Kvinder er fra Venus, elendige film er fra Mars

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at “Ghosts of Mars” var blevet skruet sammen af en uerfaren filmmager, der ikke havde lavet andet hele livet end at studere værkerne af den engang legendariske og usvigelige John Carpenter. For dette rodede makværk kan bedst beskrives som et uopfindsomt sammenkog af Carpenters største film. Vi følger en gruppe ordenshåndhævere, som må slå sig sammen med en gruppe kriminelle for at overleve et angreb på deres arrest (“Assault on Precinct 13”), alt imens en frygtindgydende tåge rumsterer (“The Fog”), som inficerer mennesker og forvandler dem til morderiske zombier, hvorfor det bliver svært for vores helte at stole på hinanden (“The Thing”). Men nej, det er faktisk Carpenter selv, der står bag dette idéløse bras.

Få filmoplevelser er lige så desillusionerende som “Ghosts of Mars”. En række skuffelser i 90’erne (inklusive den middelmådige “Vampires” og den ligegyldige “Escape from L.A.”) havde allerede beskadiget Carpenters ry, men alligevel kom “Ghosts of Mars” som et lyn fra en klar himmel. I første omgang er det sjovt at fnise ad filmen, men morskaben afløses hurtigt af håbløs fornægtelse, da det går op for én, at manden bag klassikere som “The Thing” og “Halloween” har mistet sit touch og ikke blot har lavet en elendig film, men også er forfaldet til plagiering af sine egne produktioner. Når man diskuterer Carpenters tidlige værker, tripper man næsten over superlativerne, men det er praktisk talt umuligt at finde på noget positivt at sige om “Ghosts of Mars” – ud over at den gudskelov har en slutning.

“Ghosts of Mars” er først og fremmest virkelig dårligt fortalt (Carpenter forfattede i øvrigt også manuskriptet). Filmen begynder i år 2025, hvor vi møder den kvindelig betjent Melanie Ballad, som bliver bedt om at forklare, hvorfor hun tilsyneladende er den eneste overlevende efter en katastrofe på Mars. Hun fortæller sin historie via flashbacks, som suppleres af endnu flere flashbacks. Eksempelvis forsvinder en af Ballads kollegaer på et tidspunkt. I stedet for at vise, hvad han laver, bliver hans eskapader afbildet i endnu en flashbacksekvens sølle tre minutter senere. I dette flashback møder han en gruppe overlevende, som i et tredje og et fjerde flashback afslører, hvad de har lavet på det seneste. Og så springer vi pludseligt tilbage til nutiden. Eller det vil altså sige flashbacket til filmens åbningssekvens.

Forvirret? Fuldt forståeligt. Her er flere flashbacks end i et traditionelt “Family Guy”-afsnit, og de mange tidsspring smadrer filmens flow fuldstændigt, hiver os jævnligt ud af historien og ødelægger ethvert forsøg på at skabe en trykkende atmosfære. Carpenter har leveret nogle af filmhistoriens uhyggeligste øjeblikke, men de morderiske mennesker i “Ghosts of Mars” virker aldrig tilnærmelsesvis farlige takket være deres tudegrimme makeup og abeagtige mimik, og ingen af filmens utallige chokeffekter fremtvinger et regulært chok. Actionsekvenserne er også ineffektive. Når zombierne og menneskerne duellerer, lader Carpenter bare sit kamera svæve tilfældigt rundt i slowmotion, mens filmholdets musikere tæsker løs på trommerne og guitarstrengene, indtil man får lyst til at skrige. Åndssvage overtoninger og kedelige kulisser gør det heller ikke let at blive revet med.

Fotogene Natasha Henstridge og karismatiske Ice Cube, som henholdsvis spiller Ballad og forbryderen Desolation Williams, er de eneste skuespillere, som faktisk lader til at have det sjovt med deres roller. Garvede kendisser som Jason Statham og Pam Grier, der var vidunderlig i Quentin Tarantinos “Jackie Brown”, dukker også op, men de får meget lidt at lave og keder sig tydeligvis. Resten af skuespillerpræstationerne svinger kvalitetsmæssigt mellem det lige akkurat acceptable og det decideret forfærdelige. Carpenters forbavsende ringe replikker gør ikke ligefrem arbejdet lettere for skuespillerne, der får lov til at portrættere nogle af de mest usympatiske og sjofle karakterer i nyere tid, som aldrig opnår vores respekt eller sympati. Kun få instruktører er sluppet helskindet fra at begå en film om Mars, og Carpenter er bestemt ikke en af dem. Intet under, at han ikke har færdiggjort en eneste spillefilm siden.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Det kan godt være, “Ghosts of Mars” er en elendig film, men den ser fremragende ud i HD. Her er enkelte uskarpe skud og en bitte smule grums, men transferet er oftest så knivskarpt, at de grimme rekvisitter og kulissers mangler for alvor bliver tydelige. Billedet har (ikke overraskende) et lidt rødligt skær, som klæder billedsiden fint, og farverne er aldrig tilnærmelsesvis utroværdige. Kontrasten og sortniveauet imponerer ligeledes, og komprimeringsfejl, edge-enhancement eller farveblødning forekommer aldrig.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er absolut heller ikke tosset. Alle replikker, lydeffekter og musikalske indslag kommer tydeligt igennem. Den auditive atmosfære er desværre ofte kedelig, og til tider er baghøjtalerne forunderligt tavse. Subwooferen bidrager dog med en del fornøjelig rumlen, støj figurerer ikke, og der er også et par udmærkede panoreringer.

Ekstramateriale

John Carpenter har indtalt nogle fremragende kommentarspor gennem tiderne (især dem han indspillede sammen med Kurt Russell til “The Thing” og “Hvem springer kineserne for?” er fornøjelige), men denne skives kommentarspor med Carpenter og Natasha Henstridge skuffer. Her er nogle muntre anekdoter, men Carpenter bruger for megen tid på at flirte med Henstridge og ikke nok tid på at gennemgå skabelsen af sin film. Instruktøren tager også sin egen film alt, alt for seriøst. Diskens tre korte, men udmærkede dokumentarer (samlet varighed: ca. 30 min.) gennemgår især filmens effekter og musik, og desuden medfølger trailere til “Resident Evil: Degeneration”, “Pineapple Express”, “Hancock”, “Lakeview Terrace” og “Quarantine”, og flere trailere kan downloades, hvis ens afspiller er koblet til internettet.