Uovertruffen

“Gøgereden” fremtvinger mange reaktioner og sætter talløse tanker i gang. Men hvis man kun måtte beskrive filmen med ét enkelt ord, ville det være oplagt at vælge livsbekræftende. Hvorfor? Fordi “Gøgereden” først og fremmest sætter en tyk streg under livets uberegnelige værdi og menneskets ubegrænsede potentiale – uanset om man så er mand, kvinde, gammel, ung, sprællevende eller udviklingshæmmet og mut. Det er selvsagt et tidløst budskab, som Hollywood har forsøgt at tvinge ned i halsen på os via talløse vamle sødsupper. Men den tjekkiske instruktør Milos Forman sejrede for 33 år siden, hvor mange af hans kollegaer siden hen har fejlet, med en uforglemmelig historie om én mands opgør med et diktatorisk bureaukrati på et sindssygehospitals kridhvide gange.

“Gøgereden” er en noget nær perfekt film. En milepæl, der synes at indgyde en mindst lige så stærk følelse af håb i sine tilskuere som publikumsmagneten “En verden udenfor” og Frank Capras udskejelser i 1930’erne og 1940’erne. Med sit brillante ensemble (måske filmhistoriens bedste) iscenesætter Forman en perlerække af mindeværdige scener, der skaber alt fra lettende jubel til hjerteskærende sorg – især fordi situationerne alle føles så autentiske takket være den nænsomme instruktion og uprætentiøse æstetik. Der er simpelthen for mange udødelige replikker og legendariske øjeblikke i filmen til at nævne i én anmeldelse, og dem, der endnu ikke har set filmen, bør naturligvis have flest mulige overraskelser i vente.

Det var ellers et mindre mirakel, at filmen overhovedet blev skruet sammen. Det tog årevis for en ung Michael Douglas at realisere farmand Kirks drøm om at få Ken Keseys kontroversielle roman filmatiseret, og flere af Hollywoods største skuespillere takkede hastigt nej til at medvirke i filmen. Michael Douglas følte selv, at Jack Nicholson var for blødsøden til at spille rollen som den rebelske R. P. McMurphy, der indlægges på en anstalt for nedtrykte, underudviklede patienter, som McMurphy inspirerer til at opdage eller genfinde livsglæden. Men Nicholson er naturligvis perfekt som den ikoniske oprører. Der er så mange nuancer i skuespillerens spil, at det kræver adskillige gensyn at spotte dem alle. Præstationen udgør formentlig toppunktet i en af Hollywoods ærværdigste karrierer.

Louise Fletcher leverer en indsats på højde med Nicholsons i rollen som den grufulde sygeplejerske Ratched, der især er frygtindgydende, fordi hun vitterligt tror, hun gør det bedste for sine patienter, mens hun faktisk langsomt frarøver dem al følelse af frihed og selvstændighed. Ligesom resten af fortællingens mangfoldige karakterer er Ratched kompleks og virker aldrig tilnærmelsesvis karikeret. Og folk som Danny DeVito, Christopher Lloyd og især en dengang 25-årig Brad Dourif (hvis præstation som en stammende, nervøs ungkarl med rette blev Oscar-nomineret) er blot få af de andre aktører, der brillerer. Karakterernes lidelser udnyttes aldrig i et forsøg på at indkassere billige grin eller forcere tårer. I stedet behandles de elskværdige figurer immervæk med respekt, og de humoristiske indslag er veltimede og fuldstændig troværdige.

Men hvorfor er “Gøgereden” egentlig stadigvæk så populær? Ud over, at der ikke er én eneste præstation at sætte en finger på, og at både Jack Nitzsches minimalistiske musik og Haskell Wexler og Bill Butlers fotografering komplementerer historien perfekt, så har tidens tand på ingen måde dæmpet dens gennemslagskraft eller gjort den mindre aktuel – McMurphys kompromisløse kamp for demokrati og retfærdighed går dagligt igen verden over i alskens afskygninger. “Gøgereden” er en af de få film, der uden vanskelligheder indlemmer alle budskaberne i en underholdende historie – en både intim og storslået seance, der vælter i store følelser, men aldrig mister grebet om sine karakterer. I modsætning til mange af Keseys opdigtede personligheder er “Gøgereden” altså slet ikke så tosset.

Video

Desværre ser “Gøgereden” ikke nær så imponerende ud på Blu-ray som flere af Warner Brothers’ andre, gamle klassikere såsom “Dirty Harry” og “Bonnie and Clyde”. Mange skud fremstår en smule uskarpe. Kontrasten er god, og selvom snavs og støj undertiden optræder, er billedsiden som regel næsten eller helt pletfri. Farvetemperaturen vakler til tider en anelse, men sædvanligvis er farverne hverken for mætte eller matte. Ingen komprimeringsfejl eller glorier dukker op undervejs.

Audio

Man har ikke smækket et ukomprimeret mix eller et lydspor med en synderlig høj bitrate på skiven, men spørgsmålet er, om man kunne have fået filmens aldrende lydside til at lyde bedre. Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor benytter hovedsageligt centerhøjtaleren, og der er adskillige tilfælde af mild overstyring, mens andre former for auditiv støj heldigvis er sjældne og tålelige. Det er trods alt altid let at forstå, hvad skuespillerne siger. Subwooferen er næsten fuldstændig tavs, og de fleste lydeffekter og replikker lyder flade. Dynamikområdet er (som forventet) ikke særlig stort. Højtalerne disker til tider op med et par velvalgte og effektive atmosfærelyde, musikken er distinkt, og de fåtallige panoreringer er nogenlunde.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet præsenteres i 480p. Der medfølger otte slettede scener, og de er alle både nogenlunde og ganske overflødige. Traileren til “Gøgereden” og dokumentaren “The Making of One Flew Over the Cuckoo’s Nest” (48 min.) ligger også på skiven. Dokumentaren indeholder spændende interviews med stort set alle filmens prominente bagmænd og skuespillere. Det er dog virkelig ærgerligt, at Nicholson ikke medvirker. Forman og producerne Michael Douglas og Saul Zaentz har også indtalt et informativt kommentarspor til filmen, og trioen disker op med en hel del interessante anekdoter, som ikke leveres i dokumentaren. D’herrer virker alle oprigtige og ydmyge, og mændene taler mere eller mindre nonstop igennem hele filmen.