Egyptisk eventyr er bygget på sand

Da jeg opdagede, at “Gods of Egypt” var skrevet af samme makkerpar, der skrev “The Last Witch Hunter”, hvor Vin Diesel som middelalderkriger jagter hekse, så faldt mine forventninger. Den film var skrevet over et dovent skema. Men måske var der bare tale om en enkelt fuser? Og den her er trods alt instrueret af Alex Proyas, ham med “Dark City”, der er en af de mest undervurderede film fra 1990’erne. Desværre. Selv ikke Proyas kan sælge manuskript-sand i Sahara.

For du kan glemme alt, hvad du ved om de egyptiske guder. Her har man tydeligvis ikke hængt sig i detaljerne, men bare lånt lidt her og der og mast det sammen til noget, der næsten giver mening. Osiris er farao i et Egypten, hvor guderne lever blandt menneskene og mest af alt ligner Marvels superhelte. Han har valgt at overdrage magten til sønnen Horus, men det vil den åbenlyst onde gud, Set, ikke acceptere, så han dræber Osiris og stjæler Horus’ øjne, så han mister sin gudekraft. Heldigvis stjæler en rapmundet tyv med hjertet på rette sted (ja, den slags klichékarakterer skrives åbenbart stadig) et af øjnene, så Horus kan forsøge at redde Egypten.

Der er ingen spor af den oprindelige Osirismyte eller for den sags skyld Isis’ centrale rolle heri. Kvinder i denne film (guder og mennesker) kan ikke forventes at skulle udrette noget. De er enten stakler, der skal reddes, eller forføreriske furier, der tilsyneladende aldrig ved, om de skal skære halsen over på de mandlige figurer eller rive tøjet af dem. Det er måske flueknepperi, men jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over, at alle centrale skuespillere i denne film, der foregår i Mellemøsten, er hvide med undtagelse af én sort mand og én asiatisk kvinde. #EgyptSoWhite.

Havde der så bare været en indre logik. Som da Set forpurrer heltenes planer om at svække ham. Han kan nemt dræbe dem, som han har gjort med stort set alle andre, men uforklarligt ødelægger han blot deres hemmelige våben og forlader dem, hvorefter intet forhindrer heltene i at finde en erstatning for våbnet og stoppe Set. Hvilket de selvfølgelig ikke gør, for hele denne sekvens tjener intet andet formål end at afsløre, at Horus havde løjet over for den charmerende tyv, som kan føle sig forrådt et øjeblik og derefter tilgive vores helt, der naturligvis lærer en vigtig moralsk lektie. Det horrible ved hele denne plotkliché er, at det er så deprimerende forventeligt.

Desværre er der ikke andre elementer, der kan rette op på Sazama og Sharpless’ manus-forbrydelser. Alle skuespillerne virker, som om de bare har hævet den sikkert fede løn og så sovet sig vej gennem indspilningerne. Nikolaj Coster-Waldau er aldeles fraværende som Horus, mens ingen tilsyneladende har fortalt Gerard Butler, at han ikke spiller den råbende “300”-Leonidas denne gang. Geoffrey Rush har i det mindste tydeligvis moret sig med sin birolle som solguden Ra. Det betyder dog ikke så meget. For det meste af tiden er de erstattet af plastisk CGI. Stort set alle kampscenerne er animerede. Men det ville ikke være fair at skrive, at det ligner et computerspil, fordi de fleste store spilproduktioner i dag har en langt bedre historie og flottere grafik.