Forfriskende udramatisk drama

Mange filmmagere tror tilsyneladende, at et drama ikke kan være virkelig bevægende, hvis ikke historien suppleres af lidenskabelige monologer, grandiose panoramabilleder og/eller storladen musik. “Grace Is Gone” er et vidunderligt eksempel på, hvordan man behandler store følelser og emner sobert og ærbødigt på film uden at dæmpe gennemslagskraften det mindste. Præstationerne er mådeholdne, men naturtro, tempoet er besindigt, og både musikken og fotograferingen stimulerer snarere underbevidstheden end sanserne. Det er en film om en mands håndtering af sin kones død i Irak, som aldrig bliver politisk, men stædigt bevarer fokus på sine karakterer. “Grace Is Gone” føles nærmest dokumentarisk, og det er ment som en kæmpe kompliment.

Filmens stilfærdige attitude er passende, for tavshed er et af fortællingens vigtigste emner. Stanley Philipps er en ganske ordinær middelklasseborger i USA, der forsørger sine to døtre, Heidi og Dawn, alt imens hans kone, Grace, gør tjeneste i Irak. Han er lidt af en indadvendt person, der ikke udveksler mere end en håndfuld ord med sine døtre ved middagsbordet. Da et par soldater banker på en morgen og fortæller Stanley, at Grace er blevet dræbt, kommer det derfor ikke som en overraskelse, at Stanley finder det umuligt at berette pigerne om tragedien. I stedet overtaler han Heidi og Dawn til at pjække, og sammen kører trioen mod en enorm forlystelsespark hundredvis af kilometer væk, mens Stanley forsøger at finde ud af, hvordan han skal forklare børnene, at deres mor er død.

John Cusack leverer sin formentlig bedste præstation til dato som Stanley. Da han åbner døren for soldaterne, gengiver hans ansigt en rædsel, der siger mere end tusind ord. Men Cusacks største bedrift er, at han har gjort den lettere utilnærmelige Stanley til en så elskværdig karakter. Det er et interessant dilemma, der ligger til grund for manuskriptforfatter/instruktør James C. Strouses historie. Bør Stanley fortælle sandheden med det samme? Langsomt fornemmer man, at Stanley forsøger at opnå den tilknytning til døtrene, han har manglet, og som forhåbentlig vil gøre hans triste nyhed lettere at bære, når han engang fatter modet til at levere den. I Cusacks hænder er Stanleys udvikling som familiefar endt som en af årets mest medrivende filmrejser.

Nøjagtig lige så gode er Shélan O’Keefe og Gracie Bednarczyk som henholdsvis Heidi og Dawn. Især O’Keefe imponerer, og hun udstråler masser af selvtillid og intelligens, som får hende til at fremstå langt ældre, end hun egentlig er. Men hvis filmen endelig har en svaghed, så er det, at man ikke får lov til at se skuespillerne i aktion i nok tid. Det er dejligt, at filmen afvikles i et tempo, så man hverken kedes eller rystes af vognen, og man kommer bestemt tættere på figurerne end i de fleste andre karakterdramaer, men man ville gerne være kommet lidt tættere på endnu og haft lidt mere tid i deres selskab. Men det forhindrer i sidste ende ikke slutningen i at ramme lige i solar plexus.

Selveste Clint Eastwood har i øvrigt komponeret filmens behagelige score. Umiddelbart kan det måske virke underligt, at man har hyret en af verdens førende filmmagere til at skrive underlægningsmusikken, men som komponist har Eastwood altid været mester i behersket, minimalistisk musik, der fornemt understøtter og aldrig overdøver billederne. Eastwood havde garanteret også været stolt, hvis han havde lavet en film så stærk som “Grace Is Gone”.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format (coveret hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.35:1). “Grace Is Gone” varer ikke engang halvanden time, og dvd-udgivelsen indeholder praktisk talt intet ekstramateriale, så der har været god plads på skiven til transferet, og pladsen er blevet udnyttet ordentligt. Billedet er afsindig skarpt, og manglen på edge-enhancement bekræfter, at billedsiden ikke er blevet gjort skarpere på kunstig vis. Farverne er mætte og troværdige hele vejen igennem, og kontrasten er også superb. Hverken udtværinger eller utilsigtet støj dukker op.

Audio

Hvor udgivelsens transfer er mildest talt fremragende, er lydsporet derimod en skændsel. Umiddelbart lyder “Grace Is Gone” tilsyneladende godt. Ganske vist tages baghøjtalerne næsten aldrig i brug, men brugen af subwooferen er tilpas og forbavsende opfindsom. Lyden er klokkeklar, men ét gravalvorligt problem ødelægger udgivelsens Dolby Digital 5.1-mix fuldstændigt: Lyden i venstre og højre fronthøjtaler er asynkron i forhold til lyden fra centerhøjtaleren – og vi taler adskillige sekunders tidsforskel. Det betyder, at både lydeffekter og replikker dukker op igen (og igen) i andre højtalere, efter at de oprindeligt er dukket op i centerhøjtaleren, hvilket er ubeskriveligt distraherende og enerverende. Især Eastwoods score lider under fejlen, som får hans dejlige, stilfærdige musik til at lyde som ulideligt musikalsk nonsens. 100 % uacceptabelt.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder dvd’en kun et trailershow med klip fra “Deception”, “Over Her Dead Body”, “Death Defying Acts” og “Smother”.