Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 119

Hvem ser du helst som Star Wars-instruktør?

  • Denis Villeneuve
    26%
  • Christopher Nolan
    26%
  • En anden
    10%
  • Peter Jackson
    9%
  • Tommy Wiseau
    7%
  • Joss Whedon
    7%
  • Taika Waititi
    6%
  • Ridley Scott
    4%
  • Zack Snyder
    3%
  • Patty Jenkins
    2%

Glasslottet

Originaltitel: Glass Castle, The
Instruktion: Destin Daniel Cretton
Medvirkende: Brie Larson, Naomi Watts, Woody Harrelson
Produktionsår: 2017
Længde: 127 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Drama
Links: IMDb
Censur: 11 år
I biografen: 16/11-2017
Bio-distributør: Nordisk Film

Dato: 15. November 2017   Af: Anders Brendstrup (Andersbrend) - Skriv din mening i forummet

Det er samfundets skyld

Hvem har ikke drømt om at bo på et slot? Tja, når man endelig står på Kron-, Rosen- eller Frederiksborg er det, som om fantasien får et koldt, fugtigt realitets-tjek. Det er en stor opgave at holde hus her post-stavnsbånd. Tomt og ensomt. Og hvad med varmeregningen?! Alt det ved Rex Walls, så han lover sin familie et palads af lysgivende glas. Et selvforsynende paradis, langt væk fra storbyens smog og skattefars griske fingre. Og langt væk fra den virkelighed, som hans datter Jeanette beskriver i sin selvbiografi. Woody Harrelson sætter sig massivt på en udpræget bog-til-film-fortælling om en fantast, der bygger luftkasteller i energiklasse A, men lader sin nomadefamilie bo i en meget reel losseplads.


Foto: Nordisk Film


Hvor kom den løbescene fra? I ved sådan én, hvor heltinden smider stiletterne og pisker gennem New York til et brusende klavercrescendo. Den slags er normalt reserveret romantiske komedier eller alt med Tom Cruise. Her er det en malplaceret 'åbenbaring'. Valget siger lidt om det upersonlige aftryk, som Destin Daniel Cretton har sat på Jeanette Walls erindringer. Historiens påtrængende følelser skifter mellem at blive smidt brutalt i ansigtet og lagt pænt til side ovre i hjørnet. Enkeltscener er præget af trodsig indie-sårbarhed, mens andre falder tilbage som generiske eksempler på Hollywood'ske følefilm-troper.

Brie Larson spadserer 80'er-chik rundt med skulderpuder og yuppie-kæreste, spiser repræsentationsmiddage og skriver populære klummer om livet i New York. Fra en gul taxi ser hun sine forældre rode rundt i en skraldebunke. Hun kører forbi, men kastes tilbage til sin opvækst i anekdotisk form. Barndomssporet og voksensporet har en elastik i hinanden og skal selvfølgelig mødes i den store konfrontation og, tør man sige det?, endelige tilgivelse. Du har set det før, måske også læst det. Walls bog er en bestseller af nogle af de samme grunde, som Nelson Mandelas er det. Eller Lisbeth Zornigs. En "stærk og modig fortælling" om rejsen fra det næsten uoverkommelige mørke til det håbefulde lys.


Foto: Nordisk Film


Blot med det twist, at portrættet fokuserer mere på faren Rex end på Jeanette Walls selv. Hun og hendes søstre optræder i flere dygtige børneudgaver, men det er Woody Harrelson, der giver sydstats-'twang' og intens fysik, så man kan klare sig indtil Han Solo-solofilmen. Naomi Watts får mindre at arbejde med som moderen Rose Mary, hendes rummelighed over for volden og alkoholismen forbliver uafklaret. Noget med, at Rex er vild med hendes halvdårlige malerier. Harrelson er charmerende og på sin egen måde et karismatisk geni, men jeg søger stadig efter den personlige genopretning, som "Glasslottet" så tydeligt prøver at give. Jeg ved ikke, om det er Jeanette Walls eller Cretton, der ligesom 'holder igen', når det er ved at blive for ubehageligt.

Mudderet, som prinsessen skal kæmpe sig fri af, er nemlig skildret underligt rosenrødt. Og her er der nok forskel på at være en dansk velfærdsunge opdraget på tillid til systemerne og så en amerikansk selvhjælper, der mener, at socialrådgivere og lægen er skabt af Satan for at kvæle Guds udvalgte i fimsede, europæiske gåsedun. Jeg vil dog stadig holde på, at vi har ret, og derfor har jeg det mere end svært med det lettere eventyrlige omsorgssvigt i "Glasslottet". Der bliver prædiket lidt for meget 'følg dine drømme' med den provokerende tankestreg, at det er faderens slummede anarki, der gør Jeanette til et bedre menneske end sin kedelige børsmæglerkæreste. Lad nu være med at spille den gamle amerikanske plade, at social armod blot er en interessant udfordring på vejen til X-Factor.


Foto: Nordisk Film


Vurdering: Glasslottet

Selv uden royale har man i USA formået at skabe slottet, som alle vil bo i. Her tænker jeg ikke på Disneyland, selv om det konstant gjaldende 'magic everywhere' også taler lige til de utæmmelige ambitioner. Nej, det er succesen i morgen. Vi skal bo i det smukkeste, tryggeste palads, som kun evnerne dikterer størrelsen af. Det er drømmen, som igen og igen forstærkes af dem, der har opnået den. Også Jeanette Walls, som selv med den store, knusende sten lige ved hånden vælger at lade "Glasslottet" stå.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.