The show must go on…

Selvom “Glee” har vundet talløse prestigefulde priser, er den foragtet af mange. Jeg er stødt på blot en håndfuld mennesker, som sætter pris på tv-serien, mens jeg ofte hører folk klandre den for at være noget overfladisk bras à la Disneys “High School Musical”. “Glee” er da også let at tryne, fordi den har følelserne uden på tøjet, fordi den omhandler sang- og lalleglade teenagere, og fordi den på mange punkter er ærkeamerikansk, sentimental og sukkersød – tre ting, som langtfra er in i det kyniske 21. århundrede. Men tager man sig tid til at kigge hinsides facaden, vil man formentlig opdage, at “Glee” er en af sendefladens dristigste tv-serier.

Seriens første årgang blev delt op i to dele, og nu er del to udkommet på dvd herhjemme. Den første halvdels sidste episode, “Sectionals”, rundede ikke blot af med et brag af en koncert, den formåede også at løse flere af seriens gennemgående konflikter på tilfredsstillende vis. De upopulære elever i gymnasiets kor havde langt om længe udviklet sig til gedigne sangere, korlederen Will Schuester havde endelig lært sandheden om sin koldblodige kones fingerede graviditet, og derefter oparbejdede han omsider modet til at kysse skolens skæppeskønne socialrådgiver, Emma.

Og når sæsonens anden halvdel begynder, står det hurtigt klart, at man ikke var sikker på, hvad det næste skridt skulle være. I et lettere desperat forsøg på at kickstarte sæsonens anden halvdel introduceres et væld af nye karakterer, som på ingen måde er interessante, og flere af de forgangne episoders spændende handlingsforløb bliver ignoreret. Schuester og Emmas spirende romance bliver lagt på køl, det samme bliver trekantsdramaet mellem eleverne Quinn, Finn og Noah, og i stedet bliver der bl.a. afsat spilletid til en kedelig kærlighedsleg mellem korsangeren Rachel Berry og en spion fra et andet gymnasium.

Men hvis det lyder, som om kvaliteten af “Glee” er dalet drastisk, og at serien allerede har mistet sin charme, så tro om igen. Efter de første par episoder får serien atter luft under vingerne. Korets nyfortolkninger af alskens musikalske evergreens er lige så forbløffende som altid, og repertoiret har en imponerende spændvidde – fra Lady Gaga og Madonna til Beck og The Beatles, fra klassisk rock og blues til moderne pop og hiphop, og som sædvanligt knokler ensemblet røven ud af bukserne på dansescenen og bag mikrofonerne. Gør dig parat til at opdatere din iPod med talløse nye sange.

Blandt sæsonens højdepunkter er en følelsesladet korudgave af U2’s hovedværk, “One”, samt en fortryllende opsætning af Queens episke “Bohemian Rhapsody”, hvor talløse elever synger, danser og kaster sig rundt på en storslået scene i takt til musikken. Og seriens bagmænd hiver ikke bare tilfældige slagere ud af ærmet – samtlige sange driver historien fremad og afspejler karakterernes følelser. Det er dybt bevægende at se den invalide Artie træde ud af sin kørestol i en dagdrøm og danse til “Safety Dance”, og det er mindst lige så rørende, når den homoseksuelle Kurt rækker ud til sin lettere homofobiske far via musicalhittet “Rose’s Turn” – ”giv folk kærlighed, og hvad får man igen?”

Artie, Kurt, Schuester og resten af seriens karismatiske karakterer er grunden til, at man gladelig kværner afsnit efter afsnit og så selvfølgelig også seriens overordentlig positive udstråling, som er mere smittefarlig end influenza i en børnehave. Gemt bag latteren, smilene og musikken er et af de mest rammende portrætter af livet som ung i dag og alle dets knuder – lige fra frygten til at springe ud af skabet til besættelsen af den perfekte krop, og det er dét, som gør serien så modig og unik, og som giver den langt mere vægt end tandløst juks som “High School Musical”.

I øvrigt leverer Neil Patrick Harris en fabelagtig præstation i rollen som en af Schuesters gamle klassekammerater, og Emmy-belønnede Jane Lynch er tilbage i rollen som korets nemesis, den irritable idrætslærer Sue Sylvester, og Lynch får glædeligvis endnu mere spilletid end tidligere. Hendes spydige sarkasme og drilske charme udgør en uimodståelig cocktail, og Sylvester og Schuesters mundhuggeri slår gnister – ligesom serien.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Sæsonens anden halvdel ser lige så godt ud på dvd som den første. Farverne er til tider for kraftige – eksempelvis er hudfarverne indimellem for rødlige, og den lokale fodboldbanes grønsvær er forbavsende mørkegrøn. Snavs forekommer stort set aldrig, og edge-enhancement figurerer heller ikke. Billedet er skarpt, farvegengivelsen er ofte upåklagelig, og det samme kan man sige om kontrasten.

Audio

Når koret synger, får musikken lov til at folde sig ud via samtlige højtalere, og subwooferen giver de dybe toner ekstra slagkraft. Men udgivelsens i alt ni Dolby Digital 5.1-lydspor imponerer ikke nær så meget under tv-seriens mere lavmælte scener. Dialogen er som regel tydelig, men den lyder ofte hul og flad, og mild overstyring forekommer sjældent. Den auditive atmosfære er generelt overbevisende, om end en smule unuanceret.

Ekstramateriale

Alle æskens tre dvd-skiver indeholder en menu, som giver seeren direkte adgang til afsnittenes musiknumre. Praktisk. Den tredje disk indeholder derudover fire karaokevideoer og fire korte dokumentarer: “Staying in Step with Glee” (6 min.) og “Making of a Showstopper” (17 min.) kigger nærmere på flere af seriens dansetrin, “Bite Their Style: How to Dress Like Your Favourite Gleek” (9 min.) omhandler skuespillernes kostumer, og “Unleashing the Power of Madonna” (10 min.) fokuserer på afsnittet med Madonnas musik som omdrejningspunkt. Mere snak om seriens temaer og afsnittenes tilblivelse havde været velkommen.