende farce?

På den anden side giver “Ghost Town” Gervais masser af plads til at demonstrere sit talent, for eftersom filmen er så traditionel, er der altså ingen lamslående twists eller mindeværdige biroller, som på nogen måde kan overskygge Gervais’ altdominerende præstation – end ikke den behagelige billedside. Og som ventet leverer briten en fyrstelig indsats som den kyniske tandlæge Bertram Pincus, der var klinisk død i næsten syv minutter grundet en hospitalsbrøler, og som kan se spøgelser overalt, efter at han vågner. En typisk charmerende Greg Kinnear spiller Frank Herlihy – blot et af de genfærd, som forfølger Pincus. Han vil have Pincus til at forpurre forholdet mellem sin enke Gwen og hendes nye kæreste, Richard, og så lover han, at ånderne efterfølgende vil ignorere den asociale tandlæge.

Pincus’ plan er at gøre Gwen forelsket i ham, så hun derved mister interessen for Richard. Og naturligvis går ikke alt efter planen. Gwen får selvsagt Pincus’ kolde skal til at smelte, og selvfølgelig forelsker parterne sig langsomt i hinanden. Der er ganske vist herlige øjeblikke, hvor Koepp og Co. trækker tæppet fuldstændig væk under seeren – såsom under Kinnears opfindsomme dødsscene i begyndelsen af filmen. Men ellers følger denne romantiske komedie sin genres gængse slagplan til punkt og prikke, og stort set hver eneste karakter er skåret over velkendte skabeloner, hvorfor man har svært ved at begribe, hvordan Gervais kunne beskrive seancens manus som ”det bedste manuskript, jeg havde læst i årevis.”

Men det er simpelthen en rendyrket fornøjelse at se Gervais agere en moderne Scrooge. Og nøjagtig ligesom Bill Murray i “En ny dag truer” formår Gervais at være barsk og kynisk, men samtidigt karismatisk og elskværdig, og mandens kølige attitude får denne cocktail af levende billeder til at glide let ned på trods af den heftige dosis sukker. Kinnear, Gervais og Téa Leoni, som spiller Gwen, har en fabelagtig kemi, og der er morsomme sketcher og replikker i hobetal, som sædvanligvis boltrer sig i uimodståelig, kulsort humor og opkvikkende romantik. Det er en skam, at historien ikke byder på flere uventede drejninger eller mindre sødsuppe, men i selskab med de sympatiske skuespillere og deres kærlige, fiktive alter egoer keder man sig aldrig.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Indimellem ser “Ghost Town” en smule uskarp ud, og edge-enhancement dukker op i en håndfuld scener, men derudover er der kun positive ting at sige om udgivelsens transfer. Billedet er sædvanligvis knivskarpt, og detaljerigdommen er stor. Hverken udtværinger, komprimeringsfejl eller snavs forekommer nogensinde, og både kontrast- og farvegengivelsen er fremragende.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-mix er et af dens slags lydspor, der fungerer ganske godt til billederne, men på ingen måde overrumpler. Både subwooferen og baghøjtalerne er ofte tavse – under dialogscenerne bruges de ekstremt sjældent, men under udendørsscenerne eller andre sekvenser med større folkemængder er kanalnetværket mere aktivt. Men det er nu heller ikke fordi, man savner meget mere aktivitet. “Ghost Town” er jo først og fremmest en dialogdreven film, men en lidt mere livlig auditiv atmosfære havde været velkommen. Replikkerne er heldigvis oftest krystalklare, et par udmærkede panoreringer forekommer, og støj optræder aldrig.

Ekstramateriale

Før dvd’ens menu dukker op, præsenteres man for trailere til “Burn After Reading”, “Fanboys” og “Journey to the Center of the Earth”. To korte dokumentarer befinder sig også på skiven: “Making Ghost Town” (22 min.) og “Ghostly Effects” (2 min.). Sidstnævnte giver os en lille bitte smule indsigt i tilblivelsen af filmens computereffekter. Den anden dokumentar bruger desværre en del tid på at genfortælle plottet, men den indeholder også flere fine interviews med alskens filmfolk og skuespillere, der arbejdede på filmen. “Some People Can Do It” (6 min.) er en montage af muntre fraklip fra optagelserne.

Kommentarsporet med David Koepp og Ricky Gervais skuffer beklageligvis. De to mænd er indimellem underholdende, men de holder ofte lange pauser, og de er hverken så humoristiske som håbet eller forventet. Koepp er en anelse tør, og Gervais bruger en masse tid på at fremhæve, hvor elendig duoen er til at indtale kommentarspor.